Fodboldens djævleuddrivelse

”Vores samfund er fuldt af djævle, og disse djævle finder man i fodbold.”

Joseph S. Blatter, formand for FIFA, på et pressemøde 20. oktober 2010.

Man skulle ikke tro at en mand der kalder fodbolden for større end verdensreligionerne, ville påkalde sig djævle for at forklare hvorfor to bestyrelsesmedlemmer i FIFA for nylig blev grebet i at kræve større pengebeløb for at give deres stemme til en af ansøgerne om VM i fodbold i 2018 og 2022.

Men Sepp Blatters forklaring har en jordnær logik. Hvis FIFA kan overbevise verden om at grådigheden er udtryk for menneskelig ondskab, ligger vejen åben for at løse det troværdighedsproblem FIFA har pådraget sig efter den engelske avis Sunday Times’ aktion med skjult kamera mod flere nuværende og tidligere topfolk i fodboldforbundet.

I så fald kan FIFA afgrænse problemet til moralsk anløbne enkeltpersoner, som kan straffes og muligvis ekskluderes, hvorefter FIFA og fodbolden igen kan kalde sig uskyldsren.

Vi skal derfor ikke forvente os en større selvransagelse når FIFA offentliggør hvad der skal ske med tahitianeren Reynald Temarii og nigerianeren Amos Adamu efter deres syndefald.

Sportens største korruptionsskandale
Bag den igangværende og farverige skandale, som forstærkes af at fodboldkultens stærkeste ritual, verdensmesterskabet, er på spil, ligger en virkelighed hvor djævelskab ikke kan tilskrives enkeltpersoner, men FIFA’s kollektive kultur. 

Det er en virkelighed som rummer verdens hidtil største – og mest fortiede – korruptionsskandale i sport. En skandale som alle har fuld adgang til uden falsk identitet og spionkamera.

Så sent som i juni i år, mens alles opmærksomhed var rettet mod VM i Sydafrika, udgik et tørt stykke papir fra den offentlige anklager i den schweiziske kanton Zug, hvor FIFA har sit hovedsæde.

Dokumentet afsluttede ni års efterforskning og bekræftede, hvad en domstol samme sted slog fast allerede for to år siden: At FIFA-ledere har modtaget ”flere millioner schweizerfranc” i bestikkelse til gengæld for tv- og marketingkontrakter til den tidligere vigtigste forretningspartner ved navn ISL.

Som erstatning blev FIFA idømt en bod på 5,5 millioner schweizerfranc – knap 30 millioner kroner – og det var ualmindeligt billigt sluppet.

For ISL havde som verdens største sportmarketing-firma en gavmild fortolkning af ordet kundepleje. Via et sindrigt system af hemmelige fonde i Liechtenstein og på De britiske Jomfruøer uddelte firmaet mindst 138 millioner schweizerfranc – langt over en halv milliard kroner – til centralt placerede idrætsledere rundt om i verden. Med jævne mellemrum måtte ISL-chefen øverste direktør, Jean-Marie Weber, selv rejse ud med attachétasken fyldt med kontanter.

Bestikkelse som forretningsgrundlag
Det var pudsigt nok FIFA selv, som fik rejst den retssag, der afslørede korruptionen. 

Efter ISL’s konkurs i 2001 ville FIFA ikke have siddende på sig at man havde set igennem fingre at ISL tilbageholdt formuer som skulle tilgå FIFA fra salget af rettigheder. Men de seks ISL-direktører der blev tiltalt, slap med frifindelser og meget milde domme, for de kunne overbevise retten om at FIFA var fuldt indforstået med sagsgangene.

Oven i købet berettede direktørerne frit om hvordan bestikkelse var en del af forretningen. Det kunne de roligt gøre, for den form for bestikkelse var lovlig i Schweiz dengang.

”Det var som at udbetale løn. Ellers ville de være holdt op med at arbejde øjeblikkeligt,” sagde ISL’s økonomidirektør blandt andet om FIFA-lederne.

Men vi, fodboldelskere over hele verden, bliver stadig holdt i uvidenhed. FIFA har udfoldet store anstrengelser for at få retsvæsenet til at hemmeligholde navnene på bestikkelsesmodtagerne, og det er lykkedes.

Hvilken interesse har FIFA i at skjule hvilke ledere der har modtaget de svimlende beløb? Og hvorfor har baglandet, de nationale forbund som eksempelvis Dansk Boldspil-Union, aldrig presset på for at høre hvem der stjæler deres penge? Det kan der kun være én forklaring på, og det er at beløbsmodtagerne stadig beklæder centrale ledelsesposter i fodboldens verden.

Sportsorganisationer kan ikke rydde op
For FIFA vil det være særdeles bekvemt at klare den aktuelle krise ved at ekskludere to personer fra lande langt fra Europa. Og går det som det tidligere har gjort i mange tilfælde, kan man forestille sig at både fodboldverdenen, medierne og politiske myndigheder vil stille sig tilfredse med et kosmetisk indgreb. 

