Idrættens store gevinst

DIF, DGI, Firmaidrætten, Team Danmark og Lokale- og Anlægsfonden sikres sammen med de øvrige almennyttige beløbsmodtagere på tipslovens fordelingsnøgle stabile indtægter fra spillemarkedet i endnu en årrække.

De får noget nær statsgaranti for en samlet pulje på ca. 1,735 mia. kr. til udlodning i 2012, mens staten fortsat vil befinde sig på oprørt hav i bestræbelserne at hive de sædvanlige årlige afgifter hjem fra spillemarkedet.

Når forliget om den såkaldte delvise liberalisering af spillemarkedet vedtages i Folketinget i løbet af foråret har beløbsmodtagerne placeret sig forrest i køen som modtagere af indtægterne fra et statsligt lottomonopol. Staten får en langt mere udsat post som kontrollant og skatteopkræver på den liberaliserede del af spillemarkedet, hvor afgiftsprovenuet udgøres af mange bække små.

“Forlig om spillelovgivning giver ro,” hed det i den pressemeddelelse, som beløbsmodtagerne udsendte direkte efter meddelelsen om forliget fra Skatteministeriet. Beløbsmodtagerne og regeringen har kørt tæt parløb i hele processen og været enige om fælles fodslag i offentligheden i forhold til lovforslaget.

Idrætten har dikteret lov
Idrættens tilfredshed er forståelig. I praksis har Danske Spil og beløbsmodtagernes stærke lobby med DIF og DGI i spidsen dikteret principperne for den nye spillelovgivning. 

Med aftalen med regeringen om at garantere en årlig udlodning på 1,735 mia. kr. til beløbsmodtagerne fra det kommende statslige lottomonopol (Lotto, Klasselotteriet, diverse skrabespil m.v.) i 2012, har beløbsmodtagerne sikret sig statsgaranti for indtægterne i en tid med generel nedgang i forbruget og statens indtægter.

Fra 2013 er beløbsmodtagernes plads på ‘lottosolsiden’ dog knapt så sikker. Ifølge spilleeksperter er det ikke kun ‘de onde bookmakere’, men også ændrede forbrugsmønstre og manglende produktudvikling trods et stadigt ældre lottopublikum, der har fået lottoomsætningen til at vige.
De fremlagte vilkår for liberaliseringen har flere ømme punkter, som afspejler, at den såkaldte ‘delvise liberalisering’ næsten udelukkende handler om at sikre statens og beløbsmodtagernes økonomiske interesser.

Først og fremmest bygger lovforslaget udelukkende på beløbsmodtagerne og statens præmis, at indtægterne mindst skal bevares uændret med den foreslåede model. Allerede her begynder den med længsel imødesete ‘ro’ på fremtidens spillemarked at vakle.

På monopolsiden bygger bevarelsen af lottomonopolet ikke nødvendigvis på langtidsholdbar EU-juridisk grund, men på den kendsgerning, at der p.t. i EU er udbredt politisk konsensus om, at de nationale lotterier skal beskyttes – selv i lande som Storbritannien og Malta med liberale spillemarkeder. De vigtigste kommercielle spiludbydere holder sig i vidt omfang fra lotterierne, mens de arbejder for bedre adgang til markederne for sportsspil, poker osv.

Liberalisering eller stramning?
Fastholdelsen af lottomonopolet kan dog ikke alene sikre det normale samlede provenu på små tre mia. kr. til stat og beløbsmodtagere. Det liberaliserede del af markedet skal altså fortsat bidrage til festen, og regeringen er derfor endt med en model, der italesættes som en liberalisering, men som i flere henseender er en stramning set fra spillernes side. 

Med det høje afgiftsniveau er spiludbydernes største ‘incitament’ for at søge en licens i Danmark reelt regeringens skærpede forsøg på at lukke udbydere uden licens ude fra det danske marked. Lovforslaget giver Spillestyrelsen en langt større palet af ‘forbrydelser’ at bekæmpe i forsøget på at imødegå et relativt beskedent fald i afgiftsprovenu på de liberaliserede spil.

For det første bliver det gældende annonceforbud for udbydere uden dansk licens bevaret, selv om det heller ikke fremover nødvendigvis vil virke efter hensigten. Flere danske tv-kanaler sender fra London og bugner af spillereklamer, hvilket medieselskaber i Danmark finder konkurrenceforvridende. Dertil kommer, at eksempelvis søgemaskiner og sociale medier overtager en stigende del af markedsføringsbudgetterne.

