Play the Game: Call for papers

22.12.2010

Af Søren Bang
Play the Game har udsendt sit 'call for papers' op til efterårets konference på sportsuniversitetet i Køln. Konferencen får seks bærende temaer.

Opdateret den 8. marts 2011

Play the Game opfordrer akademikere, journalister og idrætsaktører til at dele viden og erfaring med andre deltagere, når den syvende Play the Game-konference den 3.-6. oktober 2011 samler journalister, forskere og idrætspolitikere fra hele verden for at diskutere nogle af den internationale idræts største udfordringer på sportsuniversitetet i Køln.

I sit 'call for papers' efterlyser Play the Game både akademiske 'abstracs' og mere journalistiske eller idrætspolitiske overskrifter/synopser inden for konferencens hovedtemaer (se nedenfor). De indsendte forslag vil blive vurderet af førende akademikere, journalister mv. fra programkomitéen i samarbejde med konferencesekretariatet.

De udvalgte talere får som minimum 15 minutter til at præsentere deres arbejde i enten plenum eller på en af konferencens parallelsessioner.

Konferencen har i år seks hovedtemaer:

Tema 1: Korruption og match-fixing 
Det første tema sætter fokus på de trusler, som korruption i form af match-fixing eller i de internationale idrætsorganisationers korridorer udgør. Bl.a. vil konferencen spørge, hvordan kampen mod korruption kan styrkes gennem oprettelsen af et internationalt anti-korruptionsagentur. 

Tema 2: Hvide elefanter og megaevents
Glamourøse stadionbyggerier opført i forbindelse med megaevents som OL og VM i fodbold ender ofte som såkaldte ’hvide elefanter’, der efterfølgende står mere eller mindre ubenyttede hen. På konferencen vil Play the Game offentliggøre et nyt indeks over de største ’ hvide elefanter’ som oplæg til en debat om, hvorvidt megaevents og stadioninvesteringer i højere grad kan blive en god langtidsinvestering for værtsnationerne. 

Tema 3: Kunsten at fremme breddeidræt
Hvorfor fastholder mange politikere og idrætsorganisationer, at eliteidræt skaber bredde, når der ikke er beviser for påstanden? Konferencen rejser spørgsmålet og sætter samtidig spot på, hvordan EU, regeringer og idrætsorganisationer bedst kan fremme den brede idrætsdeltagelse til gavn for folkesundheden eller som en måde at skabe udvikling på i de fattigere lande. 

Tema 4: Nye anti-dopingstrategier
Indsatsen mod doping er blevet skærpet med dannelsen af det internationale antidopingagentur WADA. Men systemet er langt fra perfekt, og nye udfordringer – bl.a. i forhold til udøveres rettigheder – presser sig på. Konferencen spørger, om det er muligt at finde effektive, globale og etisk forsvarlige alternativer til den nuværende globale antidopingindsats. 

Tema 5: Sportens kønsudfordringer
Kønsforskelle skaber stadig store udfordringer i idrættens verden. Bøsser, lesbiske og transseksuelle kæmper for at kunne dyrke idræt uden at blive udsat for diskrimination, sportsstjerner bruges på godt og ondt som sexobjekter, og i nogle muslimske lande er kvinder frataget muligheden for at dyrke idræt på lige fod med mændene. Konferencen sætter lys på alle disse kønsrelaterede problemstillinger. 

Tema 6: Nye teknologiers betydning for idrætten
Fra sportsspil på computeren, dannelsen af virtuelle fællesskaber på internettet eller gennem banebrydende teknologier som GPS-tracking er nye elektroniske løsninger med til at ændre sportens traditionelle kulturer og aktivitetsformer. Play the Game sætter på konferencen fokus på betydningen af de nye teknologier gennem workshops, debatter og oplæg. 

Workshops og seminarer
Foruden de seks hovedtemaer indeholder konferencen en lang række specifikke workshops og seminarer for journalister, forskere og idrætsledere. Konferencen med undertitlen ’Bringing chance to the heart of sport’ er den syvende i rækken. Tidligere konferencer har været afviklet i København, Reykjavik og Coventry. 

Play the Games konference bliver i 2011 afviklet i samarbejde med Deutsche Sporthochschule, der med sine 5.200 studerende er det største sportsuniversitet i Europa. Konferencen bliver samtidig den første, hvor Play the Game arrangeres i regi af Idrættens Analyseinstitut (Idan) efter sammenlægningen af Play the Game og Idan pr. 1. januar 2011.

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Idrættens Analyseinstitut forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.