Londons OL-gevinster er oppustede

Foto: kdewhunter/Flickr

01.08.2012

Af Katja Høiriis
Engelske politikere har lovet et økonomisk boost, nye arbejdspladser og flere idrætsaktive på grund af OL. Men Financial Times melder om tomme hoteller og et fald i turismen, og økonomer stiller spørgsmålstegn ved OL’s økonomiske gevinster.

På forhånd forventede London fyldte hoteller og overfyldte busser og tog. Men OL har i stedet givet god plads i det centrale London, lyder de første rapporter.

Ifølge Financial Times har OL trukket over 100.000 udenlandske besøgende til London, hvilket er flere end ved tidligere OL, men stadig en del under de 300.000 udenlandske besøgende, som normalt gæster byen. Angiveligt er mange mere traditionelle turister udeblevet, og butikker, hoteller, teatre og turistattraktioner taler nu om et stort fald i indtjeningen denne sommer.

Den britiske premierminister David Cameron har tidligere lovet et økonomisk bidrag til den britiske økonomi på 13 milliarder britiske pund over fire år, men både kortsigtede og langvarige økonomiske gevinster er tvivlsomme, vurderer den britiske økonom Stefan Szymanski.

Han kalder politikernes løfter om økonomiske vindinger ved de Olympiske Lege for ”uærlig propaganda”. De olympiske lege handler om at fejre fantastiske sportslige præstationer og burde ikke afholdes under dække af at deres forestillede økonomiske fordele for værtslandet, skriver han på sin sportsøkonomiske blog.

Lille økonomisk effekt
Ifølge Szymanski vil de olympiske lege ikke føre til nogen betydelig stigning i det britiske BNP, når man sætter det årlige på cirka 2.500 mia. dollars i forhold til de samlede udgifter til OL på cirka 20 mia. dollars over 7-8 år. 

“Rundt regnet svarer det til en tiendedel af 1 pct. af BNP – hvilket ret beset er på størrelse med en afrundingsfejl i nationalregnskabet. Og det tager ikke højde for alternativerne – mange infrastrukturprojekter i Storbritannien ville have genereret et bedre afkast end opførelsen af den olympiske park,” mener Szymanski.

Han afviser også, at OL på nogen måde vil byforny hele det østlige London, som dækker et areal, der er 100 gange større end den olympiske park. På samme måde er de politiske forestillinger om, at OL vil øge idrætsdeltagelsen blandt den britiske befolkning blot endnu en usandhed, som bruges for at forsvare de massive investeringer, mener Szymanski.

Endelig afviser han, hvad han kalder de endnu mere ”latterlige påstande” om, at legene vil booste Londons image og inspirere folk til at gøre forretninger i en by, der allerede er internationalt center for handel og kultur.

“Sagen er, at regeringen er nødt til komme med disse overdrevne økonomiske påstande på grund af massiv offentlige støtte. (…) Politikere gør det af prestigeårsager, og offentligheden glæder sig over forestillingen. Men økonomiske gevinster? Glem det.”

Rapport sætter spørgsmålstegn ved reklameværdi
I forhold til OL’s manglende evne til at inspirere til øget idrætsdeltagelse, bakker tal fra Sport England op om kritikken. Sport England har siden sidste vinter meldt om faldende deltagertal i mange sportsgrene, hvilket også fik de britiske politikere til at droppe målet om at få en million ekstra idrætsaktive briter inden OL. 

En ny rapport fra de to britiske tænketanke The Sports Think Tank og Theos peger i samme retning. Ifølge en spørgeskemaundersøgelse var hele 80 procent af de adspurgte uenige eller helt uenige i udsagnet ”jeg føler mig mere inspireret til at dyrke sport for tiden på grund af de olympiske lege i London”, mens blot 4 procent var helt enige. Rapporten konkluderer på den baggrund, at OL i London ikke har nogen betydelig indflydelse på breddeidrætten.

Forfatterne til rapporten kritiserer samtidig, at politikernes løfter om store økonomiske gevinster og en sundere og mere aktiv befolkning ikke blot usande, men er også med til at reducere sporten til at være et redskab for at nå andre mål.

”Sport er ikke længere blot fritidsaktiviteter, underholdning og spektakulære internationale turneringer. Vi forventer i dag, at det vil gøre os til bedre mennesker, bidrage til verdensfreden, udvikle vores økonomi og gøre os sundere. Det er klart, at sport kan påvirke alle disse ting, men rapporten argumenterer for, at vi må erkende, at sporten i dag ofte bliver reduceret til at redskab fremfor at være noget, som har en egenværdi.”

Læs mere om Londons OL-gevinster

 
 
Læs artiklen fra Financial Times (abonnement krævet)

Læs Stefan Szymanskis blog

Læs rapporterne fra Sports Think Tank:

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.