Korea vinder OL-værtskab
Med 63 stemmer mod 25 til den tyske by München og syv stemmer til franske Annecy, var der ingen tvivl om, at værtskabet for vinter-OL i 2018 skulle til Pyeongchang i Sydkorea.
Afstemningen fandt sted ved Internationale Olympiske Komités møde i Durban i Sydafrika, og det blev afgjort, at den sydkoreanske by skal efterfølge Sochi i Rusland som vært for de olympiske vinterlege.
På det officielle pressemøde roste IOC-præsident Jacques Rogge det sydkoreanske bud:
”Pyeongchang præsenterede et stærkt og inspirerende projekt, der har massiv støtte fra regeringen og offentligheden. Jeg har stor tiltro til, at Pyeongchang vil holde, hvad de lover og være vært for nogle fremragende lege i 2018.”