Seks byer kæmper om OL i 2020

Foto: Shawn Carpenter/ Flickr

02.09.2011

Af Søren Bang
IOC har offentliggjort navnene på de seks byer, som har meldt deres interesse for at afholde sommer-OL i 2020. Fra Europa lægger Madrid og Rom billet ind på legene, hvis placering bliver afgjort i 2013.

Den internationale Olympiske Komité (IOC) er klar med listen over byer, som ved fristens udløb den 1. september havde meldt sig til udskilningsløbet om at blive værtsby for de sommerolympiske lege i 2020.

Det drejer sig om følgende seks byer:

  • Baku (Aserbajdsjan)
  • Doha (Qatar)
  • Istanbul (Tyrkiet)
  • Madrid (Spanien)
  • Tokyo (Japan)
  • Rom (Italien)

Byerne går nu ind i den første fase i udvælgelsesproceduren, hvor IOC har særligt fokus på, om byerne teknisk set er i stand til at organisere en event af OL’s størrelse og lever op til de formelle krav. IOC’s eksekutivkomité foretager denne første sortering på sit møde i maj 2012, hvorefter de tilbageværende  byer får status af officielle kandidatbyer.

Herefter skal kandidaterne fremlægge detaljerede OL-projekter, som bliver gennemgået af en særlig bedømmelseskomité under IOC, hvis endelige evalueringsrapport indgår i beslutningsgrundlaget, når IOC på sin generalforsamling den 7. september 2013 i Buenos Aires sætter navn på værtsbyen i 2020.

Rutineret ansøgerfelt
Det er et rutineret felt, som denne gang forsøger sig. Tokyo og Rom var værter for OL i henholdsvis 1964 og 1960, og alle seks byer har i de senere år uden held prøvet at få OL-værtskabet.

Senest tabte Madrid og Tokyo den afsluttende afstemning, da IOC på sin session i København for to år siden besluttede at lægge OL i 2016 i Rio de Janeiro. Også Doha og Baku bød på legene i 2016, men formåede ikke at få status af officielle kandidatbyer og komme til afstemning.

Blandt de seks byer er Istanbul den mest hårdtprøvede ansøger med fire tidligere bud på OL fulgt af Madrid med tre tidligere ansøgninger. 

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Idrættens Analyseinstitut forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.