VM-analyse: Blev sydafrikanerne kun en oplevelse rigere?

Efter, at vuvuzela-hornene er forstummet i det sydafrikanske VM-værtsland, melder spørgsmålet sig, hvad sydafrikanerne egentlig fik ud af den store sportsbegivenhed? Var det, som ofte argumenteret forud for slutrunden, den store økonomiske saltvandsindsprøjtning eller reelt en underskudsforretning, der nu har dryppet skamstøtter af store fodboldstadions ud over det sydlige Afrika?

Arrangementsmæssigt set forløb slutrunden uden de store problemer, men skal man besvare spørgsmålet med udgangspunkt i den foreliggende viden, er det tvivlsomt, om eventen har haft meget anden værdi end den rent brandingmæssige.

Hvad er de økonomiske effekter af store sportsevents?
Det er de senere år nærmest været en trend såvel nationalt som internationalt at anse internationale sportsevents som de rene pengemaskiner. Kan man rage sig et sportsmesterskab eller et OL til landet, vil det betale sig mange gange igen. Store dele af den oplevelsesøkonomiske tankegang underbygger denne forestilling, da netop tilskuersportsgrene som fodbold ses som magnet for sportsturisme og international medieomtale og dermed vækst. 

Det vil da også være forkert at sige, at der ikke effekter, når man trækker internationale begivenheder til Danmark. Sport Event Danmarks egne studier af hjemlige arrangementer dokumenterer det. Omtalemæssigt er der også effekter at måle. Problemet er bare, at der i politiske sammenhænge er en tendens til at overdrive effekterne af især de afledede økonomiske gevinster, der til tider blæses op til at være et vidundermiddel mod nedadgående samfundsøkonomiske konjunkturer. Forud for slutrunden forudsagde forskellige analytikere sågar en positiv indvirkning på det danske BNP med op mod 10 procents vækstrater, hvis danskerne gik hen og vandt mesterskabet.

Da Danmark som bekendt end ikke nåede mellemrunden, bliver det selvsagt vanskeligt at afprøve den forudsigelse, men hvad angår effekterne for værtslandet, kan man udtale sig rimeligt ædrueligt. Kort sagt tyder forskningen på, at sportsbegivenheder ikke gør deres værtslande rige. I nogle tilfælde kan de faktisk virke dæmpende på den økonomiske vækst. Hvad siger erfaringerne?

Effekterne er begrænsede
Den internationale anerkendte sportsøkonom og professor fra Cass Business School i London, Stefan Szymanski, har senest – dels i en artikel fra Journal of Economic Psychology og dels i samme forfatters bog ’Soccernomics’ – gennemgået litteraturen på området i samarbejde med kollegaer fra andre internationale forskningsinstitutioner. Samlet kommer han frem til følgende: 

1) Flere arbejdspladser:
Det er tvivlsomt, om store sportsbegivenheder skaber voldsomme effekter i form af øget beskæftigelse. I forbindelse med investeringer i opvisningsfaciliteter, der hovedsageligt er offentligt finansierede, er det rigtigt, at der på kort sigt skabes beskæftigelse i byggesektoren. Men da offentlige investeringer som regel ofte gøres på baggrund af nedprioriteringer af andre potentielle offentlige udgifter, modsvares investeringer som regel af mindre forbrug på andre områder.

En anden mulighed er, at investeringerne modsvares af højere skatter, men de virker typisk dæmpende på det private forbrug. Desuden hentes ofte udenlandske entreprenører og arbejdere ind til at udføre bygningsarbejdet, hvilket medfører en negativ virkning på de indenlandske effekter. Samtidig vil privat forbrug på sportsrelaterede ydelser under afviklingen af eventen modsvares af en tilsvarende nedgang i forbrug i andre sektorer, da forbrugerne alt andet lige kun har et begrænset budget til rådighed.

Endelig er arbejdspladser skabt i forbindelse med facilitetsbyggeri og afvikling af store idrætsbegivenheder som regel kortvarige og/eller deltidsstillinger i serviceerhverv, der i stort omfang forsvinder, når arrangementet er afviklet. Begivenheden bidrager derfor kun begrænset til væksten i permanente fuldtidsjob.

2) Hvide elefanter:
Rettighederne til at blive værtsnation for en stor international begivenhed kommer ofte i intens international konkurrence med andre værtskandidater. Den, der får begivenheden, er som regel den nation, der lover mest og giver det flotteste show. Det koster, i sær når nationerne overbyder hinanden i budfasen.

En af de største udfordringer er derfor spørgsmålet om, hvad man skal bruge de nye flotte stadionanlæg til, når arrangementet er ovre, og murstenene er sat. Typisk kan anlæggene ikke drives uden store offentlige driftsomkostninger, ligesom udnyttelsen ofte er lav i forhold til investeringen. Ligeledes sprænger byggerierne ofte anlægsbudgetterne på grund af den fokuserede efterspørgsel forud for eventen samt kravet om at blive færdig med faciliteterne, inden begivenheden begynder. Overskridelse af budgetterne så man fx ved OL i Sydney, Athen og nu også i London. I Sydafrika er udgifterne ligeledes store.

