Det danske arenamarked er mudret
Selv om en lang række danske byer i de senere år har investeret millioner af skattekroner i nye opvisningsanlæg og hvervning af store idrætsbegivenheder, kan man langt fra tale om, at kampen om de store idrætsbegivenheder foregår på et gennemsigtigt marked.
Mange faktorer spiller ind i kampen om de store sportsbegivenheder, og konkurrencen er tilsyneladende så hård, at prissætningen i bedste fald er mudret og delvist politisk styret.
Det uigennemskuelige marked fremgår af en rundspørge blandt 16 danske og 4 udenlandske opvisningsarenaer, som Idrættens Analyseinstitut gennemførte for Sport Event Denmark i 2011 med det formål at afdække pris- og lejevilkår i danske arenaer.
Hvor langt de fleste arenaer gerne oplyste om deres tekniske specifikationer fra VIP-faciliteter til lyskapacitet, var især de store og mere kommercielt drevne arenaer karrige med at give oplysninger om priser.
Hverken Parken, Ballerup Super Arena, Jyske Bank Boxen eller NRGi Arena i Aarhus ønskede således at bidrage til rapporten med konkrete priser eller priseksempler. Sådanne oplysninger bliver kun givet i forbindelse med en konkret henvendelse eller forhandling. Samme tilbagemelding kom fra Malmö Arena og O2 World i Hamborg, der på linje med Hernings Jyske Bank Boxen har plads til over 10.000 tilskuere.
De kommunalt drevne arenaer er generelt mere åbne om deres priser, selv om disse også kan være genstand for forhandling eller afhænge af, om kommunen er involveret i en konkret event. Til gengæld var det i visse tilfælde tidskrævende at få oplysningerne fra de kommunale arenaer, der ikke alle har en dedikeret salgsorganisation.
Blandt alle arenaerne stikker den kommunale Farum Arena ud ved både at have den mest udførlige og lettest tilgængelige information om sine lejevilkår.
Et ikke-perfekt marked
Den manglende åbenhed om prisstrukturen på hele arenamarkedet er set med klassiske økonomiske øjne et problem, da den medfører et såkaldt uperfekt marked, hvor køber har svært ved at få en idé om ’den rigtige markedspris’ og dermed vurdere de enkelte arenaers konkurrencedygtighed. Det kan i princippet både resultere i meget lave og meget høje lejepriser.
Med til billedet hører dog også, at store internationale idrætsbegivenheder kan være meget forskellige i deres facilitetskrav, hvilket i sig selv indbyder til en vis prisfleksibilitet. Desuden er afholdelsen af store internationale idrætsevents ofte medfinansieret af offentlige kasser som led i lokale eller nationale kulturpolitiske satsninger og strategier.
Det skaber et reguleret arenamarked, hvor lejen kan være genstand for politiske beslutninger. Ofte betaler kommunen f.eks. selv hallejen eller har mulighed for at at stille faciliteter gratis til rådighed som led i aftaler om at være vært for internationale sportsbegivenheder.
Endelig kan man hævde, at en del arenaer inden for deres kategori eller lokalområde i visse sammenhænge kun er udsat for begrænset konkurrence, da sidder på en vis form for monopol. Sport Event Denmark eller den lokale kommune kan sjældent bare vælge og vrage mellem forskellige arenaer, når de vil tiltrække en event til landet eller byen.
Fra 300 kr. og opefter
Undersøgelsen giver dog alligevel en vis idé om prisniveauet på arenaområdet.
I bund ligger den relativt lille opvisningshal i Fredericia Idrætscenter, som blot koster 300 kr. i timen at leje, mens man i det lavere mellemprisleje på mellem 15.000 og 40.000 kr. om dagen finder opvisningsanlæg som Farum Arena, Forum Horsens og Arena Nord i Frederikshavn.
I det højere mellemleje på over 40.000 kr. om dagen ligger Valby-Hallen og Brøndby Hallen, som koster 50.000-55.000 kr. om dagen. Dyrest er Gigantium i Aalborg med en listepris på 75.000 kr. plus afgift på 10 kr. pr. solgt billet.
Generelt ligger det danske prisniveau i underkanten af priserne i to skånske arenaer, Kristianstad og Lund, men disse er også nyopførte.
Eksempler på eventleje i de store arenaer
Sekundære kilder giver desuden en indikation af prisvilkårene i de arenaer, der ikke har ønsket at bidrage med konkrete prisoplysninger.
Med undtagelse af NRGi Arena, som Aarhus Kommune kan disponere over for 33.000 kr. om dagen ved særlige internationale events, er de alle markant dyrere.
Ballerup Super Arenas lejepris for det ugelange VM i taekwondo i 2009 var på lidt over 1,5 mio. kr., mens det koster 1,75 mio. kr. at leje Parken med overdækning til herrernes EM i volleyball i 2013, hvor arenaen lægger gulv til semifinaler og medaljekampe. Dertil kommer 550.000 kr. for klargøring mv.
Prisen for at afvikle tre puljekampe i Jyske Bank Boxen er ved samme stævne 750.000 kr. plus udgifter til klargøring og sidefaciliteter.