Redskaber til udvikling af faciliteter

20.08.2012

Af Ditte Toft
En ny procesmanual fra Faaborg-Midtfyn Kommune skal hjælpe de lokale idrætsfaciliteter til at udarbejde udviklingsplaner, der kan styrke faciliteternes drift.

Seks idrætshaller i Faaborg-Midtfyn Kommune har i 2011 og 2012 udarbejdet udviklingsplaner for deres facilitet, som danner grundlaget for en samlet procesmanual, der kan inspirere og hjælpe andre idrætsfaciliteter til at lave udviklingsplaner.

Procesmanualen består af en række værktøjer til at starte en udviklingsproces. Idrætsfaciliteterne kan bruge procesmanualen som helhed eller plukke udvalgte dele af den.

Tanken er, at udviklingsplanerne skal tage afsæt i den enkelte eksisterende facilitet, og hvordan brugen af faciliteten kan optimeres gennem eksempelvis mere effektiv drift og nye aktiviteter, der kan tiltrække nye målgrupper.

Støtte facilitetsfokus i Faaborg-Midtfyn Kommune
Procesmanualen er en del af et generelt arbejde med drift af idrætsfaciliteter i Faaborg-Midtfyn Kommune. Faciliteter som særligt interesseområde er en del af kommunens projekter som udvalgt breddeidrætskommune. 

Som led i dette har Faaborg-Midtfyn Kommune i samarbejde med Syddansk Universitet ansat Evald Bundgaard Iversen som erhvervs-ph.d., og han skal bl.a. undersøge effekterne af en række initiativer, der kan forbedre driften af idrætsfaciliteterne.

Herunder har kommunen lavet en ny tilskudsmodel, som er knyttet til aktivitetstimer, og aktivitetsniveauet i faciliteternes måles i 2012 og igen i 2014 for at beskrive, om en ny tilskudsmodel har betydning for det samlede aktivitetsniveau.

Aalborg Kommune arbejder ligeledes med udvikling på facilitetsområdet og samarbejder med Faaborg-Midtfyn Kommune.

Inddragelse af forskellige brugere
Blandt rådene i procesmanualen er inddragelse af mange forskellige grupper i udviklingsarbejdet. Ud over den daglige ledelse og bestyrelsen for faciliteten anbefaler manualen at invitere nuværende, men også potentielt kommende brugergrupper til at tage del i udviklingen. Ligeledes bør både mænd og kvinder, unge og gamle samt folk med forskellige professionelle baggrunde og netværk tage del i udviklingsprocessen. 

Udviklingsarbejdet består af en proces, der involverer en række arbejdsperioder suppleret af workshops med forskellige fokusområder. 

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.