Golf indfører fleksible medlemskaber

Foto: Griszka Niewiadomski

23.11.2010

Af Peter Forsberg
Et nyt samarbejde mellem Danmarks Idræts-forbund og Dansk Golf Union skal få flere 25-45-årige til at spille golf gennem lavere medlemskontingenter.

Det skal i fremtiden være billigere at spille golf. Således lyder intentionen i Dansk Golf Unions (DGU) samarbejdsprojekt med Danmarks Idræts-forbund (DIF), som skal skaffe 15.000 flere medlemmer over de kommende tre år.

Det er specielt de 25-45-årige, som DGU gerne vil have fat i, da man vurderer, at der her findes et stort uudnyttet potentiale, som kan skabe medlemsfremgang.

Baggrunden for den ringe interesse hos aldersgruppen skyldes ifølge DGU-direktør Morten Backhausen manglen på fleksible medlemskaber.

Han forventer, at man derfor i fremtiden vil se flere forskellige typer af medlemskaber, end tilfældet er i dag. Det skal skabe en oplevelse af øget ’value for money’ hos de 25-45-årige potentielle golfspillere.

Billige årskontingenter
Det er DGU’s beslutning om at liberalisere sine medlemskaber på unionens repræsentantskabsmøde i marts, der nu gør det muligt for klubber selv at skrue forskellige medlemskabstyper sammen. 

Det skulle gerne betyde alternativer til det traditionelle årskontingent, der giver ubegrænset baneadgang, og som typisk koster i omegnen af 5.000 kr. DGU har selv opstillet ni forskellige typer af medlemskaber, som man opfordrer klubberne til at anvende eller at lade sig inspirere af.

Forslagene varierer fra det traditionelle medlemskab med ubegrænset baneadgang over medlemskaber med begrænset baneadgang til egentlige ’pay and play’-medlemskaber til blot 1.200 kr., hvor medlemmet til gengæld betaler et ’green fee’, hver gang han eller hun spiller.

Det er op til klubberne selv at udarbejde de egentlige medlemskabers præcise indhold. De økonomiske midler fra samarbejdsprojektet med DIF går til DGU’s rådgivning af klubberne i forbindelse med valg af medlemskabstyper samt markedsføring på lokalt og nationalt niveau.

Fokus på livsfaser
Årsagen til ønsket om at udbyde fleksible medlemskaber er taget i livsfaseteorien, som Idans analyser af befolkningens idrætsdeltagelse har været med til at udvikle.

Teoriens udgangspunkt er, at det enkelte menneske gennemløber en række faser gennem livet, og at der til hver fase er koblet en række begrænsninger og behov i relation til idrætsdeltagelse. 

Med de fleksible medlemskaber er det målet at ramme præcis de behov, som bl.a. fortravlede småbørnsforældre har. Småbørnsforældrene skal ikke længere betale for en ubegrænset baneadgang, de alligevel ikke får brugt, og som de derfor fravælger.

Medlemstal i Dansk Golf Union fordelt på aldersgrupper



Medlemstal i Dansk Golf Union fordelt på aldersgrupper


Kilde: DGU

Fokus på de 25-45-årige i golfsporten er ikke tilfældigt. Et kig på andelen af golfspillere i Danmark viser, at golfinteressen stiger markant med alderen. Tendensen er også at finde i de senere års udvikling i medlemstallene for DGU. I 2006 var der i DGU 36.560 medlemmer over 60 år, hvilket i 2010 er steget til 51.765.

Selvom de 25-60-årige samlet set udgør den største andel af golfspillere under DGU med 82.466 aktive i 2010, er specielt de yngre i aldersgruppen svagt repræsenteret.

Ifølge DGU findes det klart største uudnyttet potentiale i relation til denne aldersgruppe, hvilket erfaringer fra udlandet også understøtter efter unionens vurdering.

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Idrættens Analyseinstitut forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.