Kom tæt på verdens største halvmarathon ved EASM 2012
22.08.2012
En stærk blanding af succesrige aktører fra den danske og nordiske idrætssektor og repræsentanter for flere af de førende videregående uddannelser på idrætsområdet i Danmark sætter hinanden stævne på konferencen ’Idræt mellem forening og forretning – sportsmanagement i fremtidens danske idrætssektor’, som Idan og UCN Sport Management arrangerer den 18. september i Aalborg.
Konferencen fungerer som en danskvinklet optakt til de tre følgende dages store europæiske konference om sportsmanagement, EASM 2012 i Aalborg.
Download det fulde program for den danske optaktskonference Læs mere om EASM 2012
Verdens største halvmarathon
Hensigten med den danske optaktskonference er dels at sætte et tiltrængt kritisk lys på den rivende udvikling på det idrætsrelaterede uddannelsesmarked herhjemme, dels at få konkret ny viden fra nogle af de aktører fra idrætssektoren, som i høj grad arbejder med sportsmanagement i praksis.
Således åbnes konferencen af løbsdirektør Bo Edsberger fra verdens største halvmarathonløb, Göteborgsvarvet, der i de senere år har samlet over 70.000 løbere i Göteborg i maj og sat nye standarder i forhold til markedsføring og medieudvikling. Løbet har en topprofessionel organisation, men ejes af de lokale atletikklubber og har ligefrem venteliste af borgere, som gerne vil være blandt de 3.500 frivillige på løbsdagen.
En anden succesrig aktør fra sportsverdenen er den nytiltrådte aktør for Divisionsforeningen Håndbold, Dan Hammer, der tidligere har stået i spidsen for Parken Sport & Entertainment og er kendt for skarpe holdninger til den kommercielle og organisatoriske udvikling af professionel sport i Danmark.
Endnu en spændende case på konferencen bliver KMD Challenge, der har givet triatlonsporten et mediemæssigt og sponsormæssigt løft i de senere år, og som samtidig er et godt eksempel på en langt mere professionel organisation og konceptudvikling på sponsorsiden end set tidligere herhjemme.
Såvel løbsdirektør Thomas Veje Olsen som director Thomas Badura fra sponsoragenturet SponsorPeople kan gå nærmere i detaljer med baggrunden for dette arrangement, og sammen med souschef og kommunikationsansvarlig i Sport Event Denmark Hanne Sejer får de mulighed for at drøfte status og oversete potentialer på event- og sponsormarkedet i Danmark.
Uddannelser til kritisk debat
Men foruden de spændende case-historier bliver konferencen først og fremmest en mulighed for en introduktion til det stærkt voksende uddannelsesmarked på idrætsområdet i Danmark.
Hvad er indholdet, behovet for og den reelle kvalitet af nogle af de mange uddannelsestilbud inden for idrætsområdet, der i de senere år er dukket op på mellemlange og videregående uddannelser? Hvad betyder udviklingen for idrætsorganisationerne, der traditionelt har været storleverandør af uddannelser til den frivillige sektor?
Problemstillingen vendes og diskuteres fra flere vinkler, og fra Idans side vil der være lagt op til en kritisk diskussion af behovet for og kvaliteten af de mange nye uddannelser, og frem for alt inviteres også aktører fra idrætssektoren til at kommentere på fremtidens krav til kompetencer og uddannelser i den danske idrætssektor.
Forsmag på EASM 2012
Optaktskonferencen giver samtidig repræsentanter for den danske idrætssektor en forsmag på nogle af de temaer, der behandles grundigt i selve EASM-konferencens program i dagene 19.-21. september. Her fremlægger og debatterer op mod 250 oplægsholdere den nyeste forskning og viden inden for forskellige aspekter af det meget brede sportsmanagement-område, ligesom Play the Game er vært for et særligt symposium, der sætter nogle af international idræts vigtigste problemstillinger til debat.
Tilmelder man sig hele EASM-konferencen i dagene 18.-21. september (pris kr. 3.800,-) er det gratis også at deltage i den danske optaktskonference. Deltagelse i den danske optaktskonference den 18. september alene koster 1.900 kr. inkl. forplejning og konferencematerialer.
Det fulde program for optaktskonferencen med ca. 20 oplægsholdere og paneldeltagere offentliggøres primo august. Blandt oplægsholderne kan nævnes:
- Løbsdirektør Bo Edsberger, Göteborgsvarvet
- Direktør Dan Hammer, Divisionsforeningen Håndbold
- Director Thomas Badura, Sponsorpeople
- Områdechef Erik Kristensen, Kultur & fritidsafdelingen, Aalborg Kommune
- Studieleder Jan Kahr Sørensen, Sektionsleder for Idræt, Aarhus Universitet
- Studieleder Jesper Franch, School of Medicine and Health, Aalborg Universitet
- Studieleder Thomas Skovgaard, Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet
- Studieleder på bacheloruddannelsen, Eva Wulff Helge, Institut for Idræt, Københavns Universitet
- Studieleder Per Justesen, UCN Sport Management
- Løbsdirektør Thomas Veje Olsen, KMD Challenge
- Direktør Søren Brixen, DGI
- Chefkonsulent Torben Bundgaard, DIF Uddannelse
- Professor Hallgeir Gammelsæter, Høgskolen i Molde, fmd. EASM 2012 Scientific Committee
- Lektor Per-Göran Fahlström, Linnéuniversitetet, Växjö, bestyrelsesmedlem i EASM
- Souschef og kommunikationsansvarlig Hanne Sejer, Sport Event Denmark
- Direktør Henrik H. Brandt, Idrættens Analyseinstitut