Per Stig Møller ny kulturminister
23.02.2010
Af Søren BangEfter knapt 18 måneder på posten bliver den konservative Carina Christensen afløst som kulturminister af partifællen Per Stig Møller.
Trods partifællesskabet er der tale om et klart stilskifte i Nybrogade.
Mens Carina Christensen ved sin tiltræden var et kulturpolitisk ubeskrevet blad og efter hendes kritikeres mening aldrig rigtigt formåede at træde i karakter, har Per Stig Møller ved siden af sin lange politiske karriere et omfattende forfatterskab og kulturpolitisk engagement bag sig.
Per Stig Møllers udgivelser spænder bl.a. over den store biografi om Kaj Munk fra 2001 og den smallere doktordisputats ’Malte-Bruns litterære kritik og dens plads i transformationsprocessen mellem klassicisme og romantik i fransk litteraturhistorie 1800-1826’.
Inden ministerkarrieren i 1990 blev indledt under Poul Schlüter i Miljøministeriet, beklædte han bl.a. et lektorat på Sorbonne, flere ledende stillinger i DR og formandsposten for det daværende Radioråd.
Hilser ny minister velkommen
Hvilket forhold Per Stig Møller har til det idrætspolitiske område er mere usikkert, men hos DGI og DIF hilser de to formænd den nye minister velkommen.
”Per Stig Møller vil som ny kulturminister have en klar forankring i en værdibaseret kulturpolitik. Det vil harmonere godt med de initiativer og tanker om fællesskaber og idræt, som vi arbejder med i DGI,” siger DGI’s formand, Søren Møller, mens DIF lægger vægt på den nye ministers politiske pondus.
”Per Stig Møller er en yderst erfaren, velanskreven og indflydelsesrig politiker, som vi glæder os til at arbejde sammen med om den videre udvikling af såvel elite- som breddeidrætten,” siger DIF’s formand Niels Nygaard, der blandt de kommende opgaver også nævner opfølgningen på breddeidrætsbetænkningen fra sidste år og de forestående medieforhandlinger, hvor DIF gerne ser public service-aftaler om idrætten videreført.
Samtidig takker begge formænd den afgående minister for hendes indsats for en ny spillelovgivning, som er på trapperne.