Kriminelle tager kontrollen i sport

LONDON. Sportens integritet er i risiko for at blive undergravet af en kriminel underverden, der ikke alene tjener stort på at sælge ulovlige dopingmidler, men også er involveret i hvidvaskning af penge, bestikkelse og andre former for korruption.

Det understreger WADA’s generalsekretær, David Howman, som i sin tale ved den internationale dopingkonference ’Tackling doping in sport 2011’ i London understregede, at den kriminelle underverdens øgede indblanding i at levere forbudte stoffer gennem handel og distribution er en af de største udfordringer i dagens kamp mod doping.

Ifølge David Howman er de kriminelle tiltrukket af enorme profitter og en minimal risiko for at blive fanget.

”For en investering på 100 dollars kan du måske få alt mellem 10.000 og 100.000 dollars retur,” sagde Howman og gentog sin tidligere advarsel om, at de samme folk fra kriminelle miljøer arbejder på flere niveauer og derved udfordrere hele sportens integritet.

”De er også involverede i hvidvaskning af penge, bestikkelse og korruption. Vi møder det i anti-dopingverdenen. Dopingkontrollører bliver bestukket – eller forsøgt bestukket. Der har været eksempler på, at laboratorier modtager ’brune konvolutter’, og vi er fuldstændig naive, hvis vi tror, at problemet ikke bliver større. Selvfølgelig bliver det det. Så vi må gøre noget ved det.”

"Genopfind ikke den dybe tallerken"
I februar opfordrede David Howman til dannelsen af et nyt verdensomspændende agentur til sikring af sportens integritet i et samarbejde mellem regeringer og sporten efter samme model som WADA. Et sådant agentur skulle kunne håndtere såvel sportens dopingproblemer som illegale spil og andre former for korruption i sportsverdenen. 

Men indtil videre er idéen om et ’udvidet WADA’, der bredt bekæmper mange former for kriminelle aktiviteter inden for sportsbevægelsen, ikke blevet mødt med entusiasme i den etablerede sportsverden anført af Den Internationale Olympiske Komité, IOC. I stedet har IOC besluttet at etablere en arbejdsgruppe, som alene skal fremlægge forslag til, hvordan truslen fra illegale spil og matchfixing kan håndteres mere effektivt.

David Howman mener stadig, at et bredere agentur er den rigtige løsning.

”Det, jeg sagde, var: Genopfind ikke den dybe tallerken, når vi allerede har et system og en proces, der virker, og hvor regeringer arbejder sammen med sporten. WADA’s model er ganske brugbar. Jeg siger ikke, at det skal være WADA-arbejde, men man kan sagtens udvide WADA-modellen til noget, der kan omfatte disse sager,” argumenterer Howman med henvisning til den kriminelle underverdens brede involvering i doping, illegale spil og korruption.

”Det er ikke forskellige folk. Så hvis du sætter forskellige organisationer til at håndtere de samme sager, så får du et problem med at informationsudvekslingen. (…) Og jeg mener bare, at man skal være opmærksom på den måde, hvorpå man fremmer sit projekt. Det er ’IOC’erne’ ikke lige nu, og jeg kan nu læne mig tilbage og se, hvordan de klarer det.”

Den kloge atlet undgår at blive opdaget
Ud over den kriminelle underverden ser David Howman en bred vifte af udfordringer, der skal tages hånd om, hvis kampen mod doping skal blive mere succesfuld – fra øgede omkostninger til juridiske udfordringer, nye sofistikerede dopingmetoder og mere selvsikre dopingbrugere. 

”Udøvere, der snyder, bliver bedre til at snyde. Den sofistikerede udøver bliver rigtig god til at snyde,” som Howman påpeger.

“Videnskaben kan ikke alene håndtere problemet. Vi kan ikke nøjes med at tage urin- og blodprøver og sige til omverdenen, at det vil udrydde doping. Det gør det ikke, og det kommer det aldrig til. Men det er en del af det, vi må gøre i kampen mod doping.”

