FIFA suspenderer topledere
Korruptionsanklager mod to af FIFA’s absolutte topfolk, Jack Warner og Mohamed Bin Hammam, er ifølge FIFA’s etiske komité så alvorlige og velbegrundede, at komitéen anført af namibieren Petrus Damaseb søndag valgte at suspendere de to medlemmer af FIFA’s eksekutivkomite i foreløbig 30 dage.
Dermed står Sepp Blatter uden modkandidat ved FIFA’s kongres på onsdag, hvor netop Bin Hammam, var modkandidat, indtil han umiddelbart før høringen i den etiske komité selv valgte at trække sig.
Ifølge anklagerne skulle Bin Hammam, der også er præsident for det asiatiske fodboldforbund i forståelse med Jack Warner, der er FIFA-vicepræsident og præsident for det nord- og mellemamerikanske fodboldforbund (CONCACAF) , på et møde den 10.-11. maj med de caribiske fodboldforbund have tilbudt forbundene 40.000 dollars i bestikkelse mod deres stemmer ved det kommende præsidentvalg.
Påstandene om korruption blev anmeldt til FIFA af det amerikanske medlem af FIFA’s eksekutivkomité, Chuck Blazer, og var ifølge den etiske komité så velbegrundede, at man vil igangsætte en undersøgelse i fuld skala. Den skal med ekstern assistance afklare de involveredes eventuelle skyld.
Indtil undersøgelsen er færdig, er de to eksekutivmedlemmer samt to ansatte under det caribiske fodboldforbund suspenderet fra alle fodboldaktiviteter med den begrundelse, at de ellers ville kunne påvirke efterforskningen.
Til gengæld rensede komitéen indtil videre Sepp Blatter, som også måtte møde op foran den etiske komité søndag. Bin Hammem havde indklaget Blatter med påstand om, at han ikke reagerede passende på oplysninger om korruption. Men FIFA’s etiske komité afviste disse anklager som ubegrundede.