Spilleselskaber bekæmper korruption
05.07.2011
Af Ditte ToftI en ny resolution ønsker European Lotteries, paraplyorganisationen for de nationale lotterier og spilleselskaber i Europa såsom Danske Spil A/S, at intensivere arbejdet mod korruption og matchfixing i sporten yderligere.
European Lotteries skriver sig dermed ind på listen over erklæringer, der for tiden dukker op rundt i Europa. Bl.a. er både medlemmer fra Europa-Parlamentet og Europarådet i de seneste uger kommet med udmeldinger i forhold til bekæmpelse af korruption og matchfixing.
Med ’Resolution on Public Order and the Integrity of Sport’ forpligter de nationale spilleselskaber sig til at igangsætte initiativer, der skal beskytte mod aftalt spil i sportskonkurrencer.
Det skal ske gennem en række konkrete handlinger fra medlemsselskaberne:
- Monitoreringen af spil i Europa skal udvides til også at dække spil i andre verdensdele.
- Selskaberne skal fremme idéen om et internationalt agentur for sportens integritet, og i forlængelse heraf skal medlemsselskaberne også fremme idéen om, at alle spiludbydere skal bidrage økonomisk til at finde metoder, der kan bekæmpe aftalt spil.
- Selskaberne skal arbejde for at fremme klar lovgivning mod hvidvaskning af penge i spil på sport.
- Selskaberne skal anmode om at forbyde eller at lave restriktioner mod særligt typer af spil, som udgør stor risiko for snyd.
Økonomisk støtte
Fra European Lotteries’ præsident kommer en lovning om, at organisationen vil støtte op de steder, hvor det er nødvendigt og muligt for dem at hjælpe. Herunder også med lovning om økonomisk støtte til arbejdet med at bekæmpe korruption og matchfixing.
”Vi har været sportens primære partnere i årtier ved at sikre en holdbar finansiering med mere en to mia. euro til europæisk sport hvert år. Og vi føler os mere end nogensinde ansvarlige for at hjælpe med at forsvare sportens værdier, hvor end vi kan, herunder også med økonomiske bidrag,” lyder budskabet fra præsidenten for European Lotteries, Friedrich Stickler, i en pressemeddelelse.
Erklæringen kommer samtidig med, at også 400 EU-parlamentarikere og Europarådet er kommet med erklæringer om bekæmpelse af korruption.
Læs mere
Læs også Henrik H. Brandts kommentar om den europæiske indsats mod korruption i sport
Læs også Idans omtale af medlemmerne af Europa-Parlamentets erklæring
Læs også Idans omtale af Europarådets erklæring