Krav til intensitet i fysisk aktivitet
Sundhedsstyrelsen har præsenteret sine nye anbefalinger for fysisk aktivitet, som tager afsæt i de allerede eksisterende anbefalinger om 30 minutters aktivitet om dagen for voksne og 60 minutter for børn.
I de nye anbefalinger er anbefalingerne skærpet på to områder. For det første skal intensiteten op. Hvor Sundhedsstyrelsen tidligere anbefalede 30 og 60 minutters fysisk aktivitet af moderat intensitet skal intensiteten øges til at være moderat til høj.
For det andet skal den fysiske aktivitet vare minimum ti minutter ad gangen for at tælle med i det daglige regnskab. De små ekstra aktiviteter som f.eks. at tage trappen frem for elevatoren tæller dermed ikke med, selv om Sundhedsstyrelsen understreger, at den type af små aktiviteter stadig er gavnlige for sundheden.
Ny udgivelse om fysisk aktivitet
De nye anbefalinger kommer i sammenhæng med udgivelsen ’Fysisk aktivitet – håndbog om forebyggelse og behandling’, som følger op på Sundhedsstyrelsens tilsvarende udgivelse fra 2004.
’Fysisk aktivitet – håndbog om forebyggelse og behandling’ præsenterer ud over de nye anbefalinger den nyeste viden om fysisk aktivitet som både forebyggelse og behandling.
Blandt andet henviser udgivelsen til en række videnskabelige undersøgelser, som påviser de positive sundhedseffekter af fysisk aktivitet.
Det gælder forebyggelsesmæssigt, hvor den fysiske aktivitet f.eks. medfører mindsket risiko for at få en række sygdomme, men også ældre kan med fysisk aktivitet i dagligdagen opnå funktionsforbedringer, som hjælper dem til eksempelvis at kunne klare sig i eget hjem længere.
Derudover gennemgår udgivelsen 32 sygdomme og lidelser, som kan forebygges, behandles eller lindres med fysisk aktivitet, herunder bl.a. demens, slagtilfælde, forhøjet blodtryk, knogleskørhed, parkinsons sygdom og sklerose.
Læs mere om fysisk aktivitet
Hent udgivelsen ’Fysisk aktivitet – håndbog om forebyggelse og behandling’
Se også Kulturministeriets ’Inspirationskatalog – 7 timers idræt og motion om ugen for børn og unge’, som bl.a. præsenterer gode eksempler på implementeringen af idræt og bevægelse i børns hverdag