Dyster fremtid for VM-stadions

Millioner af mennesker vil om ganske kort tid rette blikket mod Sydafrika og VM-slutrunden i fodbold, og folk vil møde stadions, der bliver fremhævet som storslåede arkitektoniske mesterværker.

Sydafrika har investeret milliarder af kroner i bygningsværker, som skal vise landet frem. Men hvordan ser det ud for disse stadions på den lange bane?

Rapporten ’Player and Referee. Conflicting interests and the 2010 FIFA World Cup’ fra Institute for Security Studies tegner et dystert billede af fremtiden for Sydafrikas VM-stadions og stiller spørgsmålstegn ved, hvor meget den sydafrikanske befolkning får ud af de store stadioninvesteringer.

Det sker i tre kapitler skrevet af lokale journalister, der sætter fokus på VM’s tre største stadionbyggerier: Moses Mabhida Stadium i Durban til cirka 2,4 mia.kr., Soccer City i Johannesburg til cirka 2,7 mia.kr. og Cape Town Stadium til hele 3,5 mia.kr. Dertil kommer infrastrukturen omkring byggerierne.

De tre cases konkluderer, at det er overvejende sandsynligt, at stadionanlæggene i fremtiden bliver underskudsforretninger for byerne, og at sydafrikanerne næppe kommer til at mærke positive effekter af de store investeringer. De risikerer at stå tilbage som tomme omkostningsfulde monumenter – såkaldte ’hvide elefanter’.

Rapporten slår samtidig fast, at FIFA tager størstedelen af overskuddet fra eventen. Det være sig f.eks. sponsorindtægter og ikke mindst pengene fra tv-rettigheder. Kun en andel af billetindtægterne går direkte tilbage til værtsbyerne.

Smukke tv-billeder kontra lokal udvikling
En af rapportens cases, skrevet af Karen Schoonbee og Stefaans Brümmer, stiller skarpt på problematikken omkring placeringen af det nye Cape Town Stadium i Green Point. 

Cape Towns to eksisterende stadions skulle i den oprindelige plan have dannet rammen om byens VM-kampe. Fordelen var, at det ene, Newlands Stadium, kun krævede en mindre ombygning. Det andet, Athlone Stadium, ligger i et belastet område, og det ville få gavn af den infrastrukturelle udvikling, ligesom der i lokalområdet er stor opbakning til fodbold.

FIFA så dog andre muligheder i Cape Town. Et nyt stadion nær vandet og med bjerge omkring ville give de bedste tv-billeder, og turisterne ville få det bedste synsmæssige indtryk af byen. Ifølge forfatterne svingede FIFA med præsidenten Sepp Blatter derfor dirigentstokken og gennemtrumfede det nye Green Point Stadium.

Men Cape Town Stadium ligger i et område uden fodboldopbakning og har med sine små 70.000 tilskuerpladser en størrelse, så ingen med sandsynlighed fremover vil bruge det. Artiklen peger derfor på, at Cape Town ved udgangen af VM står med en stor hvid elefant.

Intet sportsligt fundament
Rapporten rejser også tvivl om, hvorvidt værtsbyerne vil være i stand til at forvalte og drive stadionanlæggene profitabelt fremover. 

Sam Sole peger i sin case om Durbans Moses Mabhida Stadium på det manglende lokale sportslige fundament for stadionbyggeriet, som efter VM vil gøre det umuligt at fylde stadion op til sportsevents.

Som de øvrige VM-stadions har Moses Mabhida med plads til 70.000 mennesker siddepladser langt større kapacitet, end nogen sportsgren kan udnytte til kampe. Det gælder i særdeleshed inden for fodbold, hvor kun nogle få tusinde i gennemsnit kommer til kampene i den bedste sydafrikanske liga.

Rugby har som den største publikumssport i Sydafrika bedst potentiale til at bruge de store anlæg, men heller ikke rugby ønsker at flytte hjemmebaner til de store arenaer.

Sydafrikanerne bliver sorteper
En plan for den fremtidige drift af Soccer City Stadium i Johannesburg, hvor Danmark spiller sin åbningskamp mod Holland, synes dog at ligge klar. Byen har hyret et firma til at drive stadion de næste ti år frem. Men som Rob Rose belyser i casen fra Johannesburg, så er der store problemer med kontrakten omkring driften af det 70.000 siddepladser store Soccer City. 

Betingelserne for kontrakten er uklare, men det står klart, at de lokale sydafrikanere ikke kommer til at se skyggen af eventuelle overskud. Firmaet bag driften af Soccer City tager det hele selv, og det er umuligt at gennemskue, hvem der modsat dækker underskud.

Artiklerne konkluderer derfor, at regningen for anlæggene i fremtiden ender hos de lokale bystyrer, og at de store byggeprojekter ikke har været en fornuftig investering i fremtiden for Sydafrika.

Tværtimod bliver konsekvensen, at pengene må tages fra sydafrikanerne og investeringerne, som ellers kunne have været lavet i byerne og lokalområderne i et land, som kæmper med store sociale problemer.