Idrættens nye magthavere
I russiske medier blev der for nylig spekuleret over premierminister Vladimir Putins ’embedstræthed’. Vil han stadig dominere Rusland og forsøge at blive præsident igen til næste år? Eller vil han give plads til, at hans partner Dimitrij Medvedev kan få sin anden præsidentperiode? Keder det den 58-årige Putin at regere? Hvad kunne ellers stimulere ham? De journalistiske stjernetydere i Kreml bragte to muligheder på banen: Jobbet som generalsekretær for De Forenede Nationer (FN) og præsidentposten i den Internationale Olympiske Komité (IOC).
Normalt ville sådanne overvejelser kun udløse medfølende smil i den olympiske verden. IOC-eksperter ville afslappet påpege: For at blive IOC-præsident måtte Putin først blive medlem af IOC. Det kunne – teoretisk set – ske på IOC-sessionen i 2012 i London. Og herefter? I 2013 bliver en ny IOC-præsident valgt som efterfølger for Jacques Rogge, der afgår efter tur. Normalt ville sådanne russiske magtspil som sagt kun udløse et træk på smilebåndet. Men i tilfældet Putin bliver der ikke leet. Dér forstummer alle grin. Dér regerer frygten.
Mange mener, at Vladimir Putin allerede er den mægtigste mand i den olympiske verden. En mand, der sådan uden videre fik valgt sin rumænske judokammerat Marius Vizer til formand for det internationale judoforbund. Ikke at forglemme selvfølgelig, hvordan Putin i juli 2007 på IOC’s generalforsamling i Guatemala nærmest i næsering førte IOC-chef Rogge rundt i manegen. Putin fløj ind med sit store følge, modtog dusinvis af IOC-medlemmer, uddelte alle former for løfter, som oligarkerne eller Gazprom-koncernen sandsynligvis også havde betalt for, bøjede sandheden til ukendelighed og fløj hjem som olympisk mester. Sotji, hans residensby ved Sortehavet, blev tildelt vinter-OL i 2014.
Putins triumftog
Siden da har Putin lavet en deal med Bernie Ecclestone og trukket Formel 1 til Sotji. Universiaden for universitetsatleter, denne lille mundfuld, bliver afholdt i 2013 i Kazan. Samme år arrangerer Moskva VM i atletik. Men det største kup lavede sportskammerat Putin den 2. december 2010 i Zürich, da bestyrelsen for det internationale fodboldforbund FIFA tildelte Rusland VM i 2018 under skandaløse omstændigheder – selvfølgelig skal der også spilles VM-kampe i Sotji.
Putin havde ellers skabt en del forvirring i opløbsfasen i begyndelsen af december, da han undlod at møde op foran FIFAs eksekutivkomité inden valget og som et andet orakel lod meddele, at han ikke ville lægge urimeligt pres på medlemmerne. Hvilken finte! På det tidspunkt havde han i ugerne forinden haft møder med mere end halvdelen af FIFAs bestyrelsesmedlemmer. I Moskva havde Vjatjeslav Koloskov, mangeårigt medlem af FIFAs eksekutivkomité, allerede længe før den 2. december, gjort klart, at afgørelsen var truffet – til fordel for Rusland, selvfølgelig.
Sådan blev det. Og mens FIFA-præsident Joseph Blatter i Zürichs messecenter annoncerede Rusland og Qatars (2022) sejr, sad Putin allerede på et fly til Schweiz. Om aftenen var scenen hans alene. Foran den samlede verdenspresse besteg han på lette fødder trinene op til podiet. Han hilste afslappet på schweizertysk. En lille time tog Putin imod journalisternes spørgsmål. Han demonstrerede sin magt, han fejrede sin succes.
Især spidserne i Putins magtapparat og de oligarker, der underkaster sig hans vilje, profiterer af alle sportsprojekterne i Rusland, hvoraf mange fortærer dusinvis af milliarder euro fra statskassen. En af disse oligarker, Chelsea FC-ejer Roman Abramovitj, stillede i Zürich op til venskabelig gruppefotografering, ikke kun med Putin. “Jeg forventer, at hr. Abramovitj investerer i projektet,” doserede Putin. Russerne lo højlydt.
De såkaldte investeringer fra oligarkerne bliver hentet hjem gennem alle mulige statslige privilegier og tilskud – dermed er profitten under stregen garanteret. Det gælder Abramovitj og VM, som det gælder milliardæren Oleg Deripaska, der ikke kun ejer en slotslignende ejendom i Sotji, men også udbygger havnen og står for andre projekter. Eller det gælder Gazprom-koncernen, der i det nordlige Kaukasus står for hovedparten af de olympiske alpine pister.
