Prestigebyggerier står halvtomme

De er spektakulære rammer for idrættens største events og ofte fotogene ikoner for begivenhederne. Men i realiteten venter en alt andet end glamourøs hverdag mange af de stadions, som bliver opført i forbindelse med sportens største megaevents.

Ofte står de prægtige stadionbyggerier tilbage som synlige monumenter over tomme politiske løfter om at gøre byggerierne til et varigt aktiv for det lokale idræts- og kulturliv, når megaeventen er draget videre til næste villige værtsland. En del ender som tunge økonomiske klodser om benet på lokalsamfundene.

De store udfordringer med efterbrugen af mange af sportens største stadionbyggerier fremgår af en undersøgelse, som Idan gennemfører i samarbejde med Play the Games internationale netværk. På Play the Game-konferencen i Køln viste Idan de første resultater om efterbrugen af foreløbig 75 stadions, der er opført eller opgraderet i forbindelse med sportens største megaevents fra OL til de store fodboldslutrunder, Commonwealth Games og en række kontinentale mesterskaber, herunder blandt andet Asian Games.

Undersøgelsen fokuserer på de seneste 10-15 års investeringer i milliardklassen. Indtil videre er det lykkedes at indhente data fra 65 stadions i 20 lande, som i løbende priser har kostet cirka 13,1 milliarder dollars at opføre. Det svarer til 201,5 mio. dollars pr. stadion i gennemsnit.

Der er stor spredning i byggeomkostningerne: Mens regningen på Cape Town Stadiums, der blev opført til VM i fodbold i Sydafrika i 2010, nærmede sig 600 millioner dollars, kostede det 25,9 millioner dollars at opgradere Baba Yara Stadium i Ghana inden Africa Cup of Nations i 2008.

Uddrag af Play the Games World Stadium Index*

* Det endelige World Stadium Indeks forventes klart i slutningen af 2011. Udnyttelsesindekset angiver det samlede antal tilskuere i 2010 divideret med stadionkapaciteten.

Ringe udnyttelse af EM-stadions
Men det er i forhold til stadionudnyttelsen, at man finder de mest iøjnefaldende resultater.

Centralt i Idans undersøgelse står således et simpelt indeks, der angiver forholdet mellem det enkelte stadions kapacitet og det samlede antal tilskuere, som overværede kampe og andre arrangementer i 2010. Opgørelsen, der endnu ikke er komplet, dokumenterer markante forskelle på, hvor mange gange de enkelte stadions kunne fyldes med deres samlede antal besøgende.

I tabellen indgår primært stadions bygget til fodboldslutrunden EURO 2004 i Portugal suppleret med enkelte andre stadions som Atlantas nedskalerede OL-stadion fra 1996. Atlanta fik kritik for at nedskalere det olympiske stadion til et baseballstadion med plads til 48.000 tilskuere efter OL, men hjemmebanen for Atlanta Braves topper klart listen over stadions med god udnyttelse ved gennem 2010 at have tiltrukket 52 gange så mange tilskuere som stadionkapaciteten på 48.000.

I bunden finder man flere portugisiske stadioner opført til EM-slutrunden i 2004, som i 2010 kun formåede at tiltrække tilskuere svarende til 1-2 gange stadionkapaciteten. Eksempelvis lykkedes det i 2010 blot at få i alt 53.000 tilskuere lokket ind på Estádio Dr. Magalhães Pessoa. i Leiria. Stadion er da også blevet en alvorlig finansiel byrde for bystyret, som uden held har prøvet at afhænde byggeriet for 63 mio. euro – 27 mio. euro under opførelsesprisen.

I Køln fremhævede Henrik H. Brandt og Jens Alm, der har stået for undersøgelsen på Idan, fem konklusioner på arbejdet:

• Uden en aftale med en højtprofileret lejer eller operatør vil den økonomiske bæredygtighed være alvorligt i farezonen.
• Eksisterende idrætsfaciliteter er ofte bedre tilpasset de lokale behov og vil være hårde konkurrenter til stadions bygget til en enkeltstående event.
• Skøn over regionale og lokale behov efter eventen bør være realistiske og ikke båret af følelser, som det ofte er tilfældet i dag.
• Det kan være nødvendigt at nedskalere eller tilpasse stadionbyggeriet efter eventen.
• Mottoer som ‘visioner for fremtiden’ dækker ofte over,, at der reelt ikke foreligger gennemtænkte forretningsplaner for de store anlæg efter arrangementerne.