Selv de nye og mere effektive biologiske pas, der er baseret på udøverens blodprofiler, og som Den Internationale Cykelunion, UCI, har introduceret med støtte fra WADA, har sine klare begrænsninger. Ud over at være dyre og komplicerede – UCI alene bruger 4,3 mio. schweiziske franc om året på de biologiske pas – kan blodprøver og analyser ikke spore alle de forbudte stoffer eller de mest avancerede dopingprogrammer med doping i mikrodoser.

Som de to forskere Michael Ashenden og Paul Scott fremhævede i London, kan man forbedre effektiviteten af de biologiske pas ved at introducere testning om natten, forkorte tiden mellem testen og laboratorieanalysen eller indføre ’ingen start-regler’ alene på baggrund af mistænkelige blodprofiler. Men sådanne forslag har også deres egne indbyggede problemer: De vil gøre dopingkontrollen endnu dyrere, ligesom de bl.a. udfordrer udøvernes ret til et minimum af privatliv.

Men på trods af begrænsningerne i det biologiske pas, ser David Howman dem stadig som et stort fremskridt, og han opfordrer andre sportsgrene til at følge i UCI’s fodspor.

”For at gøre det, er det nødvendigt, at man indsamler blodprøver, og jeg må sige, at jeg er ekstremt skuffet over, hvor få blodprøver der bliver taget rundt i verden. Vi tager ikke prøverne, og derfor har atleterne frit spil til at bruge dopingstoffer. Det er latterligt. Vi har alle undskyldninger: Det er for hårdt, vi er nødt til at sende nogle ud, der er mere professionelle end vores almindelige dopingkontrollører, prøverne kan ikke transporteres hurtigt nok osv. Stop! Hvad er det for en opgave, vi prøver at løse? At stoppe doping. Så vær venlig at tage disse blodprøver.”

Efterretningsarbejde og uortodokse idéer
Ifølge Howman er et andet svar at lægge mere vægt på at indsamle bevismateriale gennem andre former for efterretningsarbejde, herunder styrke samarbejdet mellem de nationale anti-dopingagenturer, politiet, toldmyndighederne osv. 

I Storbritannien indsamler en særlig enhed under Storbritanniens anti-dopingagentur således allerede oplysninger om dopingens udbredelse. Oplysninger, der bruges til at målrette dopingtestningen og sikre beviser mod folk, der er involveret i doping.

Men David Howman er også åben for at diskutere endnu mere uortodokse måder at bekæmpe doping på:

”Nogle har nævnt for mig, at det måske ville være bedre, hvis f.eks. det nationale franske anti-dopingagentur testede i Tyskland, og det tyske nationale anti-dopingagentur testede i Frankrig. Så kunne de ikke beskytte deres egne. De fleste nationale organer mere opmærksomme på dem, der befinder sig på den anden side af grænsen, end på dem, der bor inden for deres eget område.”

”Eller måske skulle vi – som et incitament – betale de nationale anti-dopingagenturer for at fange dopingsyndere? Måske kunne vi lave et belønningssystem – 50.000 dollars for hver dopingbruger, der er taget korrekt og i respekt for udøverens rettigheder og med alle formalia på plads. Ville det gøre en forskel? Jeg ved det ikke, men måske skal vi tænke i de baner.”

Et mere udøvervenligt kodeks
Hvad David Howman ikke ønsker, er et endnu mere kompliceret international anti-doping kodeks, når det skal revideres på den fjerde verdenskonference om doping i sport i Johannesburg i november 2013. 

”Jeg håber, at resultatet bliver et enkelt dokument. Jeg ønsker ikke at se et mere kompliceret sæt regler. Ingen af vores interessenter ønsker mere komplicerede regler. Det eneste, man behøver, er at læse dem og spørge sig selv: Kan jeg forstå dem? Er jeg i stand til at fortælle udøverne, hvad de betyder? Jeg har haft mange klager fra udøvere, der siger. ’Kan I ikke gøre det mere lettilgængeligt for udøverne?’ Så det er noget, vi virkelig ønsker at lægge vægt på i det kommende arbejde.”

Konferencen ’Tackling Doping in Sport 2011’ blev afholdt på Twickenham Stadium i London den 16.-17. marts 2011.