Hæder til Play the Games bagmand
Jens Sejer Andersen (til højre) efter kåringen som Årets Sportsjournalist sammen med Danske Sportsjournalisters tidligere formand Steen Ankerdal, der ved samme lejlighed blev æresmedlem af foreningen. Foto: Lars Rønbøg.
07.03.2012
Af Henrik H. BrandtBrancheforeningen Danske Sportsjournalister hædrede onsdag den 7. marts på foreningens generalforsamling på Frederiksberg stifteren af Play the Game-initiativet og nuværende international chef hos Idan/Play the Game, Jens Sejer Andersen, som ’Årets Sportsjournalist’.
Jens Sejer Andersen fik titlen for sit arbejde med at arrangere og tilrettelægge foreløbig syv internationale Play the Game-konferencer siden 1997 og for sin utrættelige indsats for at understøtte netværk, debat og kritisk sportsjournalistik med fokus på nogle af den internationale idrætsverdens skyggesider som korruption, magtmisbrug, doping, aftalt spil eller det ofte skrigende misforhold mellem idrætsorganisationernes udtrykte værdier og den faktiske virkelighed i den internationale idrætsverden.
Prisvinderen har selv en glimrende pen, som han fortsat benytter som kommentator og journalist i regi af Idan og Play the Game med primær fokus på international idrætspolitik, men den primære begrundelse for hæderen til den 51-årige journalist er hans indsats for at styrke den kritiske sportsjournalistik som ekspertkilde, inspirator og netværksskaber for andre journalister fra hele verden med Play the Game, som han tog det første initiativ til i 1997 i sin tid som redaktør for DGI’s blad Ungdom & Idræt
Vitaminindsprøjtning
Konkret modtog Jens Sejer Andersen prisen for sin andel i sidste års mange journalistiske afsløringer af korruption i toppen af verdensfodboldens organisation, FIFA. Men begrundelsen for at hædre Jens Sejer Andersen med den eftertragtede 'Gyldne Pen', som er symbolet på titlen, var først og fremmest det lange, seje træk:
”At man over landegrænserne kunne samarbejde, udvikle og netværke var nyt, men også nødvendigt med den internationalisering og kommercialisering, international idræt gennemlevede sidst i 1990’erne… Disse seminarer var en vitaminindsprøjtning til danske sportsjournalister og den journalistiske side af arbejdet med sport, hvor vi bevægede os ude over den daglige reportage og skildring af kampe," sagde bestyrelsesmedlem Steen Ankerdal, som overrakte prisen på vegne af Danske Sportsjournalister.
Han fortsatte:
"Nok så vigtigt – og imponerende – er det, at Årets Sportsjournalist er fortsat ad den vej. Han har haft udholdenheden til at blive ved – og derfor har vi i dag Play the Game, hvor han er initiativager og drivkraft. Kald det stamina, stehvermögen eller bare utrættelighed. Evnen til at holde fast, at blive ved og videreudvikle har gjort Play the Game til en faktor i sportens og journalistikkens virkelighed – et internationalt forum for refleksion, diskussion og udvikling, som vi dårligt kan være foruden. Det er enestående.”
Brasilien på kornet
I sin takketale opfordrede Jens Sejer Andersen blandt andet danske sportsjournalister til i samarbejde med Play the Game at udvikle et program for ’verdens bedste journalistiske dækning’ af den kommende VM-slutrunde i 2014 og OL i 2016 i Brasilien.
”Omkring disse to store idrætsbegivenheder udspiller sig en kamp i det brasilianske samfund som i grove træk har følgende aktører: På den ene side de kræfter, der er godt i gang med at opbygge et nyt Brasilien, hvor forskellene mellem rig og fattig udjævnes, hvor den offentlige sektor ikke er et tag-selv-bord for korrupte politikere og embedsmænd, og hvor sporten bliver en rettighed for alle. På den anden side kæmper de kræfter, der altid huserer omkring store events: De store entreprenører, multinationale firmaer, tvivlsomme idrætsledere og andre, som groft sagt kun er ude på at score kassen, øge deres magt og lader hånt om de økonomiske og byplanmæssige ødelæggelser, der følger," sagde han.
"Udfaldet af denne kamp er ikke givet på forhånd, og resultatet bliver måske aldrig entydigt. Men i kampen ligger en guldgrube af journalistiske muligheder,” sagde Jens Sejer Andersen, der således allerede er i gang med at opdyrke nye jagtmarker for fremtidens sportsjournalister.