Storbybold

I en rapport udgivet af De Forenede Nationer udpeges Tokyo til at være verdens største by i 2007 med 35,7 millioner indbyggere. I 2025 vil den fortsat være i førerpositionen dog ”kun” med 0,7 millioner flere beboere. Det giver byen eneretten til titlen ”primary city”, hvilket defineres som en by bestående af mere end 40 procent af landets befolkning. Ud over tætheden har japanernes hovedstad nogle af verdens dyreste grundpriser og – sammenlignet med tilsvarende byer – langt færre grønne områder. Betyder det så, at den fortættede by fortrænger sportens arenaer til byperi-ferien med en øget pendling som resultat? Næ, ikke nødvendigvis.

Til trods for de hårde odds ser man nemlig rum til idræt stikke frem overalt i Tokyo. Ud over at facilitere de uhyre populære sportsgrene baseball og urban golf er også idrætsgrenen futsal stærkt på vej frem. Sådan som futsal er formuleret i Japan, er sporten nærmest et spejlbillede af virke-ligheden i den pladshungrende by. Den udnytter fleksibelt byens restrum, dér hvor mennesker kommer og færdes. Banerne anlægges på steder, hvor det synes allermest umuligt. Spillet er en slags modgift til storbyens anonymitet, fordi det dyrkes af alle på tværs af køn, alder og status. Og endelig har banerne i Tokyo mange forskellige dimensioner, hvilket giver hvert sted sin egen karakter og stemning. Det er midlertidig spillerum, der er billige at opføre og fjerne igen.

Hvad er futsal
Futsal er et ungt spil. Det siges at være opstået i Sydamerika i 1930erne og navnet kommer dels fra portugisisk, futebol de salão, dels fra spansk, fútbol sala/de salon. Spillet kan lettest forklares som indendørs fodbold eller Five-a-side. Men i modsætning til indendørs fodbold er der ingen bander langs banens sider, som spillerne kan udnytte til at ændre boldens bane. Bolden i futsal er mindre og tungere end en fodbold og har derfor et lavt opspring. Dette gør hovedstødsmål sjæld-nere. Til gengæld medfører det et hurtigere spil med større udfordringer til spillernes tekniske og taktiske kunnen, kreativitet og fysiske samt mentale koordinationsevner. Der er fem spillere på banen ad gangen og to dommere. Spilletid og antal halvlege ligger ikke fast men aftales med tur-neringsledelsen. Og endelig er glidende tacklinger og hård fysisk kontakt mellem spillerne ikke tilladte. Og netop forsøget på at dæmpe antallet af skader gør futsal populært. 

Det interessante er, at rummet til futsal kan have mange forskellige dimensioner. Det udspringer muligvis af, at den gren af spillet, som opstod i Brasilien, anvendte basketballbaner, der er 28 x 15 meter i størrelsen. Andre steder, især i Europa, blev det håndboldbanens dimensioner på 20 x 40 meter, som spillerne udfolder sig i. Disse forskelle gør muligvis, at der selv i de danske regler står, at banens længde blot skal være mellem 25-42 meter og 15-25 meter i bredden.

Denne fleksibilitet er optimal i en by, hvor plads er en luksus, kun de færreste har råd til. Banerne i Tokyo får form efter det spillerum, der er til stede. Således er f.eks. main pitch ved Tokyo To-wer Studio 15 x 9 meter, ved Shinjuku Alcott 22 x 12 meter, Printemps Ginza 32 x 16 meter og Tanashi ASTAdium 31 x 17 meter.

Spillet, der udfolder sig i disse skalaløse rum, er i sin konfiguration og komposition et stadigt større studie værd. Storbyen er et intenst sitrende bagtæppe for handlingerne, uanset om spillet foregår i dagslys om eller natten. Publikum er altid til stede i de omkringliggende kontor- og bo-ligtårne, der knejsende danner banens rumlige afgrænsning. Det er dygtige spillere, som er på ba-nen. Og byen er - som kulisse - tydeligvis med til at gøre dem bedre. Som tilskuere kommer vi meget tæt på spillerne og fornemmer tydeligt sveden og råbene i luften. Futsal er i disse rammer ikke en afart af fodbold men en idræt med sin helt egen urbane autentisitet og identitet.

Primary City Sport
Futsal ér ideel i den fortættede by. Populariteten i Japan kom for alvor, da landet havde afholdt VM i fodbold i 2002 sammen med Korea. Det vurderes således, at der i Japan er mere end 300.000 spillere, hvoraf ca. 120.000 er kvinder. Ifølge den japanske avis Weekly Yomiuri kan især kvinderne godt lide spillets sociale potentiale, fordi de her har chancen for at møde nye venner. 

Set fra en byplanlægningsmæssig vinkel er der mindst to vigtige erfaringer, som man kan gøre sig på baggrund af futsalbanernes succes i Tokyo. Dels af den bynærhed, hvormed de anlægges. Dels af de mulige og umulige sammenhænge og kombinationer, som de indgår i.

Af de mange baner, vi har studeret i de sidste år, er de korte gåafstand til metro, tog eller bus hele tiden et hovedargument. Jo kortere afstand og jo bedre tilgængelighed desto mere tiltalende synes de at være. Afstanden til nærmeste offentlige transportmiddel anføres typisk til at være mellem 1 og 15 minutter. Rekorden gør Adidas-football Park krav på, idet de i deres salgsmateriale hævder, at gåafstanden til Shibuya Station er 0 minutter. Påstanden er ikke helt forkert, idet banen netop er placeret på toppen af et af byens travleste knudepunkter. Shibuya Station krydses af tre subwaylinier og hovedlinien JR Yamanote. Og denne terminal er ikke enkeltstående. Også ved kæmpestationerne Shinjuku, Yurakucho og Ohsaki, hvor hundredtusindvis af pendlere passerer hver dag, spilles der futsal.

Ud over at være placeret stationsnært anlægges banerne gerne i forbindelse med funktioner, der i forvejen trækker mennesker til: Varehuse, restauranter, parker og daginstitutioner. Prestigefyldte stormagasiner i verdensklassen såsom Mitsukoshi, Tokyu, Livin og Printemps har baner på taget. Publikum er der i forvejen og varehuset giver prestige til foreningerne.

I den 330 meter lange Miyashita Park, kun fem minutter fra Shibuya Station, er anlagt to futsal-baner. Parken er usædvanlig, fordi den med sine træer, buske og utallige hjemløse ”svæver” som 1. salen over et enormt parkeringshus. Og på de kunstige øer i Tokyo Bugten, i Toyocho, har den lokale børnehave Buddy Sports Kindergarten fået Futsal Club Tokyo som nabo. Kundegruppen er helt tydeligt børnene, der ikke behøver at krydse de stærkt trafikerede veje men blot skifte tøj i nabobygningen.

Ingen guidebog
Futsalklubberne i denne artikel er ikke fundet i en guidebog. Den findes ikke. Eksemplerne er opsporet med hjælp fra studerende på Tokyo Institute of Technology. For mange af holdene base-rer sig på det klubløse netværk, hvor træning aftales via en sms. Men uanset om foreningerne er svære at lokalisere, har den japanske udgave af futsal et enormt potentiale. Den henvender sig til mænd og kvinder i alle aldre og uanset træningsniveau. De grønne aktionsrum er arrogant place-rede hybrider, der påminder den forbipasserende om, at der sagtens kan dyrkes idræt direkte i storbyernes vrimmel. Det kan vi lære meget af i Europa - og især i USA. Vi er på vej mod det fa-cilitetsløse idrætsrum.