Tomme lægter udfordrer globale sportsevents

Mange af de store stadioner til sportens største events fra OL til fodbold-VM ender mere som en møllesten om halsen på lokalsamfundet end som et aktiv for idræts- og kulturlivet, når den sidste sportsstjerne har forladt inderkredsen, og det internationale sportscirkus er rykket videre.

Som omtalt i Idans nyhedsbrev fra oktober 2011 står mange anlæg halvtomme tilbage som hvide elefanter – eller monumenter over opskruede forventninger og offentlig ekstravagance.

Nu er Idan/Play the Games fulde engelsksprogede rapport ’Word Stadium Index. Stadiums built for major sporting events – bright future or future burden?’ klar med analyser af 75 stadionbyggerier i 20 lande. De undersøgte anlæg er alle opført eller renoveret op til store sportsevents afholdt siden 1996 (se boks side 5).

Ringe økonomisk bæredygtighed
Rapporten konkluderer, at de store stadionanlæg ikke kun er svære at fylde, når hverdagen melder sig. De er også dyre.

Samlet kostede rapportens 75 stadioner næsten 14,5 milliarder nutidsdollars at opføre eller totalrenovere, mens gennemsnitsprisen pr. stadion svinger mellem 80 mio. dollars ved Africa Cup of Nations og 269 mio. dollars ved OL.

Det er især de offentlige kasser, som må dække udgifterne, og i de værste tilfælde er vedligeholdelsen af underudnyttede stadionbyggerier endt som en betydelig byrde for lokalsamfundet. Det taler i den forbindelse for sig selv, at 31 ud af rapportens 35 fodboldstadioner, der er benyttet ved VM-slutrunder siden 2002, i dag er i offentligt eje.

Endnu grellere bliver billedet, hvis man sætter opførelsesomkostningerne i forhold til værtsnationernes økonomiske styrke. Nigerias Abuja National Stadium til 426 mio. dollars er det mest sigende eksempel.

Stadionet har plads til cirka 60.000 tilskuere og blev til akkompagnement af korruptionsanklager opført før All-Africa Games i 2003. Den høje pris i et relativt fattigt land som Nigeria betyder, at prisen pr. sæde svarer til tre gange gennemsnits-nigerianerens årlige købekraft. Sat i forhold til den lokale levestandard på denne måde var de tyske VM-arenaer cirka 35 gange mindre bekostelige.

Der foreligger ikke nogen sikre tal på Abuja National Stadiums tilskuertal i 2010, men stadion er ifølge lokale rapporter ringe benyttet og i generelt forfald.

Stadionudnyttelsen i 2012 for ti udvalgte stadioner
Der er stor forskel i udnyttelsen af de enkelte stadioner. VM og og EM er FIFA’s World Cup og UEFA’s europamesterskaber. ’Asia’ står for Asian Games, mens CG dækker over Commonwealth Games.

Stadionindeks afslører store forskelle
Krumtappen i rapporten er det såkaldte ’stadionindeks’, der sætter det enkelte stadions samlede tilskuertal i 2010 i forhold til kapaciteten og derved får et mål for udnyttelsesgraden, som er mere dækkende end det blotte antal af events.

Tallene er blevet udbygget og præciseret, siden de første resultater blev offentliggjort i efteråret. Rapporten dokumenterer meget markante forskelle i udnyttelsen blandt de anlæg, som det er lykkedes at indhente oplysninger om:

Undersøgelsens bedst udnyttede stadion er det nedgraderede olympiske stadion fra OL i 1996, Atlantas Turner Field, som i 2010 trak over 2,5 mio. tilskuere. Med sin kapacitet på over 49.000 tilskuere giver det et imponerende stadionindeks på 50,6. At det i 2010 lykkedes at tiltrække tilskuere nok til at kunne fylde lægterne over 50 gange har sin forklaring i det lokale baseballhold Atlanta Braves, der ikke kun spiller for fulde huse, men også afvikler et stort antal kampe hen over sæsonen.

I den modsatte ende af skalaen finder man – ikke uden en vis ironi – et andet olympisk stadion, der er blevet ombygget til baseball, nemlig Naganos opvisningsstadion fra vinter-OL i 1998, som trods en kapacitet på 30.000 kun samlede i alt små 18.000 tilskuere i 2010. Det giver et stadionindeks på 0,6. Baseball står stærkt i Japan, men stadion i Nagano er ikke hjemmebane for et attraktivt hold.

