London 2012's løft til breddeidrætten er udeblevet

Londons olympiske stadion. Foto: Cyberslayer/Flickr

12.06.2012

Af Katja Høiriis
OL i London har ikke fremmet idrætsdeltagelsen i Storbritannien, konkluderer britiske medier halvanden måned, før legene begynder i London. Tværtimod har breddeidrætten oplevet store besparelser.

Da London vandt retten til at afholde de Olympiske Lege i 2012 lovede Sebastian Coe, chef for organisationskomiteén bag London-legene, at OL i London ville være med til at ændre hele landskabet for britisk sport og inspirere to millioner mennesker til at blive mere aktive. Men budgetnedskæringer på idrætsområdet og opgivne projekter gør reelt løftet umuligt at indfri.

I december 2011 udgav Sport England resultaterne af en undersøgelse, som viste at idrætsdeltagelsen landet over var faldende, især blandt unge mellem 16-19 år. Det fik den britiske regering til at opgive at sætte antal på, hvor mange flere aktive der ville komme i kølvandet på OL.

I de britiske medier begynder debatten om den idrætslige arv efter London 2012 nu at tage fart.

Avisen the Independent on Sunday har undersøgt budgetnedskæringer og lukninger af projekter, som ellers var sat i værk for at kunne leve op til målet om højere idrætsdeltagelse. Ifølge avisen er budgettet for skolesport blevet skåret fra £162 millioner (knap 1,5 milliarder kr.) til £35 millioner (322 millioner kr.), siden London i 2005 fik tildelt OL.

Regeringens prestigeprojekt – gratis adgang til svømmehaller for folk under 16 og over 60 år – er blevet skrottet. Det samme er planer om at bygge 1.300 legepladser. Samtidig er projektet Walking for Health blevet frataget sine statsmidler, Cycling England, som stod for finansiering af bedre cykelruter i 18 byer, er blevet lukket, og de afsatte midler til at få folk til at gå og cykle i Skotlands budget, er blevet skåret 33 procent i forhold til sidste år.

I en national undersøgelse udtrykker næsten halvdelen af de adspurgte, at de føler, at børn og unge mangler muligheder for at dyrke idræt i skolen. Halvdelen af drengene føler sig pressede til at dyrke konventionelle idrætter som fodbold, mens mere end 60 procent af pigerne mente, at de initiativer, der blev taget for at aktivere dem, ikke virkede, skiver the Independent.

Kritik af Sport England
En reporter fra the Independent, Michael Calvin, som personligt har deltaget i en del af de officielle møder om, hvordan Storbritannien skulle indfri løftet om flere aktive efter OL, siger direkte, at OL i London ikke vil betyde større deltagelse i breddeidræt. 

”De olympiske lege vil ikke producere børn, der er slankere og i bedre form. Legene vil ikke inspirere de sløve eller opildne de ugidelige. Antallet af overvægtige er tredoblet de sidste 30 år. Der har været et markant fald i idrætsdeltagelsen i 19 idrætsgrene igennem de sidste to år.”

”Det burde bringe skam over Sport England, den halvoffentlige statsstøttede organisation som har brugt £450 millioner (4,1 milliarder kr.) og alligevel ikke har formået at sikre idrætten på græsrodsniveau, men det vil det ikke. Deres forståelse af en olympisk arv er at friste (nogen ville sige bestikke) unge mennesker til at deltage i såkaldte ’sportivate’-sessioner med gratis billetter til legene,” fortsætter han.

Coe afviser faldende idrætsdeltagelse
Men Coe mener ikke, at man skal tage de faldende deltagertal fra Sport Englands undersøgelse for gode varer, da de ikke afspejler, hvad han angiveligt selv har set landet over. For ham ser det ud som om at tallene er stigende. 

I avisen the Telegraph minder han dog om, at selvom det var hans organisationskomité, der oprindeligt lovede, at arven fra London 2012 ville blive en stigende idrætsdeltagelse, er det ikke i sidste ende dens ansvar at føre løftet ud i livet.

En rapport fra den britiske tænketank, Centre for Social Justice, fra maj 2011 har undersøgt løftet omkring højere idrætsdeltagelse og konkluderer, at ”målet omkring højere deltagelse var i sig selv mangelfuldt fra begyndelsen, ikke kun fordi det var mere overbevisende som en salgstale end en politisk målsætning, men også fordi det at ville få flere engageret i en uspecificeret sportsaktivitet ikke er det samme som at arbejde seriøst og målrettet med at forandre livet for Storbritanniens mest udsatte.” 

Læs mere om idrætsdeltagelsen efter OL i London

 
 

Sebastian Coes fastholder effekt i The Telegraph i artiklen 'Lord Coe angrily rounds on Sport England after survey criticism'

Læs rapporten fra the Centre for Social Justice 'More than a game'

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.