Store idrætter savner flere frivillige

Store motionsforeninger eller foreninger med relation til de mindre idrætsgrene har generelt lettere ved at skaffe nye ledere til bestyrelsesposterne eller frivillige trænere og instruktører end foreninger fra de traditionelle store idrætsgrene som håndbold og badminton.

Forskellene mellem idrætsgrene fra de store specialforbund som Dansk Håndbold Forbund eller Danmarks Badminton Forbund træder tydeligt frem i notatet ’Frivilligt arbejde i idrætsforeninger. Forskelle og ligheder mellem specialforbund og idrætsgrene’, som professor Bjarne Ibsen og ph.d-stipendidat Karsten Østerlund fra Institut for Idræt og Biomekanik ved Syddansk Universitet har udarbejdet for Idrættens Analyseinstitut om forskellen på frivillighed i foreninger fra forskellige specialforbund under Danmarks Idræts-Forbund (DIF). 

Notatet er et arbejdspapir baseret på den store frivillighedsundersøgelse ’Frivillighed i de danske idrætsforeninger’, som Idan og Syddansk Universitet gennemfører for DIF og med støtte fra Tuborgfondet.

Notatet viser blandt andet, at det ofte er lettere for idrætsforeningerne at skaffe frivillige trænere til konkurrencehold og ledere til ad hoc-udvalg, end det er at skaffe trænere til børnehold og ledere til formandsposten (figur 1). 

Figur 1: Formands- og kassererposten er sværest at besætte

Samlet set er det især store traditionelle idrætter, som finder det svært at skaffe frivillige til de forskellige poster, og klassiske halidrætsgrene som håndbold og badminton ser ud til at have nogle af største udfordringer (se figur 2).

Figur 2: Det er særligt svært at få frivillige i badminton og håndbold

Forklaringerne på, at bl.a. håndbold- og badmintonforeningerne oplever, at det er svært, kan til gengæld være meget forskellige, vurderer Bjarne Ibsen, én af forskerne bag undersøgelsen og notatet:

”Håndbold adskiller sig ved, at de har mange ressourcer. De har mange frivillige. Problemet i håndbold er, at behovet ganske enkelt er kolossalt stort. Hvor badminton er noget anderledes, fordi idrætten står noget svagere, når det gælder, hvor mange frivillige de har i forhold til medlemmerne,” siger Bjarne Ibsen.

Motionsudøvere er flere om hver frivillig
Notatet viser, at der meget naturligt i de store idrætter er flere frivillige i hver forening, fordi foreningerne også generelt er større. Eksempelvis har fodbold, gymnastik og håndbold flest frivillige trænere og instruktører med henholdsvis 29, 25 og 21 frivillige pr. forening i modsætning til bordtennis, dans og bowling/keglesport, der kun har henholdsvis 3, 4 og 5 frivillige i gennemsnit. 

Men den form for måling siger i de fleste tilfælde mere om foreningernes størrelse end deres frivillighedskultur. Det giver ofte mere mening at se på, forholdet mellem medlemmer og frivillige (figur 3). 

Figur 3: Motionsidrætter har flere medlemmer pr. frivillig

Undersøgelsen viser, at der i gennemsnit er 10,4 medlemmer for hver frivillig træner/leder i DIF’s idrætsforeninger. De idrætter, hvor der er færrest medlemmer for hver frivillig, er handicapidrætten, bordtennis, bowling og keglesport, håndbold samt roning, kano og kajak, som kun er fire til syv medlemmer om hver frivillig.

I den modsatte ende af skalaen ligger idrætterne badminton, gymnastik, tennis, golf og svømning, hvor der er mellem 16 og hele 41 medlemmer for hver frivillig træner/leder. En årsag til de mange medlemmer i forhold til frivillige er, at disse idrætsgrene har mange motionsmedlemmer, som ikke i samme omfang kræver trænere og hjælpere til turneringer som i bl.a. nogle af de store boldspil.

Føler medlemmerne ejerskab eller ej
Badminton- og håndboldforeninger ligger i hver sin ende af skalaen over frivillige i forhold til antal medlemmer, men begge idrætter oplever, at det er sværere at rekruttere frivillige (figur 2). 

Forklaringen på, at det uanset mængden af frivillige kan opleves som svært at rekruttere, ligger i idrætternes forskelligheder. Men Bjarne Ibsen peger samtidig på nogle grundlæggende faktorer i idrætterne, som har indflydelse på frivilligheden:

”Der er to hovedforklaringer. Den ene er kulturelt bestemt i den forstand, at der er nogle særlige måder at dyrke en idrætsgren og være aktiv på, som har en betydning. Men også den måde, man tænker og forstår sig selv som forening. Den anden forklaring er mere strukturel: At foreningens størrelse i sig selv og den måde, man organiserer sig på, har en betydning.”

På baggrund af de foreløbige analyser af frivillighedsundersøgelsen og erfaringer fra tidligere undersøgelser, vurderer Bjarne Ibsen medlemstyperne som en vigtig årsag til, at især en motionsidræt som badminton oplever, at det er svært at skaffe tilstrækkeligt med frivillige.

”Hvis du siger det lidt firkantet, er der mange aktive, men få medlemmer. Det er ikke nok at have aktive. Hvis de skal være frivillige også, skal de føle sig som medlemmer. De skal føle et engagement i den forening og det, der foregår – en interesse i at det udvikles og bevares. Det har man ikke nødvendigvis, fordi man spiller på bane tre onsdag aften fra 10 til 11, fordi det var der, man kunne få en bane,” siger Bjarne Ibsen.

