FIFA-reformer kræver offentligt pres
Zwanziger og Pieth (bagest). Fotos på denne side og forsiden: Michael Bo Rasmussen/Baghuset.
Uden et konstant og kritisk offentligt søgelys på FIFA risikerer reformprocessen i det korruptionsplagede internationale fodboldforbund at gå i stå igen.
Som hovedtaler på den europæiske sportsmanagement-konference EASM 2012 i Aalborg understregede Mark Pieth, der er formand for FIFA’s uafhængige reformkomité, The Independent Governance Committee (IGC), at flere af reformforslagene møder betydelig modstand.
"Jeg opfordrer derfor offentligheden, og særligt fodboldens fans, til at lægge pres på FIFA. Tale er fint, men vi har brug for handling nu," konkluderede Mark Pieth på konferencen, hvor også det nuværende tyske medlem af FIFA’s eksekutivkomité, Theo Zwanziger appellerede til offentligheden om at støtte reformprocessen.
"Jeg meget gerne opfordre jer alle til at følge processen kritisk, men begå ikke den fejl kun at kritisere folk i FIFA, der er gået ind i arbejdet med et brændende ønske om at ville det bedste for fodbolden og sporten," sagde den tidligere tyske fodboldformand, der også står i spidsen for det udvalg, der har ansvar for at reformere FIFA’s vedtægter.
Kun selvregulering er realistisk
Theo Zwanziger nævnte bl.a. anbefalingen om at indføre tidsbegrænsede politiske hverv, som et tiltag, der ikke er populært hos alle, og generelt beskrev han den nuværende reformproces som den svære opgave at være i regering og opposition på én og samme tid.
Men ifølge Mark Pieth er der ikke noget alternativ. Forandringerne i FIFA kan kun komme indefra, da de schweiziske myndigheder ikke har noget aktuelt ønske om at stramme reguleringen af de mange internationale idrætsorganisationer hjemmehørende i landet.
"Lad os se i øjnene, at selvregulering på nuværende tidspunkt er FIFA’s eneste realistiske alternativ, og vi er nødt til at anerkende at det er en meget svær overgang," sagde han.
Mark Pieth understregede samtidig, at han ikke er ’Mr. Clean’, og at den uafhængige komités opgave er at indføre sundere organisatoriske strukturer, før IGC afslutter sit arbejde i maj 2013.
FIFA har allerede reformeret sin etiske komité, der er blevet opdelt i en undersøgende og dømmende del med uafhængige formænd i spidsen. Men Mark Pieth pegede i Aalborg også på behovet for bl.a. at indføre nye regler for, hvordan FIFA’s organer vælger medlemmer til eksekutivkomiteen.
Der bør også være klarere regler for, hvordan FIFA-præsidenten kan benytte FIFA’s midler, og de ledende personers lønninger skal være offentlige. Endelig bør reglerne for salg af markedsførings- og VM-rettigheder strammes op, ligesom Mark Pieth efterlyste mere langsigtede strategier og kriterier for, hvordan FIFA’s udviklingsmidler fordeles.
Fifa-toppen bør gå af
Mens både Mark Pieth og Theo Zwanziger ønsker at reformere FIFA internt uden at kræve udrensninger i toppen, var Lord David Triesman, som talte på EASM 2012 dagen før, mindre sikker på, at selvregulering er den rette vej at gå for FIFA.
Lord David Triesman, der har været tæt på FIFA, bl.a. i forbindelse med sit formandskab for Englands bud på VM 2018, beskrev FIFA’s organisatoriske kultur som så sammenspist, at hele den nuværende ledelse bør gå af, før tilbundsgående reformer kan finde sted.
"Fodbold er for vigtigt et kulturelt fænomen til at vi bare kan lade det fortsætte på internationalt niveau som det er i dag," argumenterede Lord Triesman, og drastiske tiltag ud over de formelle reformer er nødvendige, før en reel forandring kan finde sted.
"Generelt er det ikke nødvendigvis så svært at ændre processer og procedurer i en organisation, men hvis kulturen ikke ændrer sig, vil alle forandringerne mislykkes," sagde Lord Triesman og forsatte:
"FIFA er ude af stand til at undergå den slags kulturændringer og derfor er jeg af den opfattelse at den nuværende ledelse må gå af, før vi ser nogen forandringer," sagde Triesman.
FIFA som en samlende organisation
Jérôme Champagne, tidligere international direktør i FIFA, som talte efter Triesman, var enig i, at FIFA har brug for at reformere sig for at kunne være den samlende organisation, som fodbold har brug for.
Champagne fremhævede bl.a. en demokratisering af den organisatoriske struktur som et af reformpunkterne, og han ser det som en nødvendighed at den siddende præsident har den demokratiske opbakning, der skal til, for at gennemføre de reformer, han er blevet valgt til at gennemføre.
Derudover understregede Champagne, at en af FIFA’s fremmeste opgaver bør være at udligne de uligheder, der findes i fodboldens verden.
"Vi behøver en styrende instans, med gennemsigtighed og ærlighed, ja, men også med en vision. Og visionen er at rette op på ulighederne i fodbold," sagde han.
FIFA er den "eneste struktur, der proaktivt kan udligne uligheder mellem kontinenter, lande og klubber," konkluderede Champagne.
Alle fire oplæg blev holdt i forbindelse med EASM 2012, hvor Idan/Play the Game var medværter.