København bevæger sig - lidt

Idræt og fysisk aktivitet står højt på de kommunale dagsordener, og mange kommuner prøver gennem målrettede indsatser at styrke folkesundheden ved at gøre deres borgere mere fysisk aktive.

Men ét er den politiske vilje, noget andet den reelle effekt. Det illustrerer en ny rapport fra Institut for Idræt og Biomekanik ved Syddansk Universitet, som har evalueret et af de mest ambitiøse forsøg på at aktivere borgerne gennem en bred kommunal indsats.

Københavns Kommune vedtog således i 2006 at igangsætte hele fem projekter som en udmøntning af motionsstrategien ’København – En by i bevægelse’ med Folkesundhed København som tovholder.

Med mere idræt i udvalgte folkeskoler, en ny grøn motionsrute, ’containeridræt’ i tre lokalområder samt tilbud om styrketræning for ældre og motionsvejledning vil kommunen lokke flere københavnerne op af sofaen – ikke mindst de ressourcesvage medborgere.

Samtidig har kommunen ønsket at nedbryde nogle af de traditionelle barrierer mellem forvaltningerne for at gøre indsatsen mere koordineret og dermed slagkraftig.

Blandede projektresultater
Den ny rapport, der er skrevet af forskningsassistent Lise Specht Petersen og professor Bjarne Ibsen, viser, at anstrengelserne flere steder har båret frugt, men ikke i alle tilfælde. 

Mens skoleprojektet Move@school har levet op til forventningerne og siden er blevet udbredt til flere skoler, har især motionsruten Byens Grønne Puls skuffet i den første fase: Det er kun blevet til en enkelt rute, og det er ikke lykkedes få københavnerne at tage den til sig i det omfang, som kommunen håbede.

Motionsruten er også et eksempel på, hvordan den konkrete og praktiske udmøntning af politiske satsninger er helt afgørende. Bl.a. kritiserer rapporten, at man ikke kan cykle på ruten, og en del brugere har været usikre på, hvordan man bruger motionsrutens to udendørs træningspavilloner. Det sidste har efterfølgende fået kommunen til at tilbyde instruktion ved pavillonerne på udvalgte dage.

Men i det hele taget har tilslutningen til projekterne samlet set været mindre end forventet. F.eks. er det kun i ringe grad lykkedes at få de ældre mænd til at styrketræne, selv om tilbuddet først fremmest var tiltænkt denne målgruppe. 4/5-dele af deltagerne er kvinder.

På plussiden tæller til gengæld, at det rent faktisk er lykkedes at nå mange relativt ressourcesvage medborgere med motionsrådgivningen, og at deltagerne her er blevet markant mere fysisk aktive.

Typiske barrierer
Ifølge Lise Specht Petersen illustrerer de første erfaringer fra København nogle af de barrierer, en kommune kan møde, når de vedtager og udmønter store centrale satsninger på motionsområdet. 

I en stor kommune som København har både kulturforskelle i forvaltningerne, men også den fysiske afstand mellem dem, været en udfordring.

”Selvom der har været opbakning til den fælles vision i motionsstrategien, er den er tydeligvis ikke blevet tillagt samme afgørende betydning i de andre forvaltninger, som den havde i Folkesundhed København,” siger Lise Specht Petersen, der som eksempel bl.a. nævner etableringen af Byens Grønne Puls under teknik- og miljøforvaltning.

”Hvor Teknik- og Miljøforvaltningen primært er en driftsorganisation, er Folkesundhed København først og fremmest en idé- og politikudviklende enhed, som ikke havde kendskab til og erfaring med større driftsopgaver.”

Generelt er det gået bedst de steder, hvor parterne fra starten kunne se et oplagt interessefællesskab – som i skoleprojektet Move@School, der omfatter mere fysisk aktivitet i undervisningen og frikvartererne.

”Her havde man en fælles vision om, at det ville være godt at få mere bevægelse ind i skolen. For hvis børnene leger meget i fx frikvartererne, har hele skolen glæde af det. Skolen får nogle børn, der trives bedre. Men også her har det taget tid og krævet benarbejde, fordi skolerne er så pressede til hverdag. De bliver overdynget med projekter og politiske forventninger,” siger Lise Specht Petersen.

Fire anbefalinger
Tålmodighed og vedholdenhed er derfor en dyd. Konkret munder rapporten ud i fire overordnede anbefalinger til kommunen, hvis man på længere sigt vil udfolde projekternes potentiale.

• Der skal være større kontinuitet i projektledelsen og i ud¬viklingen af projekterne. 
• Kommunen skal udvikle og effektivisere det tværsektorielle samarbejde på projektniveau. 
• Aktiviteterne skal være forankrede, så det er tydeligt, hvem der har ansvar for de forskellige aktiviteter og deres drift. 
• Kommunen skal turde tro på, at der er perspektiver i at tænke i længerevarende projektfor-løb, når det gælder om at sine mål og forankre forebyggelsestiltagene.

Anbefalingerne er i sagens natur målrettet København, der i både størrelse og organisation adskiller sig fra landets øvrige kommuner. Men ifølge Lise Specht Petersen kan de med det forbehold også tjene som inspiration for andre kommuner, der ønsker at igangsætte større motionsindsatser.

Som pionerprojekt en succes
Trods de blandede erfaringer er evalueringen alligevel positiv over for den københavnske motionsindsats. 

Lise Specht Petersen og Bjarne Ibsen konkluderer, at kommunen har fået en visionær strategi med flere nye ideer, som det tager tid at udvikle. Strategien har derfor snarere været en ’kick start’ på et politisk vision om mere bevægelse i København end en færdigudviklet model for, hvordan målene bedst kan nås.

”Vurderer man de første tre år af ’København – en by i bevægelse’ ud fra dette perspektiv, har motionsstrategien været en succes,” skriver forfatterne.