WADA efterlyser nye input

Den internationale indsats mod doping bliver udfordret fra flere og flere sider, samtidig med at der mangler gode idéer til, hvordan indsatsen kan forbedres.

Som afsluttende hovedtaler på den internationale dopingkonference ’Anti-doping – rational policy or moral panic’, arrangeret af Aarhus Universitet den 18.-19. august advarede WADA’s generalsekretær, David Howman, mod kun at bruge kræfterne på at kritisere manglerne i dopingbekæmpelsen.

”Én af de ting, som har udfordret mig i de seneste fem-seks år, er manglen på nytænkning – idéer, som ville have gjort det muligt at få fat i de raffinerede dopingbrugere. Jeg får masser af kritik. Men hvad med forslag til, hvordan vi kan gøre det bedre?”

På konferencen gentog han sine advarsler om, at kriminelle kræfter i stigende grad tager kontrollen med sporten. Det er ikke kun en udfordring for dopingbekæmpelsen, som kæmper med et voksende illegalt marked med dopingstoffer og andre farmaceutiske produkter. Hele sportens integritet bliver i stigende grad udfordret af fænomener som match-fixing og andre former for korruption i sporten og dens organisationer.

”Jeg mener, at korruption er et større problem end anti-doping-arbejdet. (…) Vi bør huske på, at der er andre større ting, som vi skal tage hånd om i sporten,” lød Howmans opfordring på konferencen.

Her ridsede han samtidig en række andre konkrete udfordringer for dopingbekæmpelsen op:

• Kun få udøvere bliver testet for EPO og væksthormon, ligesom udgifterne til testning og kontrol er stigende. 
• Dopinglaboratorierne er blevet mere tilbageholdne med at erklære prøver for positive, samtidig med at dopingmetoderne bliver mere sofistikerede, f.eks. gennem brug af mikrodoser. 
• Dopingagenturer oplever rundt om i verden et politisk pres, hvis de rejser sager mod egne højtprofilerede udøvere. 
• Effekten af forebyggelsesarbejdet er usikker og når i værste fald kun de allerede rene udøvere.

Moralsk panik
Inden David Howmans bidrag stod det kritiske syn på dopingbekæmpelsen i centrum i de fleste oplæg og præsentationer.

Et gennemgående spørgsmål var, om dopingbekæmpelsen i stedet for at være rationel og afbalanceret er endt i en frygtstyret ’moralsk panik’, hvor medier, politikere, idrætsorganisationer og dopingbekæmpere konsekvent overdriver dopingtruslen og vedtager stadig mere vidtgående love og regler for at komme uvæsenet til livs.

At antidopingarbejdet er kommet så vidt, var der ikke enighed om på konferencen. Flere deltagere pegede i stedet på, at dopingbekæmpelsen blot får ekstra næring af den generelle samfundstendens til at ville regulere enkeltindividers adfærd ned i detaljen.

Det danske medlem af det internationale skiforbunds medicinske komité, lægen og dopingeksperten Rasmus Damsgaard, havde direkte adspurgt f.eks. svært ved se de rationelle argumenter for at have et stof som marihuana stående på dopinglisten. Et stof, der set med idrætsmedicinske øjne ikke har nogen reel præstationsfremmende effekt, og som kun kostede unødige ressourcer i det internationale skiforbund, FIF, da der opstod en dopingsag.

”Det tog mig mere en tre uger at forberede sagen. (…) I stedet kunne jeg have brugt tid og penge på at teste for væksthormon blandt skiløbere,” sagde Rasmus Damsgaard.

Risiko for at ende i blindgyde
I flere diskussioner var det underliggende spørgsmål, om den verdensomspændende dopingkontrol er kommet til et punkt, hvor kampen mod doping har nået sine grænser, medmindre man indfører en så omfattende kontrol af udøverne, at det i sig selv bliver et problem. 

Vil dopingbekæmpelsen løbe tør for penge, eller må man montere en GPS på alle udøvere, så de kan overvåges 24 timer i døgnet, som Verner Møller, professor på Aarhus Universitet, spurgte panelet under den afsluttende debat. 

Han fik et vist medhold af David Howman fra WADA, som erkendte, at de internationale dopingregler er omfattende og komplicerede, og at den kommende revision af det internationale anti-dopingkodeks i 2013 helst skulle resultere i forenklinger.

”Det kan blive så kompliceret, at det bliver noget rod. Vi bør tilstræbe at gøre indsatsen lidt mindre kompliceret, lettere at forstå og lettere at administrere og dermed mindre dyr. Hvad der rent faktisk vil ske, er i politikernes hænder,” sagde David Howman. 

Men skal man tro den engelske sociolog Frank Furedi, lover det ikke nødvendigvis godt i en tid, hvor pilen generelt peger mod mere snarere end mindre regulering.

“Hvis man ser 25-30 år tilbage og sammenligner, hvor mange sider af vores liv som mennesker, der dengang var reguleret, kan man se en massiv forandring. Mange dele af vores tilværelse er blevet formaliseret. De, der indfører reguleringer, lover altid at slække tøjlerne, men det sker aldrig,” sagde Frank Furedi, der ikke udtrykte optimisme på vegne af fremtidens dopingindsats.

”Jeg forudser, at vi vil blive chokerede og overraskede over, hvilke idiotiske ting der er indført om ti år.”