Idan udfordrer sportsmedierne

08.05.2012

Idan og Play the Game tilbyder en workshop, der sætter sportsjournalistikken til debat og gennemgår de mest brændende idrætspolitiske spørgsmål i ind- og udland før sommerens store sportsbegivenheder.

Opdateret den 21. maj 2012. Denne workshop er desværre aflyst.

Det er nu sidste udkald for at tilmelde sig Idans særlige workshop for journalister med interesse for idrætspolitik i Vejen Idrætscenter, den 1. juni. Workshoppen finder sted dagen Idans store konference ’Idrættens største udfordringer II’ i dagene 30.-31. maj, hvor op imod 350 repræsentanter for den danske idrætssektor diskuterer en lang række brændende idrætspolitiske emner.

Hensigten med den særlige workshop den 1. juni er sætte kritisk lys på sportsmediernes dækning af idrætten og samtidig give journalister et indblik i de overordnede idrætspolitiske strukturer og problemstillinger i ind- og udland for at inspirere til fremtidens idrætspolitiske dækning i danske medier.

Programmet er følgende:

I dybden med International Sports Press Survey
Play the Game har tre gange gennemført internationale komparative analyser af dagbladenes sportsdækning. Senest analyseredes 80 aviser i 22 lande, herunder 6 danske, i 2011. Hvad er tendenserne i avisernes sportsdækning, og hvad bliver konsekvenserne for sportsjournalisterne, hvis den idrætspolitiske dækning ikke er i topform på dagbladenes sportssider?

Ditte Toft og Jens Sejer Andersen introducerer emnet og leder diskussionen.

Den danske idrætssektor - tendenser, økonomi, organisering og idrætspolitik
Direktør Henrik H. Brandt, Idan. Stort set upåagtet af den danske sportspresse sker i disse år massive forandringer af den danske idrætssektor. En historisk kamp er i gang om medlemmer, magt og midler. Få indsigt i opbygningen og økonomien i danske idræt og få baggrunden for de mest brændende idrætspolitiske spørgsmål og hovedaktørernes strategiske positioner og overvejelser.

En international idrætsverden mellem prestige og panik
International chef Jens Sejer Andersen tegner et overordnet billede af organiseringen af international idræt og årsagerne til, at internationale idrætsorganisationer i stadigt hyppigere grad forbindes med sportens skyggesider som doping, korruption, match fixing og mangel på demokrati og gennemsigtighed. Hvilken rolle kan danske sportsjournalister spille som vagthund i den internationale idrætsverden, og hvor skal man kigge hen efter gode idrætspolitiske historier i optakten til EM i fodbold og OL i London?

Man kan deltage i workshoppen separat eller vælge at deltage i hele konferencen ’Idrættens største udfordringer II’.

Læs mere om tilmelding og det samlede program her.

Idan har indgået et særligt samarbejde med foreningen Danske Sportsjournalister om konferencen. Medlemmer af Danske Sportsjournalister kan for bare 600 kr. deltage i workshoppen eller hele konferencen (ekskl. konferencemiddag den 30. maj og overnatning, som skal bestilles særskilt ved tilmelding). For at få rabatten, skal DS-medlemmer ved tilmelding anføre ’Medlem af DS – deltagerpris 600 kr.’ i feltet ’særlige bemærkninger’ på tilmeldingsblanketten.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.