Ifølge FIFA var der i øvrigt ingen, der kendte udfaldet af VM-afstemningen, da resultatet angiveligt blev opbevaret i forseglede kuverter af en notar fra bystyret i Zürich, indtil præsident Blatter åbnede dem på live-tv. Alligevel havde tv-stationen Al Jazeera, der hører hjemme i Doha/Qatar, annonceret VM-sejren i 2022 en halv time forinden. Og Dimitri Tjernisjenko, organisationschefen for vinterlegene i Sotji, tweetede i minutterne, før Blatter trak sedlen med påskriften ’Rusland’ op af kuverten: “Yesss! We are the champions! Hurra!!!!”
De vidste det. Ikke kun Al Jazeera, ikke kun Tjernisjenko. Også Putin. Hamad bin Khalifa Al-Thani, Emiren af Qatar, som Blatter har været bundet til i halvandet årti, var sejrsikker fløjet af sted mod Zürich i god tid.
VM skrev sportshistorie
På denne 2. december 2010, hvor Rusland og Qatar blev VM-værter, blev der skrevet et særligt sportshistorisk kapitel. I mindre grad fordi FIFA dermed åbnede nye markeder, men i særdeleshed fordi disse afgørelser er omgærdet af utrolige korruptionsrygter. Stod de cirka 140 mio. schweizerfranc, der i sin tid blev betalt af sportsmarketingagenturet ISL til højtplacerede IOC- og FIFA-funktionærer, som det hidtil mest omfattende svindelsystem inden for den olympiske sport – et system, der gennem flere årtier forløb blændende og hvis ansvarlige, fra betalere til modtagere af bestikkelsen, har undveget retsforfølgelse – kan der med FIFAs VM-afgørelse være tale om den største enkelte korruptionssag i idrætshistorien.
“Korruption er misbrug af betroet magt til privat fordel,” lyder den ikke-statslige organisation Transparency Internationals definition. Det er dette korruptionsbegreb, det handler om her: Rusland, ikke kun Gazprom-gruppen, og Qatar har investeret flere hundrede mio. euro i kampagnerne.
Sandsynligheden for, at der nogensinde kan fremlægges beviser for, hvordan Rusland og Qatar købte stemmer, er lille. Rusland og Qatar er ikke ligefrem mønsterdemokratier – de garanterer fortrolighed.
Forestillingen i Zürich nåede sit absurde højdepunkt, da netop Putin kritiserede engelske mediers korruptionsafsløringer som ’uacceptable’. Ikke kun Englands ansøgere havde rasende fortalt, hvordan de skulle være blevet snydt. “Tror du på det,” ville nogle vide af Putin. Han grinede. “Nej.” Ét ord måtte være tilstrækkeligt.
Magten flytter ud
Den brutalitet, hvormed Rusland og Qatars bud blev kørt igennem, har chokeret selv garvede forretningsfolk i branchen og har for selv den sidste observatør tydeliggjort de tektoniske magtforskydninger i international sport: Vesteuropa og Nordamerika, engang sportspolitikkens dominerende områder, mister mere og mere indflydelse. De nye magthavere er russiske oligarker og ’superdemokrater’ som Putin, kinesiske partispidser, arabiske oliesheiker og alle mulige andre magthavere fra bl.a. de tidligere sovjetrepublikker i Centralasien, hvor talrige højtdekorerede sportsfunktionærer giver den i rollen som narkobaroner og diktatorernes fortrolige – som Gafour Rakhimov i Usbekistan, vicepræsident i det internationale amatørbokseforbund AIBA, vicepræsident for Asiens olympiske komité OCA og ifølge FBI chef for narkotikakartellet i det centrale Asien.
Offentligt tales der for tiden ikke meget om de kinesiske kommunistspidser, der allerede i 2008 med succes organiserede de olympiske propagandalege, men insidere forventer snarere i morgen end i overmorgen et angreb på magtbasen – måske endda allerede et kandidatur til IOC-præsidentposten på sessionen i 2013 i Buenos Aires fra Ng Ser Miang (Singapore), der er af kinesisk afstamning. Én ting står klart: Disse kræfter råder over umådelige rigdomme, som de kan sætte ind målrettet. Sporten tilbyder talrige muligheder for at vinde prestige og indflydelse, at hvidvaske penge og undertiden endda med militær præcision som emiratet Qatar at udvikle et helt land til internationalt knudepunkt og nyt olympisk center. Netop nu søger Qatar VM i atletik i 2017. Doha som ’Capitale Olympique’ i stedet for Lausanne; det er dagsordenen.
