Mindre kompensation til idrætten
De 172 mio. kr., som regeringen satte af på Finansloven 2012 som kompensation til overskudsmodtagerne af tipsmidlerne, bliver reduceret med 107 mio. kr. Årsagen er ifølge en pressemeddelelse fra Skatteministeriet, at Danske Spil kommer ud af 2011 med et større overskud end forventet, så det forudsagte fald i tipsmidlerne bliver væsentligt lavere end først antaget.
Kompensationen blev sat på Finansloven, da udsættelsen af den nye liberaliserede spillelovgivning ville føre til færre midler til kultur- og fritidslivet fra tipsmidlerne i 2012.
Lovgivningen skulle være trådt i kraft den 1. januar 2011, men blev på grund af en statsstøttesag i EU-Kommissionen udsat. Kommissionen afgjorde, at der i den nye lovgivning ikke var tale om ulovlig statsstøtte, så den nye spillelov i stedet kunne træde i kraft med et års forsinkelse den 1. januar 2012.
Trods den reducerede kompensation, som nu kun er på 65 mio. kr., kommer tipsmiddelmodtagerne alligevel til at modtage det samme tilskudsniveau som tidligere år pga. det øgede overskud fra Danske Spil. I 2012 får overskudsmodtagerne tilsammen lidt over 1,7 mia. kr.