Tænk på de frivillige, før de mangler

Alt for mange danske idrætsforeninger gør sig ingen bevidste tanker om, hvordan de rekrutterer frivillige ledere og trænere. At få ændret på det forhold, er en af de primære anbefalinger i rapporten ’Fremtidens frivillige foreningsliv i idrætten’, der på baggrund af den store frivillighedsundersøgelse blandt idrætsforeningerne under Danmarks Idræts-Forbund giver en række konkrete anbefalinger til, hvordan landets idrætsforeninger kan styrke rekrutteringen af frivillige i fremtiden.

Frivillighedsundersøgelsen viser bl.a., at foreninger med en bevidst strategi for rekruttering og fastholdelse af frivillige har væsentligt lettere ved at finde frivillige end andre foreninger og i langt højere grad end gennemsnittet har fået flere frivillige over de seneste fem år (figur 1).

Figur 1: Foreninger med en strategi har gået flere frivillige

Blandt foreninger med en frivillighedsstrategi (tv.) har flest foreninger fået flere frivillige i forhold til gennemsnittet af foreninger (th.).

Men færre end hver tiende idrætsforening går systematisk og strategisk til rekrutteringen af frivillige, så der er stor plads til udvikling i foreningslivet. Et naturligt første skridt på vejen mod lettere rekruttering er at sætte fokus på frivilligheden, før den mangler, og at have tovholdere i foreningerne med ansvar for rekruttering, fastholdelse og uddannelse af de frivillige på samme måde, som man i foreningerne har folk eller udvalg med ansvar for økonomistyring og fundraising, arrangementer og lignende.

Frivilligheden er rygraden
Rapporten bekræfter generelt, at det frivillige arbejde er rygraden i den danske foreningsidræt. Frivilligheden gør det muligt for foreningerne at fungere og lave aktiviteter relativt billigt og uafhængigt af samfundets generelle økonomiske konjunkturer. Samtidig ligger der også i det frivillige arbejde værdier, som gør foreningerne til fællesskaber og medlemmerne til mere end kunder. At det forholder sig sådan, er en udbredt holdning i foreningslivet.

En anden udbredt holdning er, at det frivillige arbejde, især de vigtige poster som formand og kasserer, er svære at ’sælge’ til folk. Foreningslederne i Frivillighedsundersøgelsen svarer nærmest samstemmende, at det er svært at rekruttere frivillige, fordi medlemmerne ’ikke gider’ frivilligt arbejde, og fordi folk generelt er for optaget af deres eget. Umiddelbart tegner rapporten således dystre perspektiver for foreningslivet, men som figur 1 viser, ser det slet ikke så sort ud med frivilligheden.

Halvdelen af alle idrætsforeninger har det samme antal frivillige i dag som for fem år siden, og lige knap hver tredje forening har fået flere frivillige i den samme periode. Færre end hver femte idrætsforening har oplevet tilbagegang i antallet af frivillige. Selvom foreningslederne i vid udstrækning oplever det som vanskeligt at rekruttere frivillige, lykkes rekrutteringsarbejdet altså ganske godt.

Holdboldspillene har det svært
Nogle foreninger har dog lettere ved at skaffe det fornødne antal frivillige end andre. En del af de udfordringer, forskellige foreninger oplever, hænger sammen med forskelle mellem idrætsgrenene.

Fodbold- og håndboldklubber, som typisk er foreninger med mange børn, er eksempelvis udfordrede af, at de skal bruge mange frivillige til de mange hold, men har svært ved at sælge foreningslivet og i særdeleshed de traditionelle frivillige hverv til mange af børnenes travle forældre.

Motionsidrætter som golf, tennis og svømning har det lettere, fordi de ikke skal bruge særligt mange frivillige i forhold til antallet af medlemmer, mens en stor del af de mindre idrætsgrene, eksempelvis rulleskøjter og sportsdans, kan drage fordel af, at medlemmerne i små foreninger ofte er tættere knyttet til foreningerne og mere tilbøjelige til at arbejde frivilligt.

Selvom frivilligheden i høj grad hænger sammen med idrætten i foreningerne, behøver foreningslederne ikke skifte fodboldstøvlerne ud med rulleskøjter eller rykke aktiviteterne fra håndboldbanen til svømmehallen for at gøre rekrutteringen lettere.

På tværs af de forskellige typer af foreninger er der i Frivillighedsundersøgelsen tydelige tegn på, at særlige forhold gør en positiv forskel på rekrutteringen. Med en række anbefalinger peger rapporten derfor på områder, som arbejdet med frivilligheden i foreningerne kan tage udgangspunkt i.

