Sepp Blatter får modkandidat
18.03.2011
Af Søren BangSepp Blatter får for første gang siden 2002 en seriøs modkandidat, når han på kongres den 1. juni for tredje gang søger genvalg som præsident for det internationale fodboldforbund, FIFA.
61-årige Mohamed Bin Hammam, der er præsident for det asiatiske fodboldforbund AFC, annoncerede fredag sit forventede kandidatur på et pressemøde i Malaysias hovedstad, Kuala Lumpur.
“Jeg har i dag efter grundige konsultationer og overvejelser – bevæbnet med kærlighed og passion for fodbolden – besluttet at stille op i overbevisning om, at fodbold handler om fair konkurrence,” sagde Bin Hammam.
Bin Hammam vurderer selv sine chancer mod Sepp Blatter, der har siddet solidt i formandsstolen siden 1998, som 50 procent. Bl.a. kan han støtte sig til sit hjemland Qatars succesfulde bud på VM i fodbold i 2022.
Afviser systematisk korruption i FIFA
På Bin Hammams program står bl.a. en forhøjelse af FIFA’s tilskud til sine 208 nationale medlemsforbund fra 250.000 til 500.000 dollars årligt, ligesom han vil hæve antallet af medlemmer i FIFA’s korruptionskriserede bestyrelse fra 24 til 41 medlemmer.
På pressemødet afviste Bin Hammam, der har siddet i FIFA’s eksekutivkomite i 15 år, at FIFA trods mange korruptionsanklager og personsager grundlæggende er en korrupt organisation. Men han bebuder en ny komité, der skal sikre større åbenhed i FIFA, ligesom han selv vil arbejde for ”et absolut etisk, demokratisk og åbent miljø i FIFA”. Desuden lægger han op til en mindre centralistisk og bureakratisk organisation.
BBC’s sportsredaktør, David Bond, vurderer, at Bin Hammams kandidatur er dårligt nyt for Sepp Blatter, der tidligere på måneden rundede de 75 år.
“Han er en seriøs udfordrer, og han vil håbe på at kunne få gavn af den kritik, som FIFA og især Blatter har mødt i de seneste måneder. Det gælder især anklagerne om korruption i forbindelse med budene på VM i fodbold i 2018 og 2022.”