Men at lade FIFA slippe let vil være at svigte de mange millioner fodboldfans og menige spillere, ikke mindst de børn og unge som FIFA ustandseligt påkalder sig. Det vil være at svigte de kulturelle værdier, fodboldspillet er bærer af, og det vil være at svigte de demokratiske idealer, idrætten har forpligtet sig til.

Både ISL-sagen og et utal af andre korruptionsaffærer som er blevet afdækket på Play the Game-konferencerne i de seneste 13 år, viser med al ønskelig tydelighed at de internationale idrætsorganisationer er ude af stand til at styre sig selv. I festtalerne taler man om at skabe fred i verden, i baglokalerne stikker man penge i egen lomme.

Når regeringer – eller overnationale institutioner som EU – en sjælden gang løfter blikket og begynder at stille kritiske spørgsmål, slår idrætsforbundene syv kors for sig og forlanger respekt for idrættens autonomi. Stillet over for truslen om at landshold og klubhold udelukkes fra international fodbold vælger de fleste regeringer at hejse det hvide flag af frygt for befolkningens vrede.

Hverken regeringer eller massemedier synes villige til eller i stand til at standse korruptionen i de idrætter der har det største behov for at rydde op. Det skal retfærdigvis siges at fodbolden ikke står alene med problemerne – fodbolden er blot den rigeste idræt og dermed den mest interessante for alle dem der søger den lette vej til pengene. Volleyball og håndbold m.fl. har sine varianter af misbruget.

Løsning fra uventet kant?
Hvis hverken forbundene selv eller deres omgivelser kan bremse korruptionen, hvem kan så? 

Måske kommer løsningen fra en helt tredje kant, fra kredse der bekymrer sig endnu mindre om idrættens velbefindende og endnu mere om udsigten til hurtig profit.

Med udgangspunkt i organiseret kriminalitet i Asien breder illegalt spil over internettet og dertil hørende aftalt spil sig overalt i den professionelle idræt. Eksperter skønner at det globale spillemarked giver et årligt overskud på 350 milliarder dollars – hvoraf de 100 milliarder hidrører fra illegalt spil i Asien. Med sådanne summer i omløb forstår man at de asiatiske gangstere og deres europæiske ligesindede har gode muligheder for at påvirke idrætsudøvere der intet tjener eller som ligger lavt på lønskalaen.

Hvis sporten mister sin uforudsigelighed, mister den også sin værdi som forretning – for sponsorer, tv-selskaber og idrætsorganisationerne selv.
Derfor har forbundene været hurtigere til at opdage at match fixing er et problem end de var til at få øje på systematisk doping. Men de fleste idrætsledere bilder sig stadig ind at dette kan behandles i egne rækker eller ved at hæve pr-budgetterne.

I og uden for idrætten er der dog stigende tilslutning til en idé, som Play the Game lancerede allerede i 2006 på et møde arrangeret af UEFA og Europarådet. Vi foreslog at oprette et internationalt agentur til at bekæmpe korruption i idræt, ganske som man i slutningen af 1990’erne oprettede det internationale anti-dopingagentur, WADA.

Bredt sammensat anti-korruptionsagentur
Et anti-korruptions agentur må, hvis det skal have nogen effekt, kunne operere på tværs af landegrænser og idrætsgrene. Det må bygge på samarbejde med offentlige myndigheder, hvis det skal have nogen chance for at bremse internationale mafiabander. Og for at skærpe dets evner som vagthund bør det inkludere repræsentanter for medieverdenen, spilleselskaberne, sponsorerne og organisationer med ekspertise i korruptionsbekæmpelse.

Det skal kunne bygge stærke diger mod den flodbølge der truer sporten udefra. Men det skal i lige så høj grad medvirke til at skabe gennemsigtighed, demokrati og ansvarlighed internt i forbundene. 

I dopingkampen indrettede man sig på at ramme den enkelte udøver – mens det er langt sværere at gøre op med dopingens forsyningskæde af trænere, massører, klubber, forbund, mellemhandlere og producenter. Den skævhed må man ikke gentage når det gælder korruption, som altid involverer flere parter.

Opfordringen til et stærkere internationalt samarbejde kommer nu fra så forskellige sider som The British Horse-Racing Authority, Europarådet, the International Cricket Council og senest fra WADA’s generalsekretær David Howman, som via Interpol har fået besked om at dopinghandlere og match fixere i stigende grad er de samme folk.

Lad os håbe at den aktuelle sag i FIFA kan åbne for en bredere debat om hvordan vi sikrer god ledelse og holdbare værdier i idrætten. Idrætten er for millioner af mennesker en daglig kilde til glæde, sundhed, fællesskab og menneskelig udfoldelse, og den skulle nødig ende i det rene djævelskab.