Flere 'hvide elefanter' på vej
Men intet tyder på, at der bliver færre ’hvide elefanter’ i fremtiden.

Ifølge den engelske stadionekspert Ian Nuttall, der talte på Play the Game 2011 i Køln, glimrer det nye nationalstadion i Warszawa, der er opført til Euro 2012 i Polen/Ukraine, ved sin mangel på noget, der blot minder om en holdbar forretningsplan.

Og perspektiverne for VM i fodbold i Brasilien tegner ikke lysere. F.eks. opgraderer og moderniserer den nordlige provinsby Fortaleza sit stadion til 65.000 siddende tilskuere, selv om de to lokale fodboldhold yderst sjældent trækker mere end 20.000 tilskuere.

“Der kan blive spillet et lokalopgør, måske afholdt nogle få koncerter på stadion. Men det vil ikke blive nogen bæredygtig forretning. Et nyt ‘Cape Town’ er i støbeskeen,” konkluderede Ian Nuttall med henvisning til Cape Towns VM-stadion fra 2010, der står tilbage som et symbol på overflødigt stadionbyggeri.

Det politiske ansvar
Politisk rejser den dårlige stadionudnyttelse spørgsmålet om regeringerne og de internationale idrætsorganisationers medansvar for det globale ressourcespild. 

I Køln advarede den tyske viceindenrigsminister Cornelia Rogall-Grothe skarpt mod tendensen til, at værtsbyer eller regioner belaster deres økonomier med overdimensionerede stadionanlæg uden noget fremtidsperspektiv.

Men det er også skidt for sporten og dens organisationer, som hun mener bør dæmpe de opskruede facilitetskrav, så også mindre lande med begrænsede ressourcer og stadionbehov kan byde ind på store sportsbegivenheder uden at ødsle med ressourcerne. Eksempelvis kræver UEFA i forbindelse med EM i 2016 ni stadions, hvoraf to skal have en kapacitet på minimum 50.000, tre skal have plads til mindst 40.000 tilskuere og fire have en kapacitet på minimum 30.000. FIFA stiller endnu højere krav.

“Det vil være velkomment, hvis de international sportsorganisationer ville revidere deres værtskrav tilsvarende, for eksempel i forhold til tilskuerkapaciteten på sportsarenaerne. Det er ikke strengt nødvendigt, at hver eneste værtsland for en sportsbegivenhed matcher eller overgår den forrige vært og sætter endnu højere standarder. Det er et område, hvor ikke kun værtsområder, men også de internationale sportsorganisationer må handle,” sagde Cornelia Rogall-Grothe.

Stil krav om reel bæredygtighed
Hendes opfordring mødte i Køln opbakning fra Ian Nuttall, som ganske vist havde en vis forståelse for, at FIFA takker og bukker, når værtslande står i kø for at iscenesætte fodbold-VM i stadigt mere spektakulære rammer. Men samtidigt fremhævede han, at overflødige stadionprojekter til 500 mio. dollars i sidste ende kan trække ressourcer fra eksempelvis skole- og hospitalsbyggerier. 

Efter Ian Nuttalls mening bør sportsorganisationer som IOC, UEFA og FIFA derfor overveje at stille krav til den økonomiske og samfundsmæssige bæredygtighed af faciliteterne ud over deres krav om miljømæssigt bæredygtige løsninger.

Det behøver ikke være kompliceret, skal man tro den engelske sportsøkonom Stefan Szymanski. I forhold til OL kan IOC blot ændre sine regler for den ’auktion’, som udvælgelsen af værtsbyer og værtslande ifølge Szymanski er udtryk for.

“Det er uundgåeligt, at regeringer vil kæmpe mod hinanden om at vinde ’auktionen’, så måden at ændre systemet på er at ændre på reglerne. I stedet for at lade folk byde ind med noget, der er samfundsmæssigt spild – f.eks. at smide milliarder af dollars ud på overflødige ’hvide elefanter’– så få dem til at byde ind med noget, der er samfundsmæssigt værdifuldt. F.eks. kunne vi tildele OL til det land, som har haft den største vækst i sportsdeltagelsen inden for de seneste 10 år. Spørgsmålet er kun, hvad det er for interne politiske hensyn, der afholder IOC fra gøre noget så simpelt og indlysende bedre.”