Skytter vil forhandle med DGI
Efter længere tids overvejelser om fremtidens organisatoriske billede for idrætten i Danmark, har landets ældste selvstændige idrætsorganisation, De Danske Skytteforeninger (DDS), indledt officielle forhandlinger med Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI) om en sammenlægning. I dag har de to organisationer en associeringsaftale med samarbejde på forskellige punkter.
Den brændende platform for beslutningen om en hurtig sammenlægning med DGI er den bebudede udredning af idrætten, som Kulturministeriet efter planen iværksætter i efteråret 2012, og som afsluttes i 2013 med virkning fra 2014.
DDS-ledelsen frygter som selvstændig organisation i forbindelse med udredningen at blive skåret i støtten fra tipsmidlerne, da organisationen af historiske grunde modtager en meget høj støtte pr. medlem sammenholdt med de andre danske idrætsorganisationer.
Tage initiativet
Med initiativet til sammenlægning med DGI ønsker DDS ifølge formanden Christian Kjær at sørge for, at der ikke bliver handlet hen over hovedet på organisationen i forbindelse med Kulturministeriets udredning:
”Jeg vil ikke være med til, at vi sidder og venter på, at andre bestemmer vores fremtid,” siger Christian Kjær på DDS’ hjemmeside og fortsætter:
”Vores opfattelse er, at vi vil stå stærkest, hvis vi har en ny organisationsmodel klar, allerede inden Kulturministeriet færdiggør sin udredning, fordi vi så både sikrer vores egen indflydelse og viser handlekraft.”
Bedste forhold i DGI
Ifølge DDS-formanden har organisationen talt med både DGI og Danmarks Idræts-Forbund, herunder Dansk Skytte Union, men har vurderet, at skytterne fremover vil få de bedste forhold ved en sammenlægning med DGI.
”Ud fra de meldinger, vi har fået fra de to organisationer, har vi besluttet at anbefale, at der arbejdes for en fusion med DGI, fordi vi mener, at vi i DGI har bedst mulighed for at sikre indflydelse og for at udvikle vores idræt. Samtidig mener vi også, at vi kan sikre de bedste forhold for skydningen og skytterne ved, at skydning er repræsenteret i begge organisationer. Bestyrelsen ønsker fortsat, at der samarbejdes med Dansk Skytte Union på alle relevante områder, siger Christian Kjær.