Stort potentiale i udsatte områder
Der ligger først og fremmest socioøkonomiske og kulturelle forhold bag den relativt lave idræts- og foreningsdeltagelse i nogle af Danmarks mest kendte udsatte boligområder som Vollsmose i Odense, Gellerup i Aarhus og Tingbjerg i København.
Ifølge en meget omfattende undersøgelse af idræt i seks udvalgte danske boligområder, som Institut for Idræt og Biomekanik ved Syddansk Universitet og konsulentfirmaet Metopos – en del af Bascon – har udarbejdet for en række fonde samt Kulturministeriet og Social- og Integrationsministeriet, har nogle af de mest kendte udsatte boligområder i Danmark til gengæld et godt udbud af idrætsfaciliteter og bevægelsesklare grønne områder.
I mange tilfælde kompenserer dette forhold for beboerskarens ofte store sociale og sundhedsmæssige udfordringer, som også andre steder end i de udsatte boligområder ville indikere en lav idrætsdeltagelse.
Mindre områder som Stengårdsvej i Esbjerg og Sundparken i Horsens har ifølge undersøgelsen generelt en lavere idrætsdeltagelse end de facilitetsmæssigt mere velforsynede større boligområder i storbyerne i undersøgelsen.
Behov for målrettede tilbud
Undersøgelsen konkluderer – med visse geografiske forskelle mellem de udvalgte boligområder – at der er mere behov for at skabe tilpassede og målrettede aktivitetstilbud og bedre udnyttelse af eksisterende faciliteter, grønne områder og foreningstilbud i og omkring områderne end i at investere i nye faciliteter.
Desuden er koordinerede samarbejder mellem skole- og fritidstilbud, boligforeninger og foreninger af afgørende betydning for idrætsdeltagelsen i de udsatte boligområder.
Lav foreningsdeltagelse
Overraskende nok er den generelle idrætsdeltagelse i flere af de kortlagte boligområder kun marginalt lavere end i hele befolkningen.
Tager man den gennemsnitlige socioøkonomiske status hos befolkningen i de udsatte områder i betragtning, dyrker de ofte mere idræt end borgere med samme socioøkonomiske status i andre dele af landet. Til gengæld er foreningsdeltagelsen betydeligt lavere i de udsatte områder end i samfundet generelt, og de voksne beboere i boligområderne dyrker overraskende nok lige så meget idræt i kommercielt regi som i foreningsregi.
Drenge og mænd i de udsatte områder har en relativt høj idrætsdeltagelse, mens det er en udfordring at udvikle tilbud og faciliteter, der skaber tryghed og interesse hos især piger og kvinder af anden etnisk baggrund end dansk.
På aktivitetssiden er især fodbold og styrketræning og til dels svømning af stor betydning. Ifølge undersøgelsen er der især stort potentiale i at udvikle aktiviteter som svømning, dans og jogging i de udsatte boligområder.
Læs mere
Læs Kulturministeriets pressemeddelelse i forbindelse med offentliggørelsen af rapporten