48 timers lovprisning af de frivillige

Politisk fik DIF al den lovprisning af de frivillige, som et kongresprogram fyldt med repræsentanter fra det officielle Danmark på forhånd lagde op til.

Ikke færre end én kronprins, fire siddende ministre med statsminister Lars Løkke Rasmussen i spidsen, tre forhenværende ministre, en mulig kommende statsminister plus diverse menige folketingsmedlemmer og borgmestre havde lagt deres vej forbi DIF’s kongres i Brøndby Hallen den 3.-5. februar for at understrege, at den frivillige idræt altid er en festtale værd.

Men trods skaren af professionelle politikere var det småt med de større politiske debatter om, hvor foreningsidrætten bør bevæge sig hen i de kommende år.

Mens DIF’s forrige kongres i 2005 stillede det principielle spørgsmål, om foreningerne burde bidrage mere aktivt til at løse samfundsproblemer – og fik et ja – handlede 2011-udgaven mere om de praktiske udfordringer, som foreningerne og deres frivillige ledere i det daglige står over for. Det være sig lederrekruttering, mødet med offentligt bureaukrati, nedslidte faciliteter eller væksten i antallet af selvorganiserede udøvere og kommercielle idrætsaktører.

Manglen på egentlig politisk debat står i kontrast til – eller afspejler måske blot – at der er bred konsensus om, at den organiserede idræt bliver udfordret ovenfra og nedenfra, hvad enten den vil det eller ej, og at man hverken kan undslå sig at tage et medansvar for samfundsudviklingen eller ignorere, at foreningsidrætten i stigende grad er udsat for konkurrence på et voksende idrætsmarked.

Politiske forventninger til de frivillige
Socialdemokraternes formand var blandt de politikere, som midt i de lange lovprisninger af de frivillige ikke lagde skjul på, at de frivillige ikke kun værdsættes politisk, men til en vis grad også værdisættes: 

”I de kommende år kommer vi måske til at trække endnu mere på jer. For vi står over for nogle kæmpe udfordringer, som kun kan løses, hvis det frivillige Danmark hjælper til,” sagde Helle Thorning-Schmidt med direkte henvisning til samfundets økonomiske problemer samt sundheds- og integrationsudfordringer.

For 15 år siden ville en sådan udmelding have antændt en ophedet politisk debat om idrættens uafhængighed. I Brøndby lød ingen højlydte protester.
Tværtimod var det svenske Riksidrottsförbundets formand, Karin Mattsson Weijber, fløjet ind fra Stockholm for at fortælle om, hvordan svensk idræt glæder sig over at være kommet på finansloven efter at have levet af tipsmidler, som DIF fortsat gør det i dag.

Velfærdssamfundets reservetropper
En plads på finansloven er endnu ikke på tale i Danmark, men en stor del af DIF-paraplyen har reelt accepteret, at en vis del af foreningslivet fungerer som velfærdssamfundets reservetropper, så længe det offentlige til gengæld leverer gode rammer for det frivillige arbejde. 

Det afspejlede sig i kongressens gruppearbejder, hvor de tilstedeværende gjorde deres for at finde fikse foreningsvenlige løsninger på relationerne mellem det offentlige og de frivillige. Det viste sig også i flere indlæg, bl.a. på kongressporet om integration, hvor tre foreninger med store integrationsudfordringer ikke satte spørgsmåltegn ved fornuften i at lave integrationsarbejde, men (endnu engang) påpegede behovet for at konvertere projektpenge til stabile driftsmidler. Og det vil sandsynligvis afspejle sig i DIF’s politikker.

Bl.a. annoncerede Bent Clausen fra DIF’s bestyrelse, at DIF er på vej med en opblødning af det nuværende politikkatalogs principielle afvisning af, at idrætten er et redskab til at løse samfundsproblemer.

Det voksende idrætsmarked
På kongressen viste flere oplæg samtidig, hvordan kommercielle satsninger og bredere kommunale idrætsindsatser udfordrer foreningsidrættens traditionelle dominans og organisering. 

Mette Lykke fra det dansk grundlagte firma Endomondo, som tilbyder GPS-tracking over mobiltelefonen, skabte en del mumlen i krogene, da hun ironisk hævdede, at Endomondo nu er det niende største specialforbund med over 60.000 danske brugere ud af 800.000 på verdensplan.

Fra kommunerne slog Aalborg-rådmanden Anne-Dorte Krog (SF) fast, at foreningerne nok er nødvendige, men ikke tilstrækkelige til at dække danskernes ønsker og krav til idrætstilbud. Kommunen har en opgave i at understøtte de selvorganiserede og prøve at nå ud til flere inaktive.

Desuden er DIF fra centralt hold selv gået i offensiven med en række udviklingsprojekter i specialforbundene til i alt 45 mio. kroner, som har fokus på at fastholde og rekruttere flere voksenmotionister – bl.a. ved at igangsætte forsøg med mere fleksible medlemskaber. Som Maja Pilgaard fra Idan understregede, er netop fleksibilitet et af nøgleordene, hvis foreningerne vil have bedre fat i de fortravlede voksne med små børn og karriere.

Et budskab, der blev gentaget i andre oplæg, og som bedømt på gruppearbejdernes anbefalinger blev accepteret af kongresdeltagerne. Her stod behovet for at udvikle fleksible idrætstilbud højt på listen sammen med ønsker om bl.a. moderne idrætsfaciliteter, enkle arbejdsgange og samarbejde med andre idrætsaktører.

DIF's opfølgning
Ved kongressens afslutning annoncerede DIF’s formand, Niels Nygaard, at DIF selv vil følge op på kongressen med såkaldte frikommuneforsøg, hvor man i samarbejde med kommuner vil prøve at gøre livet lettere for de frivillige gennem administrative forenklinger, fælles foreningssekretariater og belønning af progressive klubber. 

Desuden vil DIF bruge Det Europæiske Frivillighedsår 2011 på en række store fyrtårnsprojekter til gavn for de frivillige med støtte fra Tuborgfondet, der også har finansieret DIF’s store frivillighedsundersøgelse (se side 1). Samtidig er DIF gennem Idan ved at undersøge det fremtidige uddannelsesbehov blandt de frivillige trænere og ledere, ligesom DIF vil arbejde for, at de frivillige får større formel anerkendelse – f.eks. ved at frivilligt arbejde udløser merit i uddannelsessystemet.

I kombination med DIF’s indsats over for voksenmotionister vil kongressen i 2011 måske stå som et idrætspolitisk vendepunkt. Men først og fremmest fremstod kongressen som DIF’s forsøg på at positionere sig selv og de frivillige over for det politiske Danmark og et samfund, som nok hylder sine frivillige, men også udfordrer dem med nye forventninger og krav.