EU støtter motionsdopingindsats
29.11.2010
Af Ditte ToftEU har givet tilsagn om at støtte projektet ’Strategy for Stopping Steroids’ med ca. 1,7 mio. kr. Projektet skal se nærmere på indsatsen mod motionsdoping i en række europæiske lande.
Anti Doping Danmark er initiativtager til projektet, hvor Danmark samarbejder med antidopingagenturer fra Cypern, Polen, Sverige og Holland.
Anti Doping Danmark peger på et stigende problem med motionsdoping, og at et samarbejde af denne slags kan være med til at udvide antidopingindsatsen i Europa:
”Det er vores håb, at den viden, som vi indsamler og udgiver kan motivere og inspirere til at indsatsen på området i Europa bliver løftet,” siger leder af oplysning i Anti Doping Danmark, Jakob Berget, på Anti Doping Danmarks hjemmeside.
Indsamling af viden
Hver af deltagerlandenes nationale viden om motionsdoping skal indsamles. Herunder hvor stort omfanget af motionsdoping er, tiltag på området, evalueringer af tiltag, lovgivning, distributionen af de ulovlige stoffer og en række andre relevante perspektiver.
Samtidig skal projektet samle relevante organisationer og personer, der har viden på området for motionsdoping, for derigennem at kvalificere eksisterende tiltag og udvikle nye initiativer.
I den forbindelse vil Anti Doping Danmark være vært for en afsluttende europæisk konference i Danmark i 2012, hvor nationale antidopingorganisationer, forskere, politikere og andre relevante personer vil blive inviteret.
Resultaterne af indsamlingen af viden og konferencens konklusioner bliver samlet i en opsummerende rapport, der skal vejlede om ’good practice’ i bekæmpelselsen af motionsdoping. Rapporten skal oversættes og distribueres til alle EU-lande.