Frivillige sprænger sociale rammer
Selv om uddannelseslængde er den mest afgørende indikator på befolkningens tilbøjelighed til at dyrke idræt, tegner analyser af de frivillige i foreningerne et helt andet og overraskende billede, når det gælder de frivillige i foreningerne.
Tal fra undersøgelsen ’Danskernes motions- og sportsvaner ’ fra 2007 viser, at idrættens frivillige ikke kan sættes på formel. De har vidt forskellige uddannelseslængder, indtægter og arbejder rundt om i hele landet.
En del af forklaringen er den simple, at voksnes deltagelse i foreningsidræt ikke i samme grad er betinget af uddannelsesmæssige forskelle, som det f.eks. er tilfældet i fitness og løb. Sidstnævnte aktivitetsformer dyrkes fortrinsvist af voksne med lange videregående uddannelser, mens kun få foreningsidrætter – især tennis og golf – har uddannelsesmæssige skævheder.
Men ser man kun på gruppen af foreningsaktive idrætsudøvere (figur 1 på side 5), finder man heller ingen sammenhæng mellem uddannelseslængde og frivillighedsgrad. Foreningsaktive personer med korte videregående uddannelser angiver den største frivillighed (33 pct.), mens foreningsaktive med en erhvervsuddannelse ligger på niveau med foreningsaktive med lange videregående uddannelser (30 pct.).
Det frivillige foreningsdanmark formår altså at samle befolkningen på tværs af sociale baggrunde, og de frivillige repræsenterer et bredt, repræsentativt udsnit af den danske befolkning.
En række udfordringer springer dog i øjnene.
Figur 1: Mange frivillige går på tværs af uddannelsesbaggrund
Figuren viser andelen af foreningsaktive udøvere på forskellige uddannelsesniveauer, som udfører frivilligt arbejde. Kilde: Analyser på baggrund af Danskernes sports- og motionsvaner 2007. (N = 3.259)
Frivilligt lederarbejde - kun for mænd?
Mænd dominerer stadig de frivillige poster, og særlig udtalt er forskellen på de centrale tillidsposter. Trods store indsatser de seneste årtier i forhold til at få flere kvinder på de magtfulde tillidsposter, står det stadig 7–3 i mændenes favør.
Samme resultat fandt man i 1993, og noget tyder på, at ligestilling endnu ikke har fundet vej ind til kernen af de danske idrætsforeninger.
Lederne bliver ældre
Et andet område, som kan give anledning til bekymring, er den stigende gennemsnitsalder på de besatte tillidsposter. I 1993 var lederne i gennemsnit 39 år, mens de i 2007 rundede 50 år. Spørgsmålet er, om tilstrømningen af nye generationer af foreningsledere er ved at tørre ud, men så galt behøver det ikke være.
For det første er andelen af idrætsaktive udøvere over 40 år fordoblet siden 1993, og gennemsnitsalderen for voksne (+16 år) foreningsaktive er steget fra 38 år i 1993 til 47 år i 2007. Flere ældre aktive udøvere afspejler derfor også flere frivillige i denne aldersgruppe.
For det andet stiger gennemsnitsalderen for, hvornår man får børn, og de travle forældre afstår generelt fra at påtage sig de tunge frivillige poster, mens børnene er små. Derfor vil de formentlig få mere overskud til at påtage sig centrale tillidsposter på et senere tidspunkt, end man tidligere har set.
Figur 2: De ældre har tillidsposter, de unge er trænere
Mens unge lægger deres frivillige arbejdskraft i trænergerningen eller udfører andet foreningsarbejde, deltager de ældre generationer i højere grad i medlemsmøderne og sidder på de centrale tillidsposter. Kilde: Analyser på baggrund af Danskernes sports- og motionsvaner 2007. (N = 3.802)
Nok frivillig - men ikke ansvarlig
På trods af ændringer i idrætsdeltagelsen og livsfaser bør foreningerne have fokus på mere ungt blod omkring beslutningsbordet. Foreningerne får stadigt sværere ved at tiltrække ledere til de centrale tillidsposter i bestyrelsen eller stående udvalg, og siden 1993 er andelen af danskere med tillidshverv i idrætsforeninger faldet fra 5 til 3 pct.
Unge viser stor tilslutning til træner- og instruktørposterne med hele 15 pct. af de foreningsaktive mellem 16 og 19 år, og mange medlemmer påtager sig gerne ’andet frivilligt arbejde’ som f.eks. mindre ad hoc-opgaver eller hjælp i forbindelse med afholdelse af et arrangement (figur 2).
Det tyder ikke på, at det som sådan skorter på frivillige kræfter i foreningerne, men den lave tilslutning til de tunge tillidsposter og den skæve aldersprofil betyder, at alle væsentlige beslutninger og ansvar i foreningerne ofte hviler på personer over 50 år.
Det skaber en særlig udfordring for foreningerne i en tid, hvor frafaldet blandt unge stiger, og hvor voksne i 20-39-års-alderen poster hundredvis af kroner i løbesko og kommercielle fitnesscentre hver måned. Der er måske mere end nogensinde et behov for at følge med nye tendenser, og rette blikket mod ændrede behov for idrætsdeltagelse i befolkningen.
Foreningerne bør derfor overveje en skærpet indsats for at få flere yngre kræfter flyttet fra halgulvet ind i bestyrelseslokalet. I værste fald risikerer bestyrelserne at stivne med den nuværende generation af frivillige tillidsfolk.