Dopingkontrol er for ineffektiv

Selv om det internationale dopingagentur med fokus på PR-effekten i sidste uge annoncerede, at 30 udøvere ikke kunne komme til start ved vinter-OL i Vancouver på grund af dopingforseelser, befinder den traditionelle dopingkontrol med sine traditionelle testmetoder sig i virkeligheden i en mindre krise.

Sådan lød vurderingen hos flere dopingeksperter, som Anti Doping Danmark samlede på et doping-symposium under forrige uges nordiske idrætsmedicinske kongres i København

Ifølge lederen af det norske Anti Doping Agentur, Anders Solheim, er dopingbekæmpelsen langt fra optimal trods mange politiske og tekniske fremskridt i de senere år:

”Vi er ikke gode nok til at spore doping. Der er sket forbedringer, men det er ikke kvantiteten, der er afgørende. Det er kvaliteten, og den udvikling i arbejdet, vi ser i dag, er en direkte konsekvens af vores manglende evne til at spore doping. Den direkte metode er ikke god nok.”

Fx er det ikke muligt med almindelige testmetoder at spore udøvere, der bruger bloddoping med eget blod. Doping med mikrodoser gør det også vanskeligere at fange misbrug, ligesom EPO kun kan spores i nogle få dage efter indtagelse.

Og som overlæge ved Rigshospitalet Anders Juul pegede på, mangler op mod 70 procent af alle asiater et særligt gen, som gør, at mange vil kunne klare frisag i en normal dopingkontrol, selv om de indtager det mandlige kønshormon testosteron.

Bioligiske pas vinder frem
Fremtiden kan derfor tilhøre de nye såkaldte biologiske pas, der opstiller individuelle profiler af de enkelte udøvere ud fra en række biologiske variable, som fastlægges ud fra urin- og især blodprøver. 

I stedet for kun at påvise de forbudte stoffer direkte, handler det således om at påvise effekten af de forbudte stoffer. Overskrider udøveren sine normale værdier markant, kan det medføre en dopingsag eller give anledning til en mere målrettet traditionel dopingkontrol.

Den tyske idrætsmediciner Yorck Olaf Schumacher sammenligner denne indirekte kontrolmetode med den normale sammenstykning af bevismateriale, som man kender fra kriminalsager. Udfordringen er at sikre, at udøveren kan dømmes på samme solide grundlag gennem bl.a. blodprofiler som ved normale tests.

”Evalueringen af ikke enkel, og man kan aldrig tage en beslutning om at rejse en sag ud fra en enkelt variabel,” siger Yorck Olaf Schumacher, der dog mener, at risikoen for justitsmord er lille med de rigtige eksperter til at vurdere de biologiske markører.

Belønningen er en langt mere effektiv kontrol. Yorck Olaf Schumacher vurderer, at man med indirekte beviser kan fange 30-40 procent, at dem, der benytter sig af doping, og at tallet kan blive endnu højere, hvis man målretter den traditionelle testning mod udøvere, der har haft mistænkelige, men ’tilladte’ værdier.

Erfaringer med biologiske pas
Den internationale cykelunion, UCI er førende i brugen af biologiske pas og har indtil nu rejst seks dopingsager på baggrund af usædvanlige blodprofiler. Men ifølge lederen af UCI’s antidoping-arbejde, Anne Gripper, har de nye kontrolmetoder måske især haft en afskrækkende virkning, som nu kan aflæses i rytternes blodprofiler. 

Fra 2007 til 2009 er andelen af testede ryttere med forhøjede værdier af de såkaldte reticulocytter (forstadier til røde blodlegemer) faldet fra små 10 procent til under en halv, hvilket UCI ser som et klart tegn på mindre doping inden for cykelsporten.

”Vi ser ryttere lave gode præstationer, som folk tror på. Rytterne siger, at det er for risikabelt at benytte sig af doping, og holdene tjekker rytternes blodprofil inden, inden de ansætter dem,” lyder Anne Grippers foreløbige status.

Flere praktiske barrierer ryddet af vejen
At biologiske bloadpas på den baggrund vinder frem, er ikke overraskende. Før jul fastlagde det internationale antidopingagentur, WADA, et et sæt harmoniserede retningslinjer for brugen af biologiske pas på linje med de traditionelle testmetoder. 

Desuden har den internationale sportsdomstol, CAS, i november anerkendt indirekte bevisførelse i dopingsager, da den konfirmerede, at den internationale skøjteunion kunne udelukke den højtprofilerede tyske skøjteløber Claudia Pechstein i to år på baggrund af anormale blodværdier.

Der er dog stadig flere barrierer, som skal overvindes. Ud over genen ved at udøverne skal stille op til jævnlige blodprøver, er det dyrt og ressourcekrævende at tage, transportere og analysere de mange blodprøver, som programmerne kræver.

Alene UCI tog sidste år mere end 6.700 prøver, og ifølge Anne Gripper er der internationalt ikke kapacitet til at tage mange flere prøver, end man gør i dag.

Men står det til Anders Solheim bør brugen af biologiske pas med tiden udvides, så flere topudøvere får registeret og analyseret deres blodprofiler rutinemæssigt.

”Det bør være et krav i alle udholdenhedsidrætter. Jeg håber, at vi kommer dertil snart,” lød Anders Solheims opfordring i København.