Blandt rapportens fodboldstadioner skiller især Bayern München og TSV 1860 Münchens hjemmebane, Allianz Arena, sig ud med 2.326.000 tilskuere og et stadionindeks på 33,3, mens ingen behøver frygte at blive voldsomt forstyrret på det japanske Miyagi Stadium i Rifu. Det blev opført op til Japan og Sydkoreas VM i 2002 for 320 mio. dollars (nutidsdollars), men havde blot 74.000 tilskuere i 2010 og et stadionindeks på 1,5.

I gennemsnit har alle de stadioner, hvor det har været muligt at udregne et stadionindeks, et gennemsnit på 13,4. Tallet ville have været væsentligt lavere, hvis det havde været muligt at indhente tilskueroplysninger fra bl.a. Tyrkiet, Sydkorea, Indien samt en række afrikanske lande. Ofte har de nyopførte stadionanlæg ingen tilgængelig salgs- eller markedsafdeling efter de store events, hvilket understreger de ofte fraværende strategier for efterudnyttelsen af de kostbare stadionanlæg.

Gennemsnitligt stadionindeks i 2010 opgjort efter eventtype
Arenaer opført til OL havde set under ét den bedste udnyttelse i 2010. Der er dog stor spredning i kategorien. Bemærk, at gennemsnittet for VM i Sydafrika er fra selve VM-året. Det er sandsynligvis faldet siden.

Byggerier ude af trit med lokale behov
De lave udnyttelsesgrader illustrerer, at mega-events ofte tilskynder til opførelsen af opvisningsanlæg, der ikke er behov for lokalt.

Som sådan er Portugals værtskab for EM i fodbold i 2004 et skræmmebillede.

Tre anlæg har et stadionindeks på under 3, og rapporten sætter spørgsmålstegn ved, om Portugal overhovedet burde have arrangeret EM på egen hånd.

Kontrasten til Tysklands VM-værtskab i 2006 er slående.

VM og de tilhørende stadioninvesteringer lå med få undtagelser i naturlig forlængelse af landets stærke publikumstraditioner i fodbold, som bl.a. kommer til udtryk ved, at Bundesligaen opgjort pr. kamp er den populæreste fodboldliga i verden med et tilskuergennemsnit på over 42.000.

Mens rapportens tyske stadioner har et gennemsnitligt udnyttelsesindeks på 16,2, er det blot 8,8 på Portugals EM-arenaer. Kun de tre portugisiske storklubber, SL Benfica, Sporting Lisbon and FC Porto, trækker gennemsnittet noget op.

Idrætsorganisationernes medansvar
På baggrund af de blandende erfaringer lægger rapporten op til en debat om, hvem der bærer ansvaret for de uforholdsmæssigt mange ’hvide elefanter’, der i dag tramper rundt i sporten skygge.

Et selvklart ansvar bærer de værtslande og værtsbyer, som forpligter sig til at opføre arenaer, der ikke er behov for. Ingen tvang f.eks. østrigske Klagenfurt til at opføre et EM-stadion med plads til 30.000 tilskuere, som i dag står halvtomt med lokale fodboldhold i sekundære rækker.

Men ifølge rapporten har også idrætsorganisationerne et medansvar. Økonomisk og social bæredygtighed er ikke på samme måde som grøn bæredygtighed skrevet ind i de kontrakter, som IOC, FIFA, UEFA og andre idrætsorganisationer indgår med værtslande og værtsbyer.

Tværtimod kan idrætsorganisationer have en egeninteresse at iscenesætte deres events i så spektakulære rammer som muligt. Den lektie lærte bl.a. Cape Town, da man efter pres fra bl.a. FIFA måtte opføre det bekostelige Cape Town Stadium i stedet for at udbygge eksisterende og brugbare faciliteter.

Både FIFA og UEFA har samtidig skærpet deres formelle krav til slutrundestadioner gennem de senere år.

FIFA kræver i dag, at åbningskampen og finalen skal spilles på anlæg med plads til 80.000 tilskuere, mens alle andre kampe skal have en kapacitet på mindst 40.000. UEFA kræver to stadioner med ikke under 50.000 siddepladser, mens der på de øvrige anlæg som minimum skal være plads til mellem 30.000 og 40.000 tilskuere.

Flere hvide elefanter vil blive opført i fremtiden trods den massive dokumentation af overdimensionerede stadionanlæg.