Kaster vi hurtigt et blik på listen over de kommende store begivenheder: 2012 finder de olympiske sommerlege sted i London, men meget mere er der ikke tilbage i de kommende år for de gamle stormagter. I 2012 venter europamesterskabet i fodbold i Polen og Ukraine, i 2014 vinterlegene i Sotji og fodbold-VM i Brasilien, i 2016 sommerlegene i Rio de Janeiro, i 2018 fodbold-VM i Rusland og sandsynligvis vinterlege i Pyeongchang (Sydkorea); det sidste kan man forvente, når IOC den 6. juli træffer sin afgørelse i Durban. I 2020 kunne sommerlegene blive afholdt i Tyrkiet (Istanbul) eller for første gang i Afrika. I 2022 fodbold-VM i Qatar. I 2026 ønsker kineserne for enhver pris fodbold-VM. I 2030, som fejring af 100-året, bliver VM med stor sandsynlighed tildelt Argentina og Uruguay.
Hvad så, Europa? I 2034 kan det måske igen lykkes at få fodbold-VM – om to og et halvt årti.
Hvad så, USA? Amerikanerne er efter George W. Bushs’ brændte jords politik, to katastrofale olympiske nederlag (New York 2012, Chicago 2016) og en række andre sportspolitiske fallitter i en sådan choktilstand og uden en idrætsleder med format, at de ikke tør vove en ny ansøgning om værtskabet for legene i 2020.
Nye kræfter får indflydelse i forbund
Den kontinentale fordeling af megaevents i de kommende år er kun ét argument af flere: Den, der analyser de vigtigste positioner i olympiske specialforbund, vil også her kunne fastslå en udvikling i retning af, at nye kredse får indflydelse.
For eksempel i FIFA. Her blev den mangeårige vicepræsident Chung Mong-Joon (Sydkorea), en milliardær fra Hyundai-dynastiet, i begyndelsen af januar afløst af den blot 35-årige jordanske Prins Ali, bror til kong Abdullah II. Det jordanske kongehus leverer, selvom det ikke er velsignet med boblende oliekilder og gaslagre som Qatar og Rusland, en betagende OL-performance: Prinsesse Haya, søster til prins Ali og kone nummer to til herskeren af Dubai, har siden 2006 været præsident for det internationale rideforbund og er i denne egenskab IOC-medlem. Hendes bror Feisal, præsident for den nationale olympiske komité i Jordan, blev i Vancouver for et år siden også taget i ed som IOC-medlem. Den mægtigste olympiske familie sidder altså i Amman.
Ikke langt derfra, i dværgstaten Qatar, sysler emiren Hamad og hans barndomsven Mohamed Bin Hammam i øjeblikket med en af årets, måske årtiets, mest spektakulære magtovertagelser. Bin Hammam udfordrer den 1. juni 2011 på FIFAs kongres i Zürich den siddende præsident, Joseph Blatter. Den mand, som han bevisligt sikrede stemmer med emirens penge i to usædvanligt beskidte valgkampe – i 1998 mod Lennart Johansson (Sverige) og i 2002 mod Issa Hayatou (Cameroun). 70-80 af de 208 nationale forbund i FIFA skal Bin Hammam allerede have sikret sig. Han har to måneder til sikre sig cirka 30 ekstra stemmer.
Alt er til salg
Ifølge alle nyheder og rygter fra stenørkenen Doha synes intet umuligt. I miljøet gælder: Alt er til salg. Hvem ved det bedre end Bin Hammam, der sidder i FIFAs finanskomité og i et årti har siddet på udviklingsprogrammet og derudover har uddelt emirens penge blandt især de fattige lande i Afrika og Asien? Hvem ved det bedre end Vladimir Putin, bejleren til IOC-præsidentposten?
Siden den 2. december 2010 må man tro alt og bekymret forvente det værste. Her blev Putin i øvrigt også spurgt, hvad han efter så mange succeser i sportsarenaen stadig måtte ønske. “Russisk sejr,” sagde han. Han kan ikke få nok. Herefter forlod han podiet, dog ikke uden først at levere et folkeligt visdomsord: “Hos i Rusland siger vi: Den, der ikke tager chancer, drikker ikke champagne.”