3) Større turismeindtægter:
Det er indlysende, at en stor begivenhed tiltrækker turister, der vil forbruge, mens de er i landet. Det giver indtægter til såvel offentlige som private aktører. Problemet er bare, at det er meget svært at måle den nøjagtige effekt. Ifølge Szymanski og andre økonomer med speciale i megaevents findes der en hel industri af konsulenter, der altid kan opstille et positivt regnestykke, men problemet er, at forudsætningerne som regel er overoptimistiske.

Derudover kan man aldrig afgøre, hvor godt eller dårligt regnestykket reelt tager sig ud i forhold til virkeligheden, fordi det eneste sammenligningsgrundlag er en situation, hvor begivenheden ikke blev afholdt. Men vinder man rettighederne og holder begivenheden, forsvinder den dimension i sagens natur, hvilket gør det umuligt at vurdere, om en eventuel positiv effekt alene kan tilskrives eventen eller andre forhold som gunstige konjunkturer, der tilfældigvis indtraf samtidig.

Hvad angår turistforbrug taler man endvidere om ’crowding out effekter’, hvor turister, der ville være kommet til byen, i stedet bliver væk, fordi de ikke gider befinde sig midt i orkanens øje, når de er på ferie. Skulle turister fra andre egne af landet i stedet komme til eventområdet, omdistribuerer de så at sige blot forbruget, så den totale effekt på nationalt niveau er nul. Ved VM i Tyskland i 2006 var omkring en fjerdedel af turisterne enten ’time shifters’, der ville have været kommet til Tyskland alligevel på et andet tidspunkt og derfor have forbrugt pengene der, eller turister som alligevel var i landet, men blot lagde vejen omkring slutrunden, fordi den nu engang blev afholdt.

Samlet set oversteg de offentlige investeringer ifølge Szymanski turismeforbruget ved den i øvrigt succesfuldt afholdte slutrunde i Tyskland. Ved VM i Sydafrika var de store rejseomkostninger og mange gæsters betænkeligheder ved sikkerheden et særligt problem, som medførte, at arrangørernes salg af hospitality-pakker til virksomheder var langt under det forventede. Selv om der var pænt fyldt på tribunerne til de fleste kampe, var de dyre VIP-sæder ofte tomme.

Men sportevents kan dulme sorgerne over tidernes ugunst
Selv om det således ikke er nogen guldrandet forretning at være vært ved store sportsevents, kan man hente begrundelser for investeringer i store sportsevents andre steder. Ifølge Stefan Szymanski, Robert McCulloch og Georgios Kavetos kan der således ses en ’lykkeeffekt’ i de lande, der har været værtsnation for store slutrunder som fx FIFA World Cup. 

Konkret har ovennævnte forskere analyseret data fra Kommissionens Eurobarometer indhentet i perioder, hvor der var store fodboldslutrunder afholdt på europæisk jord. Konkret otte slutrunder, herunder Italien og Frankrig for VM i 1990 og 1998 samt EM i Italien (1980), Frankrig (1984), Vest-Tyskland (1992), England (1996) og Holland og Belgien (2000).

Resultatet er ifølge Szymanski klart: I alle nationer med undtagelse af én skete der et signifikant opadgående hop i den selvopfattede lykke. Desuden var effekten rimelig permanent. I forhold til VM-slutrunder var effekten for alle undergrupper af adspurgte stadig til stede efter såvel to som fire år, omend EM-slutrunder havde en hurtigere aftagende effekt. Allerede efter ét år var effekten aftaget.

Blev sydafrikanerne også lykkeligere?
Når sydafrikanerne således ikke har fået noget voldsomt økonomisk ud af VM-slutrunden, kan man da forvente, at de i stedet er blevet lykkeligere? Vi ved det ikke præcist, da der ikke er noget data at analysere på. Hverken fra før eller efter. 

Men Ifølge Szymanski er problemet i forhold til Sydafrika, at lykkeeffekten af at være værtsnation formentlig primært virker ind, når nationernes befolkninger allerede har et vist materielt velstandsniveau. Ifølge Szymanski ligger dette på omkring 15.000 dollars pr. indbygger om året. Desværre lever den gennemsnitlige sydafrikaner langt under denne standard.

Passer dette regnestykke, vil sydafrikanerne blive mere lykkelige af at få hævet deres generelle levestandard, da tilvæksten i lykke afledt af en absolut materiel velstandsstigning indtil det nævnte velstandsniveau synes at være højere end den tilsvarende lykkeeffekt afledt af en stor idrætsbegivenhed i et land med relativ lav levestandard.

Dette forhold kan man f.eks. illustrere ved at pege på, at investeringen i de mange fodboldstadions, som regeringen alene har bidraget med næsten 10 mia. kr. til, langt overstiger de statslige midler, der årligt investeres til boliger for landets fattige borgere.

Spørgsmålet er derfor, om VM overhovedet har gavnet den menige sydafrikaner? Set i forhold til, at afrikanerne med ret stor sandsynlighed ville være blevet relativt lykkeligere af en forøget levestandard, kunne investeringerne i afholdelse af en stor sportsbegivenhed som VM utvivlsomt have været brugt anderledes med et bedre og mere målbart resultat.