Foreningsdrevne fitnesscentre i fokus

Foreningsdrevne fitnesscentre er vokset frem i de seneste ti år som foreningsidrættens svar på den kommercielle fitnessbranches kraftige vækst.

Nu sætter to nye undersøgelser fra Idan fokus på aktive medlemmer i de foreningsbaserede fitnesscentre under henholdsvis Firmaidrætten og udviklingsprojektet Foreningsfitness, som er et partnerskab mellem Danmarks Idræts-Forbund (DIF) og Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI).

Undersøgelserne ligger i forlængelse af en tilsvarende kundeundersøgelse blandt kommercielle fitnesscentre og viser på linje med denne, at fitness både formår at motivere nye grupper til fysisk aktivitet og fremmer den selvvurderede sundhed blandt en stor del af medlemmerne.

Aktiverer inaktive
Blandt alle de foreningsdrevne centre angiver 18 pct. således, at de var fysisk inaktive, inden de meldte sig ind i fitnesscentre. 

Cirka dobbelt så mange – 34 pct. blandt alle medlemmerne under Foreningsfitness og 42 pct. under Firmaidrætten – vurderer desuden, at de har opnået fremgang i deres helbredstilstand siden indmeldelsen.

For et stort mindretal – 32 pct. hos Foreningsfitness og 26 pct. hos Firmaidrætten – er fitness desuden den eneste idrætsgren eller motionsform.

Under ét konkluderer rapporterne, at fitnesstræningen i høj grad er en aktivitet, man går til på linje med andre idrætsgrene. Deltagerne træner således hele året, ligesom træningen har selvstændighed værdi. Kun et forsvindende lille mindretal bruger fitness som en form for grundtræning til en anden, primær idrætsgren.

Individuel træning og det sociale fællesskab
Generelt er tilfredsheden med fitnesscentrene rammer og tilbud meget høj blandt medlemmerne. Det gælder både i forhold til faciliteterne, udstyret, træningen, instruktørerne og det generelle serviceniveau. 

Dog er tilfredsheden med udbuddet af holdaktiviteter noget lavere blandt medlemmerne, hvilket sandsynligvis afspejler, at mange foreningsdrevne centre ikke udbyder holdtræning.

Dette viser sig også ved, at hovedparten af medlemmerne under Foreningsfitness kun træner individuelt. På længere sigt kan dette blive en udfordring, fordi holdaktiviteter generelt ser ud til at styrke tilfredsheden hos medlemmerne, og fordi produktudviklingen indenfor holdtræning har tiltrukket mange nye kunder til kommercielle centre. Disse nye grupper risikerer foreningerne at gå glip af.

Trods de mange 'solister' i centrene føler cirka halvdelen af medlemmerne dog, at de en del af et socialt fællesskab og cirka en tredjedel har ligefrem formået at danne nye venskaber i fitnesscentret (32 pct. hos Foreningsfitness og 40 pct. hos Firmaidrætten). 

Foreningen er vigtig men ikke afgørende
For de store idrætsorganisationer har satsningen på etableringen af fitnesscentre været et spørgsmål at om at sikre foreningslivet fodfæste på et ellers gennemkommercialiseret fitnessmarked. 

I forhold til spørgsmålet om, hvor stor betydning selve foreningsdimensionen har for medlemmerne, er resultaterne fra undersøgelsen tvetydige.

På den ene side giver mange medlemmer – især under Foreningsfitness – udtryk for, at de ser det som noget positivt, at centret er foreningsdrevent, og 28 pct. af Foreningsfitness' medlemmer afviser at ville træne i et kommercielt center med de samme tilbud.

På den anden side siger blot 15 pct. af medlemmerne under Foreningsfitness, at det var afgørende for dem, at centret var foreningsdrevet, da de meldte sig ind. Under Firmaidrætten er tallet endda helt nede på 5 pct.

Rapporten konkluderer derfor, at de foreningsdrevne centre ikke kun kan overleve på at være foreningsdrevne, men må kunne konkurrence på pris og kvalitet i forhold til andre aktører på markedet. Indtil videre ser dette ud til at lykkes.

De to undersøgelser bygger på 1.616 fuldførte besvarelser blandt medlemmer af 22 foreningsdrevne centre under Foreningsfitness samt 226 fuldførte besvarelser blandt medlemmer af fem foreningsdrevne centre under Firmaidrætten.