Derfor kan foreninger i eksempelvis badminton føle, at der mangler frivillige hænder, på trods af at der er mange, der spiller badminton i foreningen.
Når en stor motionsidræt som gymnastik derimod ikke på samme måde oplever, at det er svært, skyldes det ifølge Bjarne Ibsen nærmere noget kulturelt i idrætten, hvor der ofte er en stærk selvfølelse af, at frivilligheden trives i gymnastikken.

Konkrete opgavet til de frivillige
Hos Dansk Håndbold Forbund (DHF) og Danmarks Badminton Forbund (DBF) er der enighed om, at forbundene bærer et ansvar for at hjælpe foreningerne, når de oplever, at det er svært at skaffe frivillige. 

Begge forbunds konsulenter forsøger at hjælpe helt ude i foreningerne med rådgivning. Her er et af de klare råd, at foreningerne i højere grad skal konkretisere de opgaver, de har brug for frivillige til:

”Det er vigtigt at gå ind og få lavet nogle beskrivelser. Hvad er det for opgaver, I gerne vil have folk til at løse? Det er jo sådan i dag, at dem, der vil lave et stykke frivilligt arbejde, vil vide: Hvad er det, jeg skal lave?” siger Charlotte Malmroes, direktør i DBF.

Hos DHF bemærker udviklingschef Søren Simonsen som Bjarne Ibsen, at håndbolden har et stort behov for frivillige, bl.a. som følge af turneringer, men samtidig peger han også på, at rollen som frivillig leder har ændret sig, og det kan have betydning for frivilligheden i foreningerne, så foreningerne må tilpasse sig de nye forhold:

”Vi fornemmer en kulturændring – at man følger sine børn. Dette giver en ændring i identitet, hvor man ikke længere har en identitet som håndboldleder, men mere som en forældre, der hjælper til og gør noget godt for sit eget barn og barnets kammerater. Det er en opgave, man påtager sig, og man synes egentlig, at det er sjovt nok, men det er ikke identiteten. Derfor kan man hurtigt shoppe over til noget andet – også som frivillig leder,” siger Søren Simonsen og fortsætter:

”Man er måske bare inde kort tid som forælder, fordi det er det, der interesserer på det tidspunkt, hvor ens barn lige er med i eksempelvis i en børnegruppe. Når barnet rykker op i en ungdomsgruppe, så ryger man ud af det udvalg, fordi ens barn ikke længere er i den gruppe. Så der er en naturlig udskiftning. Man er involveret i sit eget barn, og det har en stor betydning.”

Også i badminton oplever forbundet ifølge Charlotte Malmroes ændrede forhold omkring frivillighed. Mange af de unge voksne har travlt med familie, børn og arbejde, og det kan derfor være en udfordring at få de voksne badmintonspillere til ud over deres egen aktivitet at engagere sig frivilligt.

Det skal være nemmere at være frivillig
For at hjælpe foreningerne forsøger både DHF og DBF at lette arbejdet for de foreningsfrivillige. 

Der er bl.a. fokus på, deres konsulenter skal nå ud til så mange foreninger som muligt, så de kan hjælpe og rådgive i den enkelte forening. Men også på forbundsniveau arbejder begge idrætter på at forbedre forholdene.

”Vi er i øjeblikket ved at kigge meget på den byrde, vi lægger på foreningsledernemed turneringsdeltagelse og stævnedeltagelse osv. Derfor tager vi stort ansvar nu og arbejder med det tema at gøre det nemmere at være frivillig leder i en håndboldforening,” siger Søren Simonsen.

I håndboldforbundet skal det bl.a. gøres ved at samle turneringskampe, så trænere ikke er bundet af kampe hver weekend i sæsonen, og for lederne tilmeldingsprocedurerne til turneringer og stævner gøres mindre administrativt tunge.

Den administrative byrde skal ligeledes mindskes i badminton, hvor forbundet har udarbejdet et nyt IT-værktøj, der skal lette klubbernes administrative arbejde. Men badmintonforbundet har oplevet flere tilfælde, hvor det har været nødvendigt at yde akut hjælp til en række foreninger med store problemer med at skaffe frivillige:

”Særligt i øjeblikket er der visse landsdele, hvor vi laver brandslukning. Vi er ude at hjælpe klubber, hvor bestyrelserne ikke hænger sammen, eller hvor man ved forårets generalforsamlinger ikke har kunnet rekruttere nye til bestyrelser og til det arbejde, der skal laves. Vi har en stor opgave som forbund med at støtte op om det frivillige arbejde og udvikle koncepter som klubberne nemt kan tage i brug – og det arbejder vi konkret med, med input fra klubberne,” siger Charlotte Malmroes.

Men også internt i forbundet vil badmintondirektøren appellere til sin bestyrelse om, at den får lavet en strategi, der mere målrettet kan hjælpe foreningerne med at rekruttere frivillige, ligesom det skal indgå i kommende lederuddannelser, som forbundet udvikler på.

I den kommende tid skal analyser af frivillighedsundersøgelsens store datamateriale kaste mere lys over de ting, der har indflydelse på frivilligheden og foreningernes evne til at rekruttere frivillige. Den endelige rapport med resultaterne fra frivillighedsundersøgelsen forventes færdig mod slutningen af 2011.