Anbefalingerne lyder:

• Gå systematisk og strategisk til værks! Idrætsforeningerne skal tænke over, hvordan man rekrutterer og fastholder frivillige, inden de akut mangler trænere eller folk i bestyrelsen. En bevidst, formuleret strategi gør udfordringerne med frivillighed væsentligt mindre, og de 91,5 pct. af idrætsforeningerne, der ikke har en strategi, kan passende starte der.
• Gør vejen fra medlem til frivillig kortere Skab rammer for at deltage i foreningslivet ved siden af idrætten, for større medlemsdeltagelse i sociale arrangementer, medlemsmøder og generalforsamling betyder mere held med rekrutteringen.
• Udnyt potentialet i den ældste del af befolkningenForeningerne skal ikke pr. automatik lade sig skræmme af stigende gennemsnitsalder blandt de frivillige. Gennemsnitsalderende i den danske befolkning stiger, og folk på over 60 år kan være et stort aktiv i foreningerne. Et stort antal seniorer lægger gerne tid og energi i frivilligt arbejde, og de er desuden med til at skabe liv og trygge rammer foreningen.
• Lav fleksible frivillige opgaver – og foreningsaktiviteterDe 20-39-årige er en svær gruppe at rekruttere til klassisk foreningsliv og især til det frivillige arbejde, men konkrete opgaver og tidshorisonter kan være en vej frem. Præcise funktionsbeskrivelser af opgaverne og kontaktpersoner gør det lettere at sælge en træneropgave til en travl forælder end et upræcist og uoverskueligt ’vil du lige tage dig af ungdomsholdet?’. Desuden er foreningsaktive forældre væsentligt mere tilbøjelige til at arbejde frivilligt end ikke-foreningsaktive forældre. Det er derfor en god ide også at udvikle tilbud i foreningerne, der passer denne gruppes krav om fleksibilitet og får dem ind som aktive i foreningerne.
• Åbn foreningsledelsen opMedlemmerne og de frivillige skal have mulighed for at gøre en forskel ud over den daglige drift i foreningen. Når foreningens ledelse inddrager medlemmerne i større beslutninger og praktiske opgaver, udbreder det følelsen af ejerskab og gør rekrutteringen af frivillige lettere.
• Skab samarbejdsrelationerSamarbejde fremmer frivilligheden. Foreninger, der indgår i mange samarbejdsrelationer med omverdenen, har typisk mindre vanskeligt ved at rekruttere frivillige. Samarbejde kan være med private virksomheder, andre foreninger, institutioner som skoler og ældrecentre eller den kommunale forvaltning. Særligt foreninger, der har samarbejde med en kommunal forvaltning, oplever, at rekruttering og fastholdelse af frivillige går lettere.

Det kommunale potentiale
Det er umiddelbart paradoksalt, at rekrutteringen af frivillige, som er så vigtig for foreningerne og volder mange af dem store vanskeligheder, ofte foregår uden nogen formel styring eller praktisk planlægning. Det lader til, at mange foreninger har for travlt med at rekruttere frivillige til at tænke over, hvordan de gør det.

Derfor hviler der også et stort ansvar på aktørerne omkring foreningsidrætten – specialforbundene, de store idrætsorganisationer og landets 98 kommuner – der med deres indgående kendskab til foreningerne og lokalområdet kan være med til at klæde foreningerne på og udvikle værktøjer til at tackle frivillighedsudfordringerne på en mere systematisk måde i fremtiden.

Særligt de kommunale fritidsforvaltninger rundt i landet kan spille en central rolle og gøre en positiv forskel for foreningerne.

Selvom Frivillighedsundersøgelsen når frem til, at knap en tredjedel af idrætsforeningerne på landsplan oplever kommunale krav og bureaukrati som en hindring for mere frivilligt arbejde, er det ikke umiddelbart løsningen at skære trådene mellem forvaltning og foreninger. En høj grad af samarbejde mellem idrætsforeninger og kommune har nemlig positive effekter på foreningernes oplevelse af arbejdet med at skaffe og fastholde frivillige, som overstiger de gnidninger, nogle foreninger oplever i kontakten med det offentlige.

Hvis man i kommunerne gør endnu mere for at skabe rammer for samarbejde mellem foreningerne og institutioner som børnehaver, skoler og ældrecentre, gør man derfor ikke kun noget for befolkningens sundhed og velvære, man giver også det lokale foreningsliv bedre kort på hånden i kampen om fremtidens frivillige.