England skærer i breddeidrætten

Foto: Sport England.

27.10.2010

Mens OL i London om to år fredes, gennemfører den engelske regering massive besparelser på den brede idræt. Skoleidrætten bliver hårdest ramt.

OL i London skulle ikke kun eksponere den engelske eliteidræt, men også bruges som løftestang for hele idrætten i årene før og efter legene. Sådan lød de officielle hensigtserklæringer bag London succesrige bud på OL i 2012, som de bl.a. blev fremført af organisationskomitéens formand, Sebastian Coe.

Nu står idrætten i England i stedet foran massive besparelser og store omstruktureringer som led i den britiske regerings økonomiske hestekur i forsøget på at reducere det statslige underskud oven på finanskrisen. Og det er breddeidrætten, som må tage de hårdeste slag, mens regeringen har slået ring om OL-budgettet på 9,3 mia. pund, som kun bliver nedjusteret med 20 mio. pund.

”Det forbliver topprioriteten for mit ministerium at levere nogle sikre og succesfulde olympiske og paralympiske lege. London 2012 bliver et afgørende øjeblik for vores nation, hvor hele verdens øjne vil hvile på os,” begrunder den konservative britiske kultur- og sportsminister, Jeremy Hunt, prioriteringen.

Sportsinstitutioner mister knapt en tredjedel af støtten
Til gengæld må de to offentligt finansierede idrætsinstitutioner, Sport England og UK Sport, der har hovedfokus på udviklingen af henholdsvis bredde- og eliteidrætten, se frem til at miste op til 30 pct. af den direkte statsstøtte inden for de næste fire år. 

Begge organisationer vil dog på længere sigt modtage en større andel af de nationale lotterimidler, hvilket vil afbøde den samlede effekt af nedskæringerne.

Oven i nedskæringerne kommer håndfaste politiske krav: De to organisationer har fået besked på at slå sig sammen efter OL, ligesom organisationerne skal spare 50 pct. på de centrale administrationsudgifter, så besparelserne slår mindre hårdt igennem på projekt- og udøverniveau, hvor regeringen håber at kunne holde nedskæringerne nede på 15 pct. i faste priser.

Slut med satsning på skolesport?
Men hårdest ramt er den statsstøttede Youth Sport Trust, der gennem en grundbevilling fra Undervisningsministeriet bl.a. har arbejdet for at tilbyde alle børn og unge fem timers idræt om ugen gennem skolerne. 

Efter at regeringen har besluttet helt at sløjfe den årlige statslige støtte på 162 mio. pund (knapt 1,4 mia. kr.) til Youth Sport Trust, er fremtiden usikker for skolesporten og de 450 lokale partnerskaber mellem bl.a. skoler og klubber, som institutionen har været katalysator for i de senere år. En indsats, der ifølge Youth Sport Trust har været med til at hæve antallet af børn og unge, som dyrker to timers idræt i skolen om ugen fra cirka 1,8 mio. i 2004 til 6,5 million i dag.

”Det her er katastrofalt nyt, når det gælder vore børn og unges fremtidige sundhed og trivsel og for hæren af dedikerede og passionerede folk fra hele landet, der gennem idrætten har skabt så store forandringer for unge mennesker i de senere år,” siger formanden for Youth Sport Trust, Sue Campbell, i en pressekommentar.

Youth Sport Trust mener samtidig, at nedskæringerne betyder, at de tidligere afgivne løfter om at bruge OL i London som en løftestang for idrætstilbud til børn og unge nu hænger i en tynd tråd.

Olympiske idealer frem for offentlig støtte
Youth Sport Trust har haft stærkt fokus på den traditionelle konkurrencesport i sit skolesportskoncept. Men ifølge den nye konservative undervisningsminister, Michael Gove, er andelen af børnene, som dyrker konkurrencesport i skolerne, trods indsatsen forblevet skuffende lav med en deltagelse på cirka 40 pct. 

I sin begrundelse for at fjerne tilskuddet til Youth Sport Trust argumenterer han for, at skolerne uden de offentlige tilskud i højere grad vil blive inspireret til at skabe en vedvarende ’olympisk arv’:

”Den bedste måde at skabe en vedvarende olympiske arv i skolerne er ved at give dem frihed og incitamenter til at organisere den selv – og for dem selv – snarere end at tvinge en centraliseret regeringsskabelon ned over dem,” skriver Michael Gove.

I sit brev til Youth Sport Trust efterlyser han samtidig en endnu mere ’olympisk inspireret’ tilgang til skolesporten.

”Jeg tror fast på, at idealerne fra de olympiske og paralympiske lege kan blive en inspirationskilde for alle unge mennesker – ikke kun vores mest lovende unge udøvere. Faktisk kropsliggør de kernen i det at præstere og forbedre sig, som de bedste skoler (allerede) manifesterer i sportstilbuddene til alle deres elever.”

Må nedlægge idrætsanlæg
Hvordan de olympiske idealer i praksis skal kompensere for nedskæringerne står mere uklart. 

Breddeidrættens krise forstærkes ifølge avisen The Guardian desuden af, at regeringen skærer kraftigt i støtten til de lokale counties – dvs. amter – som i England står for hovedparten af de offentligt drevne idrætsfaciliteter. Da driften af idrætsfaciliteter ikke er en lovfæstet opgaver, kan det betyde omfattende lukninger af offentlige idrætsanlæg og svømmehaller.

Det gælder bl.a. i Durham County i det nordøstlige England, hvor den politiske leder, Simon Henig, forudser, at det ikke vil være muligt at bevare lokalområdets 17 offentlige idræts- og fritidscentre. Han anklager regeringen for kun at tænke i tal og ikke på mennesker i forbindelse med sparerunden.

”Det er os, som ser de effekter, det vil få på menneskers liv og sundhed – i en tid, hvor vores største sundhedsudfordring er fedme,” siger han til avisen.

 

Et idrætspolitisk statement

The Guardians idrætspolitiske kommentator, David Conn konkluderer, at regeringen med sine seneste initiativer kan opgive alle tidligere fremførte ambitioner om at få to millioner flere gjort fysisk aktive i OL-året 2012.

Ifølge Conn har forestillingen om, at OL ville få mange til at kaste sig over idrætten, hele tiden været et skønmaleri, og med de håndfaste nedskæringer er et boom i idrætsdeltagelsen ren utopi. Han betegner nedskæringerne på idrætsområdet som et statement om den nye konservativ-liberale regerings idrætspolitik.

”Det at forbedre de landsdækkende muligheder for at blive mere fysisk aktiv er dyrt og svært, og nogle omhyggeligt opbyggede netværk vil blive ødelagt. Men selve de 9,3 mia. pund dyre olympiske lege, disse få dage i 2012, skal forblive overdådige, for her ’vil hele verdens øjne hvile på os’.”

-bang

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.