Forum er centralt i eventfællesskaber på Arena365.com

25.06.2010

Af Martin Hedal
Lillebælt Halvmarathon og mountainbikeserierne Slush Cup og Dust Cup anvender den ’virtuelle idrætsarena’ Arena365.com. I alt 1250 brugere kan her være i dialog med stævneledelsen, men aktivitetsniveauet skal ifølge eventarrangørerne højnes fremover.

Denne artikel er en del af Idans projekt ’Idrættens virtuelle arenaer’. Artiklen bygger på kvalitative interviews. Besøg projektets temaside.

Arena365.com har eksisteret siden august 2009 og er dermed stadig et meget ungt site, hvor brugerne skal vænne sig til mulighederne. Det gælder også i sitets fællesskaber omkring Lillebælt Halvmarathon med ca. 1000 profiler og vintermountainbikeserien Slush Cup (og sommerpendanten Dust Cup) med ca. 250 profiler tilmeldt.

Eventarrangørerne har hver især høstet en række erfaringer med at bruge Arena365 som kommunikationsværktøj. De anvender sitet lidt forskelligt, men kommunikation til og med brugerne (som ofte er deltagere i eventen) er et centralt element.

Bedre dialog
For stævnearrangør i Slush Cup, Rico Busk, har Arena365.com især givet ham muligheden for at komme i tæt dialog med de mountainbikeryttere, der deltager i de seks løb, som serien består af. Han forklarer:

”Man får et indtryk af, hvor deltagerne er i det her, og man får selv muligheden for at retfærdiggøre sine valg og skrive, hvilke tanker der ligger bag dem. Det giver en øget forståelse mellem stævneledelsen og rytterne.”

Helt konkret har Rico Busk eksempelvis brugt forummet til at finde ud af, om der er størst stemning for gratis roulade eller varm aftensmad til 30 kr. i forbindelse med løbene. Han mener, at ’arenaen’ i flere tilfælde har gjort hverdagen lettere for ham som arrangør.

Kommenterede blogindlæg
Lillebælt Marathon har i højere grad brugt Arena365.com som en blog med mulighed for at kommentere. Anders Ejbye-Ernst, der er pressechef for løbet, havde i begyndelsen lagt op til et åbent forum:

”I starten kunne alle skrive indlæg, men folk ville som regel bare bytte startnumre, og så druknede de vigtige indlæg,” forklarer han.

Derfor satte Anders Ejbye-Ernst begrænsning på, så kun folk med ’administrator’-adgang kunne oprette indlæg. Det er primært ugentlige løbeprogrammer og træningsråd, som han lægger ind, og der kommer ifølge pressechefen typisk 15-25 kommentarer til hans blogindlæg.

Gerne mere aktivitet 
Begge events kunne godt tænke sig mere aktivitet i hvert deres ’virtuelle’ fællesskab på Arena365.com. Det kræver dog ifølge Anders Ejbye-Ernst ressourcer at igangsætte flere initiativer på sitet, og så bliver det ofte et spørgsmål om prioriteringer set fra eventarrangørens side. Hans oplevelse er således, at hans brugere skal opfordres til at kommunikere med hinanden. 

Også Rico Busk vil gerne øge aktivitetsniveauet:

”Jeg vil gerne have flere med på Arena365, og jeg kunne også godt tænke mig, at de var lidt mere aktive, dem der er med. Det er, som jeg forventede, men mit mål er at øge aktivitetsniveauet pr. forummedlem og øge det absolutte antal af forummedlemmer. Det kunne være sjovt, men lige nu får jeg faktisk den information, jeg skal bruge til mine egne dispositioner i stævneledelsen.”

Konkurrence på nettet 
Arena365.com rummer forskellige funktioner til socialisering omkring eller organisering af idræt, men de to eventmænd fra Lillebælt Marathon og Slush Cup gør opmærksom på, at der også er mange andre sportsrelaterede værktøjer på nettet, som deres deltagere anvender i forvejen.

Eksempelvis bruger mange mountainbikeryttere et rutedelingsværktøj som GPSies.com, mange løbere socialiserer sig på et site som Dourun.dk, og mange internetbrugere anvender internationale sites til billeddeling.

Der er således skarp konkurrence om brugernes gunst, og indtil videre er det altså især forumaktiviteter – mere eller mindre styrede fra arrangørens side – der er at finde i Lillebælt Marathons og Slush Cups universer på Arena365.com. Om et år er det måske helt anderledes.  

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Idrættens Analyseinstitut forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.