For det andet suppleres annonceforbuddet med et forbud til bankerne mod betalingsoverførsler til udbydere uden licens og til internetudbyderne mod at levere trafik til hjemmesider fra spiludbydere uden licens. Sådanne ordninger er på papiret indført i USA, på vej i Norge og flere andre EU-lande, men engagerede spillere kan nemt omgå disse blokeringer i jagten på de bedste odds.

I praksis pålægger den kommende danske lov banker og internetudbydere at agere dørmænd for at beskytte et relativt beskedent afgiftsprovenu fra onlinespillene i forhold til provenuet fra lottomonopolet. Finans- og telesektoren vil hade indgrebet, og mediesektoren vil være betænkelig på ytringsfrihedens vegne. Videnskabsministeriets advarsler mod den foreslåede internetblokering er i lovprocessen blevet overtrumfet af de øvrige ministerier.

Lovens egentlige formål
Den letteste vej til at sikre kontrol med næsten hele spillemarkedet ville være at indføre lavere afgifter på de liberaliserede spil. Dette ville fjerne de fleste spilleres incitament til at spille hos udbydere uden dansk licens og skabe det danskkontrollerede marked, som er lovforslagets officielle formål. 

Dilemmaet er bare, at det egentlige formål med at holde afgiftsprovenuet i vejret er at skabe et så tilpas søvnigt et liberaliseret marked, at lottomonopolet kan holde pusten samtidig med, at det nye ‘Danske Sportsspil’ får adgang til at indføre onlinepoker og sikres en bedre beskyttelse mod konkurrenter fra destinationer med lavere afgifter og bedre odds. Undervejs i lovprocessen har regeringen hævet den foreslåede sats på de liberaliserede spil fra 15 til 20 procent af omsætningen efter gevinster, mens afgiftspresset på monopolsiden til gengæld lettes betydeligt i forhold til i dag.

Regeringens vurdering af, at hovedparten af de mindst 30 udenlandske spiludbydere, som i dag har danske hjemmesider, vil søge en dansk licens, forekommer urealistisk. Mange spiludbydere med ny dansk licens vil bukke under efter kort tid, andre vil kynisk bruge licensen til at kapre kunder og efter kort tid rejse hjem til Malta eller Gibraltar igen med kundedatabasen under armen og en forventning om, at den danske blokering af internet og betaling til spiludbydere uden dansk licens let kan brydes.

Beløbsmodtagerne vil råbe op om behovet for at beskytte spillerne mod de skruppelløse udlændinge, men sandheden er, at Malta, Gibraltar eller Kanaløerne nok har lave afgiftssatser, men kontrol- og reguleringssystemerne er veludbyggede. Ingen seriøse spilleselskaber – heller ikke de kommercielle – ønsker at operere fra et marked uden ordentlig regulering.

Den nye lov tager da også højde for, at også spiludbydere med dansk licens vil kunne køre deres virksomhed med hovedsæde på eksempelvis Malta.

Fastfryser prioriteringer
Et andet aspekt af forløbet omkring den nye spillelov er fraværet af en kulturpolitisk debat om de ideelle finansieringskilder af idrætten og andre almennyttige organisationer. Takket være beløbsmodtagernes tætte sammenhold mejsler loven i en tid med enorme ændringer i idrætsbilledet den eksisterende idrætspolitiske orden og styrkeforholdet mellem beløbsmodtagerne ud i sten, som om fordelingsnøglen stod skrevet i grundloven. 

Den nye danske spillelov er med andre ord ikke nogen voldsom nyskabelse. På flere områder er den en stramning, og den danske tilgang til spillemarkedet hviler stadig først og fremmest på den præmis, at spil er en elegant form for beskatning. Andre EU-lande og de kommercielle spiludbyderes præmis om, at spillemarkedet også kan betragtes som en globaliseret service- og underholdningsindustri med tusindvis af jobs, milliardomsætning og en virkelighed, der ikke adskiller sig væsentligt fra mediebranchen, it-branchen, underholdningsbranchen osv., har ikke været til debat.

Denne konflikt mellem danske hensyn og den globale spilleindustris virkelighed vil plage markedet i mange år og give staten masser af bøvl og formentlig også færre indtægter fra spil.

Beløbsmodtagerne kan derimod grine hele vejen hen i banken indtil videre. Men når loven skal revideres næste gang, vil beløbsmodtagerne støde på anderledes hårdnakket modspil fra mediesektoren, telesektoren, finanssektoren og en række udenlandske spilleselskaber, der for første gang vil have en ligeværdig fod i døren til beslutningstagerne.