Sportens krav om autonomi kan være et selvmål

Allerede på førstedagen af Play the Game-konferencen i Køln satte den belgiske statskundskabsprofessor Hans Bruyninckx fokus på idrætsorganisationernes ejendommelige opfattelse af deres plads i – eller snarere uden for – samfundet:

”Traditionelt har sportsverdenen opereret under exceptionel autonomi. Sportsaktiviteter foregår i en form for afgrænset sfære, afkoblet fra almindelige regler og reguleringer i samfundet. Det betyder, at en ansættelseskontrakt ikke rigtigt er en ansættelseskontrakt. En konkurs er ikke en rigtig konkurs. Og kriminelle aktiviteter er ikke rigtig kriminalitet.”

De store internationale idrætsorganisationers ledelse foregår med andre ord i en lukket verden, som insisterer på minimal indblanding udefra i ’familiens’ indre anliggender. Men dette virkelighedsbillede krakelerer i takt med, at korruptionsanklager og historier om ledelsesproblemer slipper ud fra det lukkede land og fjerner fokus fra spillet på banen. Den brede offentlighed har indset, at sportens integritet er truet, fordi de største idrætsorganisationer forvalter deres autonomi uhensigtsmæssigt.

”Vi begynder at stille helt legitime spørgsmål: Offentlige instanser spørger, hvem der laver reglerne. Spørger, hvordan de efterleves, og hvis de ikke gør, hvem der har retten til at straffe regelbrud. Og de spørger om fordelingen af udgifter og indtægter i sportsorganisationerne. Helt overordnet bunder disse spørgsmål i kravet om bedre ledelse af sporten og større offentlig kontrol,” sagde Hans Bruyninckx.

Behovet for reformer i international idræt havde en central placering i debatterne på Play the Game 2011. Diskussionen handler ikke kun om nogle få menneskers skalten og valten, men i sidste ende om sportens værdi for samfundet, lød advarslen fra det respekterede IOC-medlem Richard W. Pound, der i kølvandet på den for IOC livstruende Salt Lake City korruptionsskandale i slutningen af 1990’erne var blandt de hovedansvarlige for oprydningen og reformprocessen i IOC for at redde det olympiske image.

”Hvis vi ønsker at sporten skal ende som ’World Wrestling Federation’, som ikke længere kunne foregive at levere sport og derfor ændrede sit navn til ’World Wrestling Entertainment’, og som leverer programindhold i grænselandet mellem cirkus og farce, behøver vi blot at fortsætte i den retning, som vi har tilladt sporten at følge over de seneste årtier,” sagde han.

Brug for større kontrol
Med deres nuværende isolation fra det omkringliggende samfund er det nærliggende at tro, at mange internationale sportsorganisationer har hjemme på en eksotisk ø og ikke i det centrale Europa. Men i Schweiz findes et lavt skattetryk og fordelagtige juridiske rammer for idrætsorganisationerne, hvilket har tiltrukket hele 47 hovedsæder for de største internationale sportsorganisationer i verden. I Schweiz er autonomien og friheden fra myndighedernes indblanding stor. 

Men selv i det ellers så neutrale og forsigtige alpeland findes i dag kritiske røster, der taler for større offentlig indsigt og kontrol med, hvad der foregår på hovedkontorernes adresser.

Anne Schwöbel fra den Schweiziske afdeling af Transparency International, der bekæmper korruption, fortalte på Play the Game-konferencen, at sportsorganisationerne i Schweiz juridisk betragtes som NGO’er, hvilket i praksis betyder, at interne anliggender ikke er omfattet af den kriminelle straffelov, der forbyder virksomheder at betale eller modtage bestikkelse.

En vagthund mod korruption
Men hvorfor skal sportsorganisationer behandles anderledes end andre private organisationer, spurgte professor Jean-Loup Chappelet, der direktør på Swiss Graduate School of Public Administration. På konferencens afsluttende ‘Change in Sport Day’ argumenterede han for at oprette en international overvågningsinstitution mod korruption, som WADA er det for doping. 

”Mange fans bekymrer sig ikke om den korruption, som foregår uden for banen, men myndighederne bør bekymre sig. Vi står over for et problem med udbredt korruption, både på og uden for banen,” sagde Jean-Loup Chappelet, der tidligere selv har været ansat i IOC.

I dag er det kun medlemsorganisationerne, der kan kræve en sportsorganisations interne regler og afgørelser prøvet ved en civil domstol, og det sker meget sjældent. Det er uholdbart, mente Jean-Loup Chappelet, der talte for, at offentligheden skal have større og mere direke indflydelse.

”Der er brug for andre midler og et andet pres på sportsorganisationerne, og det er på tide at oprette en uafhængig vagthundsorganisation, der vurderer, hvorvidt sportsorganisationer følger givne standarder for god ledelse, og som kan lægge sag an mod organisationer, der ikke gør det. Denne instans burde også kunne undersøge korruptionsanklager og fungere som whistleblower for fans, medier, sponsorer og det politiske system. Man kunne kalde en sådan organisation for ‘World Sport Watch’,” foreslog Jean-Loup Chappelet.

Også Richard W. Pound, der blev WADA’s første formand, kom ind på idéen om en lignende organisation mod korruption uden at gå så langt som Chappelet.
”WADA beviste, at det er muligt for offentlige myndigheder og sportsorganisationer at arbejde sammen inden for rammerne af et agentur. Men det er endnu alt for tidligt at sige, om denne model vil være effektiv i kampen mod de mange former for korruption, som i dag findes i sport.”

Cologne Consensus
På trods af de forskellige synspunkter og vinkler på korruptionsproblemet, der blev præsenteret på konferencen i Køln, var der blandt de cirka 320 deltagere fra over 40 lande bred opbakning til en afsluttende deklaration, ’The Cologne Consensus’, som blev udarbejdet i konsultation med flere af de inviterede governance-eksperter i løbet af Play the Game 2011.

Konsensuspapiret er et bud på, hvordan et første skridt i genopbygningen af tilliden til de største internationale sportsorganisationer kan se ud. I første omgang med en kraftig opfordring til IOC om at sætte sig i spidsen for en generel reformproces i sporten. Det vil komme til at koste sportsorganisationerne en smule autonomi, men ifølge Richard W. Pound er det det værd.

”Hvis sportens ledere ikke er villige til at betale, hvad end det må koste dem at sikre sportens integritet, vil de uundgåe­ligt opleve konsekvensen af deres egen forsømmelse,” som han sagde i sin tale til Play the Game 2011.