Konferenceprogram udvides

11.04.2012

Af Henrik H. Brandt
I lyset af stor tilstrømning til konferencen ’Idrættens største udfordringer II’ i Vejen Idrætscenter, den 30.-31. maj har Idan udvidet programmet med flere spor og nye oplægsholdere.

Hele 268 tilmeldte pr. 10. april til konferencen ’Idrættens største udfordringer II’ i Vejen Idrætscenter den 30.-31. maj vidner om stor interesse for at drøfte presserende problemstillinger i den danske idrætssektor.

I lyset af den store interesse og tilstrømning til konferencen har Idan justeret programmet med et par ekstra spor og nye oplægsholdere, der tilfører konferenceprogrammet yderligere indhold. Tilmelding er fortsat mulig til såvel hovedkonferencen, den 30.-31. maj som tre ekstra workshops den 1. juni.

Den 31. maj inviterer Idan til et særligt program spor om jagten på motionsløberne. Her vil den hollandske forsker Paul Hover fra Mulier Instituut i Utrecht gå i dybden med en række aktuelle undersøgelser af deltagerne i store og mellemstore løbeevents i Holland, mens Peter Forsberg fra Idan introducerer Idans analyser af forskellige motionsløbertyper.

Hensigten med denne session er således at give foreninger og løbsarrangører redskaber til at få flere medlemmer og deltagere i motionsarrangementer.

Umiddelbart efter ’løbesessionen’ følger en session om naturen som idrætsarena, hvor et oplæg fra sektionsleder Mads Ellegaard fra Friluftsrådet om de foreløbige erfaringer med Kløverstierne rundt om i Danmark er tilføjet talerlisten.

På eventsiden er direktør for By, Erhverv og Kultur Jørgen Krogh fra Herning Kommune kommet på talerlisten. Få uger efter Hernings optræden som værtsby for Giro d’Italia vil han uddybe og begrunde kommunens massive satsning på at blive vært for store idrætsbegivenheder.

Endnu en idrætspolitisk varm kartoffel er effekterne af den nye spillelovgivning. Fra årsskiftet blev Danske Spils monopol brudt, og direktør Morten Rønde fra de private spilleselskabers nye brancheforening, Dansk Onlinespil, giver på den baggrund sin vurdering af fremtidsperspektiverne for det danske spillemarked efter fem måneder med den nye spillelovgivning.

I forhold til en anden aktuel debat om den traditionelle idrætskultur kontra sundhedsrationalet bidrager afdelingsleder Bo Isaksen fra Dansk Firmaidrætsforbund med et oplæg om Firmaidrættens nye satsning på erhvervsskolerne, mens generalsekretær Steen F. Andersen fra landets ældste idrætsorganisation, De Danske Skytteforeninger, holder oplæg om DDS’ strategi i en tid, da sundhedsrationalet og fysisk aktivitet har erobret en stor del af dagsordenen i forhold til begrundelserne for den offentlige støtte til idrætten. 

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.