Frivilligt arbejde skifter karakter

Tusindvis af frivillige ledere og trænere udgør grundstenen for den danske idrætsmodel, hvor over 15.000 idrætsforeninger skaber tilbud til befolkningen, men frivilligheden i dansk idræt er under forandring.

Der tegner sig nogle nye udfordringer for rekrutteringen af ledere og trænere, som foreningslivet gør klogt i at tage bestik af.

Hele 14 pct. af den danske befolkning – svarende til knap hvert tredje medlem af en idrætsforening – udfører fortsat frivilligt arbejde i en idrætsforening. Men det frivillige arbejde bliver ifølge en analyse baseret på undersøgelsen ’Danskernes motions- og sportsvaner 2007’ lagt på andre områder end tidligere.

Danskerne er mindre tilbøjelige til at møde op til den lokale idrætsforenings årlige generalforsamling, og de aktive udøvere i foreningerne viger i stigende grad tilbage fra at påtage sig egentlige tillidsposter.

For 15 år siden havde 17 ud af 100 voksne medlemmer af danske idrætsforeninger et tillidshverv. I dag påtager blot 9 ud af 100 foreningsmedlemmer sig opgaven. Det fortsat store frivillige engagement fordeler sig i stedet på træner- og instruktørposter eller falder under betegnelsen ’andet frivilligt arbejde’ i tilknytning til en idrætsforening.

Det er blevet vanskeligere at være frivillig
Danske foreningsledere tilkendegiver jævnligt i foreningsundersøgelser, at det er blevet vanskeligere at være frivillig foreningsleder, og ser rekruttering af nye frivillige ledere som den største udfordring. 

Men ofte bliver sådanne udsagn mødt med en vis skepsis, for samtidig viser andre undersøgelser, at danskerne generelt udfører frivilligt arbejde som aldrig før.

Men ser man på karakteren af det frivillige arbejde i foreningerne, kan det virke mere forståeligt, at idrætsledere ofte giver udtryk for, at det er vanskeligt at rekruttere frivillige ledere. Selv om viljen til at udføre frivilligt arbejde er stor i dele af befolkningen, er ejerskabet over for det frivillige arbejde ikke nødvendigvis fulgt med.

Det frivillige arbejde er måske mere kortvarigt og knyttet til mindre og mere overskuelige ad hoc-projekter i forbindelse med arrangementer, eller det er begrænset til instruktør- og trænerarbejde for specifikke hold. Færre frivillige påtager sig et overordnet, længerevarende ansvar i foreningerne.

Analysen viser samtidig en mindre tendens til, at frivillige trænere/instruktører eller personer, som udfører ’andet frivilligt arbejde’ i foreningen, deltager i medlemsmøderne.

Samhørigheden over for foreningen som helhed og ønsket om demokratisk medbestemmelse træder formentlig i baggrunden og er ikke i sig selv et incitament til at påtage sig en frivillig arbejdspost.

Det medfører naturligvis et øget pres for kernen af frivillige med tillidsposter i forhold til vedvarende at rekruttere, organisere og instruere de mange mere løst knyttede frivillige.

Et overset potentiale i jagten på fremtidens frivillige synes ofte at være sammenhængen mellem den voksne befolknings egen idrætsdeltagelse og dens engagement på leder- og trænerposter.

Seniormotion i rivende udvikling
Idrætsforeninger har stor tradition for at rekruttere frivillig arbejdskraft fra forældre til de foreningsaktive børn. Men ser man på forældrenes tilbøjelighed til at udføre frivilligt arbejde, bliver det klart, at vejen til frivillig arbejdskraft går igennem forældrenes egen idrætsdeltagelse i foreningsregi. 

Den bedste hvervestrategi kan derfor være at gøre foreningslivet til en mere relevant ramme for travle forældres egen idrætsdeltagelse.

Mere end hver tredje forælder udfører frivilligt arbejde, hvis de selv og deres børn dyrker foreningsidræt. Omvendt påtager knap én ud af ti forældre sig opgaven, hvis de ikke selv går til idræt i en forening. 

Forældre udfører sjældent frivilligt arbejde, hvis de ikke selv er medlem af en idrætsforening

Figuren udtrykker andelen af forældre, der udfører frivilligt arbejde afhængig af egen og børnenes idrætsdeltagelse i foreningsregi. Kilde: Sport og motion i danskernes hverdag, Idrættens Analyseinstitut.

Og idrætsaktive forældre uden for foreningsregi – altså forældre, som udelukkende dyrker selvorganiseret eller kommercielt organiseret idræt – er endnu mindre involveret i frivilligt arbejde med blot 3 pct., selv om deres børn dyrker idræt i forening.

Det er en udfordring for foreningerne i en tid, hvor forældrene søger andre veje for egen idrætsdeltagelse. I denne livsfase står selvorganiseret løb og fitness i kommercielt regi højt på dagsordenen hos voksne motionister, fordi disse aktiviteter er fleksible, lettilgængelige og mulige at indpasse i en travl hverdag.

Mange idrætsforeninger har ikke traditionelt interesseret sig for voksnes motionshold, men prioriterer i stedet børn og unge. Flere og flere initiativer til familieidræt og kreative løsninger, som skal aktivere flere under samme tag, vinder dog frem i disse år, og det kan der være gode grunde til.

Voksen- og seniormotion er i rivende udvikling, og markedet er enormt i forhold til denne målgruppe. Samtidig ser udsigten til at hverve frivillige dyster ud i fremtiden, hvis ikke idrætsforeningerne bliver bedre til at appellere til de voksne motionister. 

Artiklen har været bragt i Politiken den 23. december 2010 som den første af i alt ni analyser offentliggjort omkring jul og nytår, hvor Idan i samarbejde med Politiken så nærmere på en række markante udviklingstræk inden for idrætten.