Skandalernes lege
23.08.2010
Af Henrik H. BrandtOktober måneds Commonwealth Games i den indiske hovedstad New Delhi skulle have trukket to millioner turister til landet, lært Indiens voksende middelklasse at dyrke idræt i fritiden og bekræftet landets udvikling som en voksende og moderne økonomi.
I stedet er legene få uger før åbningen den 3. oktober endt som symbol på landets ineffektive bureaukrati og enorme korruptionsproblemer. Næsten hver dag bringer indiske aviser som Times of India eller Hindustan Times afsløringer om byggeskandaler, korruption, returkommission og nepotisme.
Stigende udgifter
I det oprindelige bud på legene fra 2003 angav den indiske olympiske komité en pris på knapt 2,4 mia. danske kr. for værtskabet. Regeringens seneste officielle estimat over omkostningerne fra marts måned lyder på over 12 mia. kr., mens en uafhængig revisionsrapport under ledelse af den tidligere chefdommer for landsretten i New Delhi, A. P. Shah, fra maj måned hævdede, at de samlede omkostninger var steget til 37 mia. kr.
Indiens premierminister Manmohan Singh har i slutspurten sat legene under administration. Under en tumultagtig debat i det indiske parlament den 9. august betegnede oppositionen legene som “plyndring af offentlige penge, mens minister for byplanlægning, S Jaipal Reddy, lovede, at alle involverede i korruption i forbindelse med legene “ville blive forfulgt til verdens ende, om det så var London eller Timbuktu.”
På trods af de massive problemer i New Delhi sendte IOC-præsident Jacques Rogge i denne uge et optimistisk signal for legene:
“Jeg er optimistisk på trods af alt, der skrives om legene i pessimistiske medier. Legene vil vise Indiens kapacitet til at organisere et storslået arrangement,” sagde Jacques Rogge.