Kina går i diplomatisk stadionoffensiv

En ceremoni flankeret af både costaricansk og kinesisk kultur efterfulgt af en venskabskamp mellem de to nationer markerede åbningen af det nye nationalstadion i Costa Rica i slutningen af marts.

Et stadion med plads til 35.000 tilskuere og en pris af i omegnen af en halv mia. danske kroner – betalt af Kina og et symbol på venskabet mellem de to lande.

Costa Ricas prestigefyldte stadionbyggeri er det seneste af en lang række stadions, Kina har finansieret og bygget som led i det, der er blevet døbt Kinas ’stadiondiplomati’. Her er tredjeverdenslande og særligt lande fra det afrikanske kontinent mål for storstilede kinesisk finansierede stadionprojekter.

Stadioninvesteringerne er middel til at opbygge såkaldte ’uforpligtende venskaber’ til landene. Men under overfladen er der langt mere realpolitiske interesser på spil: Tilbuddene om prestigefyldte stadionprojekter, som modtagerlandenes ledere samtidig kan sole sig i, er først og fremmest en måde at få foden indenfor fra kinesisk side.

Kamp om ressourcer og markeder
Det gælder ikke mindst i lande på det afrikanske kontinent med rige naturressourcer. 

Et nyligt eksempel er Angola, der råder over vigtige olieressourcer, som både USA og Kina er interesserede i. Fodboldbloggen ’Pitch Invasion’ peger på, at New York Times omtalte Angola som en afgørende slagmark mellem de to nationer under USA’s udenrigsminister Hillary Clintons besøg i landet i 2009.

Angola har fået støtte af Kina til at bygge ikke mindre end fire fodboldstadions til Africas Cup of Nations, som landet var vært for i 2010.

”Kina bygger infrastruktur og laver handelsaftaler i bytte for naturressourcer og adgang til markedet,” konstaterer Mark Ashurst, direktør for det London-baserede Africa Research Institute til Yale Globalist.

Den samlede liste med lande, der har fået kinesisk finansierede stadions, omfatter cirka 20 lande, heriblandt Zimbabwe, Etiopien, Mozambique, Tanzania og Zambia.

Der er generelt tale om stadions til både to- og trecifrede millionbeløb og ofte med plads til mere end 40.000 tilskuere.

Kina betaler og klarer arbejdet
Uanset hvor stor mening sådanne stadionbyggerier giver i ofte meget fattige lande, burde projekterne i det mindste kunne give arbejde til mange lokale under opførelsen. 

Men sådan ser virkeligheden ikke ud. Materialerne er typisk kinesiske, og en stor del af arbejdskraften hentes fra Kina. Ifølge BBC arbejdede eksempelvis blot 250 lokale på det nye kinesisk finansierede stadion i Benguela i Angola. 700 kinesere var ansat på byggeriet.

Denne skævhed har i række af landene ført til strejker og deraf følgende forsinkelser på byggeprojekterne. Men når de store stadions åbnes i pomp og pragt, betyder det angiveligt mindre.

Kinas vicepremierminister Hui Liangyu var med ved første spadestik til New Lusaka Stadium i Zambia i midten af januar, og ifølge BBC var budskabet klart:

”Konstruktionen af dette stadion vil forstærke forholdet mellem Afrika og Kina, og færdiggørelsen af stadion vil være et nyt symbol på venskabet mellem Zambia og Kina,” sagde Hui Liangyu

Hvad der så måtte være af andre dagsordener fra Kinas side, forblev usagt.