Paletten af løbetilbud skal gøres bredere

Motionsløb er muligvis en simpel idrætsgren, men de tusindvis af løbere på danske fortove og skovstier er vidt forskellige i deres tilgange til og motiver for at dyrke idrætten.

På baggrund af en grundig analyse af danske motionsløberes motivation og behov opdeler Idan i rapporten ’Motionsløbere i Danmark’ de danske motionsløbere i fem overordnede typer. De fem typer – traditionsløberne, socialløberne, udfordringsløberne, de selvorganiserede løbere og sundhedsløberne – varierer betragteligt i forhold til, hvor hurtigt de løber, hvor langt de løber, og ikke mindst hvorfor de løber.

Sundhedsløberne motiveres, som navnet antyder, primært af de sundhedsmæssige gevinster ved motionsløb, mens udfordringsløberne fokuserer på personlig udfordring og udvikling og stiller ofte op i forskellige former for arrangerede motionsløb. Sundhedsløberne hører til de mindst dedikerede og mindst trænende motionsløbere, mens udfordringsløberne omvendt er blandt de mest dedikerede løbere og ofte finder løbeskoene frem (se tabellen nederst på siden).

De fem motionsløbertyper og det samlede portræt af de danske motionsløbere er baseret på en undersøgelse af 4.052 motionsløbere, som er den første store undersøgelse af sin art herhjemme. Undersøgelsen er udført af Idan for Dansk Atletik Forbund (DAF) og Danmarks Idræts-Forbund (DIF), der vil anvende undersøgelsens resultater i bestræbelserne på at få en større relevans som leverandør af træning og fællesskaber til danske motionsløbere i fremtiden.

Løbere ser sig selv om motionsløbere
En af de væsentlige forskelle mellem de fem motionsløbertyper er den betydning, motionsløb som fritidsinteressen har for den enkelte motionsløbers identitet. Traditionsløberen er den løbetype, som i størst omfang betragter sig selv som motionsløber og tillægger motionsløb den største identitetsmæssige betydning, mens sundhedsløberen og den selvorganiserede motionsløber tillægger den mindst betydning. 

De enkelte typers forhold til identitet er interessant, da identiteten har stor betydning for, hvordan den enkelte dyrker motionsløb.

De løbere, som tillægger motionsløb den største identitetsmæssige betydning, træner således oftest på ugebasis, løber de længste træningsture og deltager oftere end andre løbetyper i organiserede motionsløb (se tabel 1).

Tabel 1: Vidt forskellige løbevaner

Desuden er spørgsmålet om identitet vigtigt, fordi de typer, som er mindst dedikerede, også er de typer, som er sværest at organisere i foreninger og lignende. Det er i sig selv ikke overraskende, men det bør give anledning for DAF/DIF og andre arrangører af motionsløb til at overveje, om paletten af tilbud er bred nok, eller om foreningerne afskrækker en del løbere ved at anlægge et for seriøst niveau, hvor mindre dedikerede motionsløbere ikke føler sig hjemme.

Motionsløbere mellem pligt og lyst
Mange af undersøgelsens motionsløbere holder af at dyrke motionsløb, og for en del er det lysten frem for pligten, der driver værket. Direkte adspurgt svarer hver tredje motionsløber på tværs af typerne, at ’fornøjelsen ved løb i sig selv’ er et vigtigt motiv for at komme sted 

Dette motiv er specielt udbredt blandt traditionsløberne, socialløberne og udfordringsløberne, som også samlet set vægter de lystorienterede motiver højt, mens de pligtorienterede motiver som at holde sig sund spiller en større rolle for de selvorganiserede løbere og sundhedsløberne.

For mange motionsløbere synes træningen dog ikke at være noget, ’der bare skal overstås’, men derimod en tiltrængt og fornøjelig pause fra hverdagens stress og jag. Fundene er interessante og lægger sig op ad Idans undersøgelser af aktive fitnessudøvere, som også peger på, at lyst spiller en vis rolle for at være og forblive fysisk aktiv.

En mulig forklaring på, at de selvorganiserede løbere og sundhedsløberne i mindre grad vægter de lystorienterede motiver er, at de samlet set har dyrket motionsløb i færre år end de øvrige.

Forskellene giver anledning til at tro, at det ofte tager et par år, før man som motionsløber for alvor bliver bidt af sporten. Løbere, der har løbet i tre eller flere år, fokuserer i markant højere grad på lystbaserede motiver sammenlignet med løbere, der har kortere tid bag sig som løber.

Undersøgelsen kan dog ikke sige noget sikkert herom, da der alene er tale om et øjebliksbillede af de deltagende løberes motiver for at løbe. Det vil derfor også være forkert at sige, at sundhed og mere pligtorienterede motiver ikke har betydning for, at motionsløbere kommer af sted.

Stort set alle respondenter angiver da også, at de løber, fordi motionsløb giver dem en generel følelse af velvære. For en del motionsløbere spiller muligheden for at holde vægten eller det at tabe sig også en rolle.

Fleksibel, men også social idræt
Socialløberen, som er en blandt undersøgelsens fem typer, er et tydeligt eksempel på, at sociale aspekter spiller en rolle for mange motionsløbere. Det er derfor også en af undersøgelsens konklusioner, at mange motionsløbere gerne vil være sociale i forbindelse med løb. 

Kun 14 pct. af respondenterne svarer i undersøgelsen, at de aldrig løber sammen med andre, og langt de fleste motionsløbere løber fra tid til anden sammen med andre, hvilket kan dække over alt fra egentlige løbegrupper eller foreninger til mere uformelle konstellationer med venner, familie eller kollegaer.

Forståelsen af motionsløb som en udpræget individuel idræt bør derfor nuanceres. I stedet er der nærmere tale om, at motionsløb er en meget fleksibel idræt med en bred vifte af muligheder for at engagere sig socialt i større eller mindre grad. Stort set alle deltagere i undersøgelsen beretter således, at de veksler mellem forskellige måder at dyrke motionsløb på. Det tyder på, at mange sætter pris på motionsløb, fordi det kan organiseres på vidt forskellige måder alt efter humør, behov og muligheder. Netop muligheden for at kunne tage en social tur med vennerne eller en tur alene for blot at klare hovedet er formentligt en af de væsentlige årsager til, at så mange folk sværger til motionsløb.

Den store tilgængelighed er til gengæld en stor udfordring for foreninger og andre udbydere af løbetræning. For at spille en rolle, skal de med andre ord overveje, hvordan de kan give motionsløbere noget ’ekstra’. Rapporten peger på, hvordan foreninger kan skabe ekstra værdi for de enkelte motionsløbertyper, og samlet set er rapportens konklusion da også, at der er grund til at tro, at motionsløbere i langt højere kan organiseres i foreninger med de rette tilbud.

De fem motionsløbertyper