’Glädjekalkyler’ styrer arenaer

Budgetter, som eksploderer, urealistiske forretningsplaner, dårlig projektledelse og overoptimistiske forventninger til byggeriernes betydning for lokalsamfundet.

Listen over synder er lang i en ny svensk rapport, der sætter kritisk lys på de mange kommunalt støttede og opførte arenaprojekter i Sverige. Frem for kølig, realistisk planlægning er mange af de svenske arenaprojekter drevet frem af ’gläjekalkyler’ – jubeloptimistiske forventninger – som det hedder i rapporten ’Arenafeber – glädjekalkyler när svenska kommuner bygger nya arenor’.

Resultatet er blevet en byggelyst, der overgår den danske arenafeber, men også en stor og kritisabel regning til skatteborgerne, vurderer Philip Lerulf fra den borgerligt-liberale tænketank Timbro, der på vegne af den private institution ’Ombudsmanden mod sløseri med skattepenge’ har analyseret det svenske arenaboom.

Analyse af syv projekter
Analysen bygger på en gennemgang af arenaprojekterne i kommunerne Lund, Kristianstad, Helsingborg, Ystad, Uppsala, Sandviken og Falkenberg, der alle kritiseres i varierende grad. 

Eksempelvis steg prisen på den netop færdigbyggede Kristianstad Arena, der har små 5.000 siddepladser, med 25 pct. til 330 mio. svenske kr. inden for blot et halvt år, ligesom arenaen ifølge rapporten vil kræve et årligt kommunalt driftstilskud på 35 mio. kr. Penge, som kommunen må finde i sine nedskæringsramte budgetter.

Og i Uppsala er den projekterede arena med op til 10.000 siddepladser ved at runde 650 mio. kroner, efter at byggeriet oprindeligt blev anslået til at koste knapt det halve. Selv om rapporten roser projektet for primært at være privat finansieret, bidrager kommunen alligevel med 150 mio. i rentefri lån, ligesom den forventede driftsstøtte er hævet fra 10 til 15 mio. kr. årligt.

Tre typiske fejl
På baggrund af de syv cases peger rapporten på tre kritisable forhold, der ofte går igen, når kommuner opfører store arenaer i Sverige: 

Beslutningsgrundlaget er mangelfuldt, når kommunerne går ind i arenaprojekter. Byggeomkostningerne er sat for lavt – ofte er de under halvdelen af de reelle omkostninger. Samtidig kan driftsbudgetterne være mangelfulde eller alt for optimistiske. I begge tilfælde ender regningen hos skatteborgerne.

Svag projektstyring præger byggerierne, fordi kommuner ofte forcerer byggeriet igennem. Man overvurderer således projekternes betydning for lokalsamfundets udvikling eller frygter konkurrencen fra andre kommuner med tilsvarende projekter på tegnebrættet.

Ekstra driftsomkostninger rammer andre kommunale opgaver, fordi kommunerne har begrænsede ressourcer. Igen rammes borgerne – denne gang typisk i form af ringere kommunal service.

I forordet til rapporten skriver den svenske ombudsmand mod sløseri med skattepenge, Johan Ingerö, at stikprøveundersøgelsen blandt arenaprojekterne afslører inkompetence, manglende seriøsitet og sløseri med offentlige midler. Pengene kunne således være brugt på mindre skat eller bedre velfærdsydelser.

”I stedet er de gået tabt i arenafeberen,” konkluderer han.