Usikker fremtid for EM-stadioner

Otte nye eller renoverede stadioner vil stå klar til kampene i sommerens europamesterskab i fodbold i Polen og Ukraine – fire i hvert land. 

Samlet har stadionerne kostet næsten 17 mia. kroner, og med det offentlige som ejer af seks anlæg er de offentlige kasser den største bidragyder. Kun to ukrainske stadioner er finansieret af private midler: Donbas Arena i Donetsk og Oblast Sports Complex Metalist i Kharkiv.

Både Polen og Ukraine har gennemført massive offentlige investeringer som følge af EM-slutrunden.

Ifølge Keirradnedge.com har de to lande investeret i nærheden af 80 mia. kroner i infrastrukturprojekter som lufthavne, veje og arenaer. Selv om to af de fire ukrainske stadioner er privatfinansierede, har de to øvrige stadioner i Ukraine, Olympiastadion i Kiev og Lviv Arena i Lviv, kostet mere end 5,5 mia. kroner, mens de polske investeringer i stadionerne i Warszawa, Gdansk, Poznan og Wroclaw er på cirka 8,5 mia. kroner. Ifølge den polske sociolog Honorata Jakubowska fra Adam Mickiewicz Universitet i Poznan er de offentlige udgifter for EM-stadionerne omdiskuterede. Bl.a. har kritikere sagt, at ressourcerne ville have gjort bedre gavn på andre, mere vigtige områder end fodboldstadioner.

Ifølge Jakubowska er der også debat og bekymring i Polen i forhold til arenaernes skæbne efter EM.

Uroen er berettiget, da det nye nationalstadion i Warszawa ikke har udsigt til at blive hjemmebane for noget klubhold. De tre øvrige EM-anlæg har en gennemsnitlig kapacitet på 42.645, men de lokale klubber trækker i dag mindre end 16.000 tilskuere i gennemsnit til deres kampe.

Opførelsespriser på de polske og ukrainske arenaer (mia. kr.)
Der er meget stor forskel på, hvor dyre de enkelte stadioner har været at opføre. De to national-arenaer i henholdsvis Warszawa og Kiev stikker ud.

Et nyt Portugal
Mønsteret genkendes fra EM i Portugal 2004. Ligesom Polen havde Portugal inden slutrunden kun moderate tilskuertal i sin hjemlige liga, og det var kun de tre storklubber SL Benfica, Sporting Lissabon og FC Porto, der havde brug for et nyt stadion med en tilskuerkapacitet over 30.000. De tre stadioner ville sandsynligvis også være blevet opført uden en slutrunde i Portugal, og klubberne bidrog selv til finansieringen.

På trods af beskedne tilskuertal opførte eller renoverede portugiserne alligevel ti nye stadioner for i alt cirka 5,5 mia. kroner til slutrunden. Flertallet af disse anlæg står i dag næsten tomme, er blevet en økonomisk belastning for flere af hjemkommunerne, og tre har følgelig været sat til salg.

Vil der opstå lignende mønster efter EM-slutrunden 2012 i Polen og Ukraine? Eller vil EM give en positiv idrætslig effekt?

Som i Portugal vil de ukrainske stadioner, der er privatfinansierede, have de bedste chancer for blive udnyttet i høj grad efter EM. Både FC Metalist Kharkiv og FC Shakhtar Donetsks anlæg stod færdige i 2009 og har siden haft en stærk tilstrømning af tilskuere.

Mere problematisk er det for de øvrige EM-stadioner. Stadionerne er alt for store i forhold til klubbernes tilskuertal, og stadionernes størrelse synliggør en åbenbar problematik: UEFA’s stadionkrav, der begrænser muligheden for, at mindre europæiske lande kan arrangere økonomisk bæredygtige EM-slutrunder.

De nuværende krav resulterer ofte i halvtomme stadioner efter slutrunderne og voldsomme offentlige udgifter, hvilket også ser ud til at blive den uønskede effekt af EM i Polen og Ukraine.