Resolution om match-fixing

Foto: Evert Haasdijk

16.03.2012

Af Ditte Toft
Europas sportsministre vedtog på Europarådets sportsministermøde i Beograd en resolution om match-fixing. Nu skal et udvalg under Europarådet se nærmere på mulighederne for en konvention.

Med en ny resolution gør Europas lande klar til at opruste i kampen mod match-fixing. Resolutionen blev vedtaget af de europæiske landes sportsministre den 15. marts på Europarådets sportsministermøde.

Med vedtagelsen af resolutionen skal et udvalg under Europarådet (Enlarged Partial Agreement on Sport) i samarbejde med en række interessenter i gang med at undersøge, hvad de næste skridt skal være. Bl.a. skal udvalget undersøge muligheden for at lave en egentlig konvention på området, der vil være bindende for de, som tilslutter sig den.

Sportsministrene lagde samtidig vægt på, at samarbejdet mellem offentlige myndigheder, spiludbydere og sportsorganisationer skal styrkes.

”Det glæder mig, at vi i Europarådet er blevet enige om at gå i gang med et arbejde, der skal sikre internationale løsninger mod match-fixing. Match-fixing udfordrer de grundlæggende præmisser i sporten. Som sportens ministre vil vi kæmpe for den rene kamp, hvor udøverne til enhver tid gør deres bedste for at vinde,” siger kulturminister Uffe Elbæk i en pressemeddelelse.

Resolutionen, som sportsministrene godkendte, blev enstemmigt vedtaget den 7. marts af komitéen for kultur, videnskab, uddannelse og medier i Europarådets parlamentariske samling. 

Læs mere

 
 
Kulturministeriets pressemeddelelse

Læs resolutionen fra Europarådets parlamentariske samling

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.