Verden ifølge idrættens topledere
10.05.2011
Af Henrik H. BrandtLandets tre store idrætsorganisationer DIF, DGI og Dansk Firmaidrætsforbund har i de seneste uger alle kunnet melde om fornem medlemsfremgang. Men trods denne fremgang i landets idrætsforeninger hersker i idrættens organisationer en vis anspændthed i forhold til et idrætsmarked i hastig udvikling både i foreningerne og udenfor.
Særligt er det ingen hemmelighed, at regeringen har bebudet en udredning af idrættens økonomi og struktur inden 2014, og organisationerne skal køre sig i stilling til denne eksamen.
Programmet på Idans konference afspejler i høj grad mange af de udviklingstendenser, der optager og udfordrer idrættens organisationer. Foreningsidrætten har helt generelt fremgang, men det har andre organiseringsformer også. Spørgsmålet om, hvem der egentlig er bedst til at levere idræt til forskellige målgrupper i samfundet, er relevant i en tid, da de offentlige kasser strammer til, samtidig med at samfundet har et stigende fokus på at levere fysisk aktivitet til alle befolkningsgrupper og ikke kun til foreningsidrættens kernekunder.
Tiden byder således på skærpet konkurrence, ikke kun mellem idrætsorganisationerne indbyrdes, men også med andre aktører på det stadigt mere komplekse idrætspolitiske landkort.
Kamp om markedsandele
På konferencens førstedag vil idrætsorganisationernes formænd, Niels Nygaard (DIF), Søren Møller (DGI) og Peder Bisgaard (Dansk Firmaidrætsforbund) sammen med Dansk Skoleidræts formand Lene Mygenfordt give deres bud på idrætsverdenens sande tilstand ud fra de respektive organisationers synsvinkel med mulighed for korte indlæg fra konferencedeltagerne.
Andre programpunkter på konferencesporet om 'Idrættens største udfordringer' går yderligere i dybden med den skærpede kamp mellem foreninger og kommercielle udbydere. Blandt andet tager programmet de kommercielle aktørers indtog på markederne for fodbold, motionsløb og events under grundig behandling.